Coronahåndtering: En pris på mennesket

Af Thomas Reinholdt Rasmussen, præst i Sct. Catharinæ kirke, Hjørring

KOMMENTAR: Vi siger, at man ikke må sætte en pris på et menneskes liv. Men selvfølgelig har menneskelivet en pris i et samfund, hvor der skal være plads til os alle sammen. Det er der ikke noget galt med – hvis vi bare husker, at der også findes et helt andet sprog og en anden målestok end den økonomiske – nemlig den religiøse.

Et dødsfald er en tragedie. Sådan har det lydt under coronaepidemien. Og samtidig har man sagt gang på gang, at man ikke må sætte pris på menneskeliv. Menneskelivet har ikke en økonomisk pris. Det kan ikke prisfastsættes.

Det er vi gode til at sige, men spørgsmålet er, om det er sandt? For tiden er samfundet lukket ned. Der er store økonomiske omkostninger. Vi kan godt holde til det lidt nu, selv mange handlende er meget pressede. Samfundet som helhed er ikke så presset endnu. Men på et tidspunkt kan vi ikke holde lukket mere. Da bliver de økonomiske omkostninger så store, for ikke at tale om de menneskelige, at vi er nødt til at åbne.

Så ved, vi hvad et menneskeliv koster. Så ved vi, hvad det er værd. Så har vi sat pris på et menneskeliv. Så ved vi, at så langt rakte vores betalingsevne for menneskelivet. Selvfølgelig kan vi prisfastsætte et menneskeliv, for der kommer jo en dag, hvor man ikke kan lukke samfundet mere, og da er man nødt til at åbne, og da har man prisen på menneskelivet. Sådan er prisdannelse.

Samfundet har brug for en religiøs dimension. Et sted, hvor der kan tales om menneskelivets uendelighed, evighed og en anden bestemmelse end det rent dennesidige. Et sted, hvor vi står ene, og ikke er prisfastsat i fællesskab og samfundssind.

Så det er noget sludder, at vi ikke sætter en pris på menneskeliv. Det gør vi hele tiden, selvom vi siger det modsatte. Vi gør det i det små, og vi gør det i det store. Vi sætter en pris på vores arbejdskraft og vores arbejdstid. Vi sætter en pris på vores helbred. Vi sætter en pris på vores død. Og det er der ikke noget i vejen med. Problemet er, hvis vi kun gør det. Problemet er, hvis samfundet bliver så endimensionalt, at vi kun har vores egen vurdering af menneskelivet at holde os til. Så kommer vi til at sætte en pris på menneskelivet, som er det eneste afgørende.

Samfundet har brug for en religiøs dimension. Et sted, hvor der kan tales om menneskelivets uendelighed, evighed og en anden bestemmelse end det rent dennesidige. Et sted, hvor vi står ene, og ikke er prisfastsat i fællesskab og samfundssind.

For hvorfor siger vi, at vi ikke må sætte pris på menneskelivet, når vi nu gør det hele tiden? Fordi vi har et håb. Et håb om en større bestemmelse. Et håb om at blive målt med en større målestok end vores egen og hinandens. Det burde vi stå ved i stedet for at gemme os bag nedlukninger og lignende, som i sidste ende alligevel ikke kan beskytte os mod en pris på menneske, for det driver os med sikkerhed hen til det sted, hvor vi egentlig ikke vil være.

Vi lukker ned med rette, men vi skal være opmærksomme på, at vi risikerer at reducere menneskelivet. Vi ender med kun at måle menneskelivet med økonomiens målestok. Derfor har vi brug for en anden handling end vores egen. En måde at se på os, der ikke måler os på fællesskabet og samfundssindet. For det er det, der ender med at give os en pris på, hvad vi koster. Hvad vi økonomisk er værd. Vi må også måle os på noget større. Noget, der for alvor giver os uendelig værdi. Den måde, vi taler om det på, afslører, at vi længes efter det.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner