Det er godt nok, at det er godt nok

Af Tine Illum, præst i Sønder Bjert. Foto: Shutterstock

KOMMENTAR: Begreber om skyld og skam hjemsøger den offentlige samtale og skaber en stræben efter det fejlfrie. Men jagten på det perfekte er ubarmhjertig – og gør os ubarmhjertige. Vi savner et fælles begreb om tilgivelse, så vi i stedet kan bruge skylden og skammen til at handle på den dårlige samvittighed.

Viktor Axelsen må have en grim smag i munden over at flytte til Dubai. Han bør fortsat bo og træne i Danmark, for det skylder han det land, der har givet ham gode muligheder for at blive en god badmintonspiller. Forsvarsministeren burde skamme sig over at opholde sig på Ærø, mens Kabul faldt. Den voksne generation, der ikke savnede at gå på natklub under corona, er skyld i, at de unge blev depressive – og nu må de betale og på den måde sone deres skyld.

Begreberne ansvar, skyld, samvittighed og skam er konstant til stede i den offentlige samtale, vi har med hinanden i Danmark. Vi har det med at stille store krav til hinanden, synes jeg – og dermed til os selv. Og hammeren kan falde hårdt, når nogen ikke lever op til kravene.

Men der er også en modbevægelse, har jeg bemærket. En bevægelse, hvor man siger noget andet: Det er godt nok at være god nok. Faktisk er det det bedste. Glem det perfekte, det photoshoppede, det målrettede hvor-ser-du-dig-selv-om-ti-år. For det gør dig syg – og det gør vores fællesskaber syge.

Sådan lyder pointen lige fra samtalerne i ”Brinkmanns briks” til MUS-samtaler hos chefen. Det er nye toner. Ja, det er nærmest en protestbevægelse, et værdioprør, som jeg er nysgerrig på og gerne vil undersøge nærmere.

For vi skal jo skamme os og indse vores skyld, når vi så ikke er gode nok. Tænk, hvis vi ikke kunne skamme os, når vi har undladt at sige eller gøre noget, som vi kunne have gjort og dermed gjort livet bedre for andre? Tænk, hvis vi ikke kunne få dårlig samvittighed, når vi svigter eller på anden måde ødelægger og forvrænger livet? Hvordan skulle vi kunne leve med hinanden, hvis vi aldrig turde se i øjnene, at vi ikke kun kender til en urealistisk skyldfølelse, men også til helt reel skyld? At vi trænger til tilgivelse, til heling og forsoning. 

Så vidt jeg kan høre, er der ikke tale om fantasiløs middelmådighed eller selvtilstrækkelig dovenskab. Heller ikke om ansvarsforflygtigelse. Tværtimod. Det handler om at turde se sine begrænsninger, sin sårbarhed og livets vilkår i øjnene – og så begynde dér. Og være dér. En sund balance mellem at tage ansvar og gøre sig umage, og så at kunne være i det virkelige liv, hvor ting bliver, som de bliver; hvor mennesker, inklusiv mig selv, er, som de er. ”Et jævnt og muntert virksomt liv,” kunne vi sige.

Hvis denne livsindstilling er ved at vinde frem, så synes jeg, at det er spændende og håbefuldt. Og kan mildere vinde blæse ind over et hårdt perfektionistisk landskab, så kan det næsten kun betyde et bedre klima at være menneske og samfund i.

Mit gæt er, at det bliver et langt sejt træk at få os til at se mere mildt og tilgivende på alt det, der ikke blev perfekt. Også hvor andres kræfter og evner slap op. Og der, hvor jeg selv ikke fornemmede, at jeg slog til.  Men får vi en bredere fejlmargen, er det trækket værd. For jagten på det fejlfri og perfekte liv er ubarmhjertig – og gør os ubarmhjertige.

Nogen har oplevet – og mange flere hørt om – at kirken i sin tid fortalte folk, at de grundlæggende var syndere og hele tiden burde gå rundt med dårlig samvittighed over det, de var skyld i. Fordommene hører man stadig, men det, de referer til, hører en svunden tid til. I landets kirker hører man i dag snarere ord som forsoning, kærlighed, heling, tilgivelse (og det hørte man nu vist også de fleste steder i gamle dage).

Ord som ”skyld” og ”skam” og ”samvittighed” er blevet løsrevet fra en religiøs forståelse – og trives glimrende i den nye sekulære kontekst, som vi kan høre af eksemplerne ovenfor.

For mange år siden hørte jeg en læge fortælle, at han i sine første år som nyuddannet var tynget af sit ansvar og af skyld. Han huskede især en episode, hvor han måtte sige til en ung tømrer, at han havde uhelbredelig kræft. Den unge mand var fortvivlet og sagde: Jeg er tømrer – og hvis du siger: ”Byg et sommerhus til mig”, så gør jeg det. Du er læge, og nu siger jeg til dig: ”Gør mig rask!”, og så skal du gøre det!”  Det virkede så logisk, og lægen vidste ikke sine levende råd. Han fortalte en ældre kollega om, hvordan han ikke slog til, og at han ikke kunne leve op til sit lægeløfte.

Kollegaen sagde: Hvis du siger til tømreren: ”Byg et sommerhus til mig på toppen af min flagstang,” så vil han vide, at det ikke er muligt, og han vil sige det til dig. Du ved, at du ikke kan gøre din patient rask, og det blev du nødt til at sige til ham.”

Det betød, fortalte den unge læge, at han sidenhen fortsat gjorde alt, hvad han kunne for at helbrede sine patienter. Det var ham en sorg, når det ikke lykkedes. Men han forstod nu, at det ikke var hans skyld. Han kunne bare ikke alt. Og han blev faktisk en bedre læge af det og havde bedre kontakt med patienterne.
                     
Fortællingen taler ind i den kultur, der fortæller: Du er et fuldstændig frit menneske. Du kan, hvad du vil. Du er stjerne i dit eget liv. Det eneste, du skal, er at være ufejlbarlig. Og da du kan, hvad du vil, er der ingen undskyldning for ikke at være perfekt, ikke at komme ind på drømmeuddannelsen, købe drømmehuset eller i det hele taget have et drømmeliv. Den, der kan, hvad hun vil, har også ansvar for alt og bliver dermed skyldig i alt. Det kan ingen holde ud. Vi må ganske enkelt opgive den ultimative perfekthedskultur, hvis vi skal være mennesker. Vi må lære at være gode nok og lade andre være gode nok.

Men der er også en anden side af medaljen. For samtidig må vi opgive en usund afmagtskultur, der vel egentlig er afledt af det umulige i en stadig perfektionsoptimering. Afmagtskulturen er en kultur, hvor vi har givet op – og giver op på forhånd. Hvor ansvar – og dermed skyld – ikke findes, men bliver det mere diffuse ”skyldfølelse”. Og hvor dårlig samvittighed anses som internaliseret borgerlig moral eller reminiscenserne af religiøs undertrykkelse. Dermed er der slet ikke noget at have dårlig samvittighed over; det bliver en misforstået dom over mig selv. Vi kan befinde os rigtig godt i afmagten, hvor vi ikke har ansvar og dermed ikke skyld. Denne ”offer-kultur” er beskrevet – og også nogle gange uklædeligt sarkastisk beskrevet. Men den er stadig usund.

Men måske kunne vi se skyld, skam og samvittighed som noget, der gav os menneskelig værdighed? Hvad nu, hvis vi kunne tale om, at alt ikke er udefrakommende skæbne, men at der altså findes livsvilkår – for os hver især og for os som fællesskab – som er hårde og ubarmhjertige. Og som samtidig ikke er andres skyld. De findes bare. Og vores opgave er ikke at forklare dem, men at hjælpe og afhjælpe. Så godt vi kan.

Hvis vi er gode nok, når vi er gode nok, kan vi måske lettere bære vores ansvar – og skyld. Og vi kunne skamme os uden at gå til i skam, og uden at verden faldt sammen.

For vi skal jo skamme os og indse vores skyld, når vi så ikke er gode nok. Tænk, hvis vi ikke kunne skamme os, når vi har undladt at sige eller gøre noget, som vi kunne have gjort og dermed gjort livet bedre for andre? Tænk, hvis vi ikke kunne få dårlig samvittighed, når vi svigter eller på anden måde ødelægger og forvrænger livet? Hvordan skulle vi kunne leve med hinanden, hvis vi aldrig turde se i øjnene, at vi ikke kun kender til en urealistisk skyldfølelse, men også til helt reel skyld? At vi trænger til tilgivelse, til heling og forsoning. 

Hvad nu, hvis vi kunne synes, at det er godt nok bare at være god nok og ikke perfekt. Hvis vi turde tale om det og handle efter det. Hvis jeg, når jeg fik dårlig samvittighed, ikke behøvede gå til i selvbebrejdelser eller skyde skylden fra mig, men bare handlede på min samvittighed. Og hvad, hvis jeg turde tro, at andre faktisk vil og gør det samme. Måske ville vi få et mere menneskeligt og barmhjertigt samfund.

Trine Bramsen kunne sige: Ja, det var virkelig en fejlvurdering af mig – undskyld! De voksne kunne sige til de unge: jeg kan godt forstå, at det har været hårdt for dig under corona. Det har det også været for andre – bare på andre måder. Skal vi ikke finde en vej frem sammen? Victor Axelsen kunne sige: Jeg bliver nok nødt til at slå mig ned i Dubai, fordi det vil gøre det så meget lettere for mig at flyve rundt til turneringer verden over, men de penge, jeg sparer i skat, vil jeg donere til min gamle badmintonklub, så den næste generation også får gode vilkår at træne i.

Det ville da være godt nok!

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner