Dydsetik: Ordentlighedens genkomst

Af Pia Søftoft, præst i Christians og Esajas Kirker i København

KOMMENTAR: Hvilket menneske ønsker jeg at være? Ydmyg eller hovmodig? Grisk eller generøs? Grådig eller taknemmelig? Det er et spørgsmål om dydsetik, og det er noget, vi selv beslutter os for.

Har du lyst til at være den, der lyver om en frisk coronatest? Vil du være den chef, der sætter din vilje igennem ved at true din ansatte, eller den, der fifler lidt med dit skattefradrag?

Flere og flere vil ikke. Ordentligheden er blevet en dyd, og lige nu spirer dyderne frem overalt. Små endnu vintersvage dyder, der har ligget begravet under de sidste 20 års massive krav til hver enkelt af os om, at vi skal performe, optimere, effektivisere og blive den bedste udgave af os selv. Dyderne har været gemt, men ikke glemt og nu får de så småt en renæssance.

I den sidste udsendelse i 2020 af programmet Tidsånd på DR1 blev jeg spurgt, hvad jeg troede, vi ville tale om i 2021 og da svarede jeg dydsetikken. Nu er det ikke, fordi jeg på nogen måde mener at have profetiske evner, men der var allerede dengang tegn på, at dyder som ydmyghed, generøsitet og taknemmelighed blev fremhævet som toneangivende fremfor selvpromovering, griskhed og fråseri. Programmet Tidsånd tog siden dydsetikken op i 2021, organisationspsykolog Karsten Mellon skrev en bog om ydmyghed i ledelse, og jeg selv en om ordentlighed og dyder og laster i liv og ledelse. Og i de sidste par år har ordentlighed netop været den værdi, der er blevet efterlyst og dømt fraværende, hvad end der har været tale om en politiker med hang til hænder på lår eller anden grænseoverskridende adfærd, en borgmester med en ustyrlig tunge, en mediechef eller en studievært med usund praktikantprioritet og flair for verbale voldtægter eller en højtplaceret leder i et pengeinstitut, der på mirakuløs vis har fået valuta til at skifte farve.

Tidens mange sexisme- og hvidvaskskandaler har ført til et øget fokus på, at nye regler ikke er nok, hvis man ønsker at komme et grundlæggende problem til livs, der ikke kun skyldes enkelte brodne kar, men beror på en grundlæggende indstilling i hele den organisation, der måtte være skandaleramt. Og en kultur kan man ikke ændre med forbud eller påbud. En kultur kan man kun ændre, hvis hver enkelt medarbejder eller leder bliver konfronteret med kravet om ordentlighed og dermed bliver bragt til at se sig selv i spejlet og overveje, hvilket slags menneske de gerne vil være, og hvilke dyder de ønsker at leve efter. Derfor er dydsetikkens genkomst netop et produkt af, at kravet om ordentlighed vinder mere og mere indpas i erhvervslivet såvel som i samfundet generelt.

Det er ved at danne sin karakter, at man bliver et ordentligt menneske. Det kræver tid og erfaring og derfor en vis alder. Når det gælder om at blive et ordentligt menneske, har ældre derfor umiddelbart en fordel frem for yngre mennesker. Dog forsvinder den fordel, hvis man gennem et langt liv undlader at reflektere over, hvem man er, og hvordan man vil leve sit liv.

Man taler om de tre store etikker: nytteetik, pligtetik og dydsetik. Nytteetik fokuserer på resultatet af en handling. Nytteetikken tilsiger, at vi skal handle på en sådan måde, at man opnår det størst mulige gode/ den størst mulige nytte for flest mennesker. Fx har diskussionen om flokimmunitet i forbindelse med corona-pandemien et nytteetisk perspektiv.

Pligtetikken fokuserer på at opstille en eller flere regler, der kan styre vores handling i en etisk retning. Immanuel Kants kategoriske imperativ er eksempelvis sådan en regel: Handl således, at din handling ville kunne udgøre en almen etisk rettesnor.

Dydsetikken har derimod at gøre med at danne sin karakter. Det er ikke resultatet, en given nytte, eller den regel eller pligt, der går forud for handlingen, der er bestemmende for dydsetikken. Dydsetikken er en eksistentiel etik. Den sigter mod at danne den enkelte person og få hende eller ham til at lykkes som menneske. Spørger man Aristoteles, som er dydsetikkens stolte fader, så er lykken ikke gods eller guld, men derimod det at lykkes som menneske. Dydsetikken opstiller ikke regler, men ved hjælp af beskrivelsen af en række dyder, som ikke er enkelthandlinger men handlingsmønstre, der er styret af en overordnet værdi, vil den guide os til at behandle os selv og andre ordentligt. At stræbe efter at være dydig i denne grundlæggende betydning er derfor det samme som at stræbe efter at blive et ordentligt menneske.

Der er mange teorier om både personlighed og karakter, men alle teorierne har en vis enighed om, at der til personligheden hører en medfødt side. Aristoteles og Kierkegaard talte om den biologiske side af personligheden, der er instinktiv og primær i den betydning, at det er den, der viser sig allerede i det ganske lille barn. Hertil kommer karakteren. Ens karakter er en medfødt egenskab eller evne, men man har selv indflydelse på, hvordan den dannes. Ens karakter er påvirkelig og udvikles gennem opdragelse, uddannelse, fortællinger og rollemodeller.

Det vil sige, at ens karakter dannes langsomt, og at denne dannelse kræver ens aktive indsats. Det er ved at danne sin karakter, at man bliver et ordentligt menneske. Det kræver tid og erfaring og derfor en vis alder. Når det gælder om at blive et ordentligt menneske, har ældre derfor umiddelbart en fordel frem for yngre mennesker. Dog forsvinder den fordel, hvis man gennem et langt liv undlader at reflektere over, hvem man er, og hvordan man vil leve sit liv. Omvendt er yngre mennesker er i dag langt mere opmærksomme på, hvad de vil med deres liv og hvad de bestemt ikke vil være med til. Det er blandt andet derfor, dydsetikken har gode kår disse år.

En eksistentiel etik som dydsetikken ønsker at opstille et slags kompas for, hvordan vi som mennesker kan finde frem til det gode og leve med dette for øje gennem selvindsigt og gentagelse. ”En svale gør ingen sommer” er et udtryk, der stammer fra Aristoteles’ bog Den Nikomacheiske etik og indikerer, at man skal øve sig på at gøre det rette, for det er langtfra nok at ramme rigtigt en enkelt gang. Dyderne er ikke udefra kommende regler, men handlingsmønstre, man selv kan indse er hensigtsmæssige, og som man derfor med lyst og glæde følger. Pligter derimod opfattes ofte som noget, der er pålagt af andre, som vil tvinge en til at gøre noget, man helst er fri for.

Dydsetikken har ganske enkelt at gøre med spørgsmålet: Hvilket menneske ønsker jeg at være? Ydmyg eller hovmodig? Grisk eller generøs? Grådig eller taknemmelig? For nu blot at nævne nogle af de store modsætninger. Og at dydsetikken er oppe i tiden, skyldes netop, at vi ikke blot på grund af corona, men lige så meget grundet klimakrisen og de skandaler, jeg nævnte overfor, som jo bare er den danske variant af et globalt problem med sexisme og hvidvask, er blevet opmærksomme på, hvordan de handlinger vi udfører som enkeltpersoner har betydning for et helt parti, en hel organisation, en hel sektor, ja, i sidste instans for hele klodens velbefindende. 

Publiceret den 18.1 2022

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner