Grosbøll: 
Vi erfarer Gud i glimt

Af Poul Henning Bartholin, tidligere domprovst i Aarhus

KOMMENTAR: Han blev kaldt ”præsten, der ikke troede på Gud”, men Grosbøll var ingen gudsfornægter. Kristendommen er ikke en ”forklaring” på verden, men troens øjeblik giver os en erfaring af tilværelsens dybde i glimt. Det var det, han prøvede at sige. Det var ærgerligt, at det ikke lykkedes, skriver hans ven og kollega Poul Henning Bartholin.

Thorkild Grosbøll døde for nylig kun 72 år gammel. Mange vil huske ham som præsten, der ikke troede på Gud. Andre vil huske ham som den interessante prædikant, den reflekterede teolog, der i sine prædikener og essays vendte og drejede forholdet mellem civilisation og kristendom. Hos Grosbøll var dialektikken mellem disse to størrelser den evige kilde til spørgsmål, forundring, indsigt, prædikener, bøger og foredrag.

I 2003 udgav han essayet ”En sten i skoen”, som blev fulgt op med artiklen Præsten tror ikke på Gud i Weekendavisen. Her sagde han blandt andet:

Jeg tror ikke på Gud som forklaring på det hele. Der er ingen, der i deres almindelige liv opererer med et gudsopretholdt univers. Vi fungerer på naturvidenskabens præmisser; Jorden er ikke skabt af Gud, og han holder den ikke oppe. Gud kan ikke bruges som argument for noget som helst. For mig er Gud spørgsmålet. Et fantastisk spørgsmål, man kan stille til sit liv. Men jeg vil ikke åbne så meget som en kattelem for, at man kan tale teofysisk - at Gud bliver en fysisk realitet.

Det affødte en debat, der varede i flere år og endte med, at han i flere år var suspenderet fra sit embede som sognepræst. Jeg mener nu ikke, han blev forstået rigtigt. Derfor er det vigtigt at dykke ned i, hvad han egentlig sagde.

Det er en misforståelse at sige, at Thorkild Grosbøll var gudsfornægter eller ikke-troende. Mere rammende kunne man sige, at han tog afstand fra at tale om kristendommen, som om den er et ”system” eller en ”forklaring” af, hvordan verden hænger sammen. Det anså Grosbøll for at være naturvidenskabens område. Kristendommen og religion i det hele taget drejer sig ifl. Grosbøll om at fortolke menneskets eksistens. Det indebærer naturligvis også billeder og forestillinger om verden, som vi kender dem fra Skabelsesberetningerne. De er ikke eksakt videnskab men myter. Vi tilgår dem og ser dem som sande fortællinger og billeder, og som sådan er de uundværlige i kristendommen.

Gud er ikke virkelig i samme forstand, som et menneske er. Gud er, Gud er en gåde, der kan fortolkes gennem Jesusskikkelsen, gennem hans erfaringer af lidelse og menneskelig ondskab og gennem forkyndelsen af hans opstandelse. 

I evangelierne om Jesus fandt han et udtryk for menneskets lidelse, angst og ikke mindst glæde, som litteratur og kunst i mange forskellige former også er fuld af. Meget af dette inddrog han i sine prædikener som tolkningsnøgle til kristendommens aktualitet og relevans. Som andre før og efter ham fastholdt han, at kristendommen ikke er et system. Gud er ikke virkelig i samme forstand som et menneske er. Gud er, Gud er en gåde, der kan fortolkes gennem Jesusskikkelsen, gennem hans erfaringer af lidelse og menneskelig ondskab og gennem forkyndelsen af hans opstandelse.

Vi kan finde et centralt udtryk for Grosbølls tydning af kristendommen i prædikensamlingen ”På sporet af Gud”, der var udkommet nogle år før. Her henviser han til to citater af Jorge Luis Borges. ”Hvert øjeblik, vi oplever, eksisterer, men ikke øjeblikkenes indbildte helhed,” lyder det ene, og det andet: ”Hvert øjeblik, hvor noget indtræffer, er også en tidsfølge.” Og selvom det kan lyde sådan, modsiger de to sætninger ikke hinanden. Der er en indre spænding mellem dem, som holder dem sammen i en dialektik. På samme måde som liv og død eksistentielt hænger sammen og ikke bare modsætninger. Derved opstår en væsentlig indsigt i menneskets gådefulde eksistens, mente Grosbøll.

Der er altså meget mere at hente i Grosbølls teologi, end det fremgår af de spidsformulerede udtalelser, der citeres i Weekendavisen.

De to citerede sætninger af Borges var for Grosbøll udsagn om, at vi erfarer tilværelsens dybde i glimt. Sådan skildres troens øjeblik i øvrigt også i Det nye Testamente. Øjeblikket er uden udstrækning. Øjeblik følger på øjeblik, fyldt af noget nyt. Senere mødes vi af en tilsvarende erfaring af tilværelsens dybde og sammenhæng – igen glimtvis. Sådanne og andre øjeblikke kommer i en tidsfølge uden kontinuitet imellem de enkelte øjeblikke.

I en påskeprædiken udtrykte Grosbøll det sådan: ” I dette korte øjeblik så han al menneskets lidelse og al dets sårbare skønhed – hvad der nogensinde havde været, og hvad der nogensinde ville komme, fra evighed til evighed. Det var i dette gennemsigtige øjeblik, han fremmumlede sit ”Sandelig, den mand var Guds søn!”

Grosbølls anliggende er til enhver tid aktuelt. Det drejer sig om teologisk refleksion og redegørelse til samtiden for, hvad kristendommen har at sige den enkelte eksistentielt, og hvad den er som historisk fænomen. Han sagde ikke noget, der ikke var sagt før.

Hvorfor blev Grosbølls anliggende så ikke forstået? Det står hen som et åbent spørgsmål, om han ikke forstod at formulere sit anliggende, så det blev hørt og forstået bredt, eller om samtiden ikke havde sans for Grosbølls renfærdige trosminimalisme. Ærgerligt er det, at hans anliggende og hensigt blev misforstået.

Thorkil Grosbøll var belæst som få i litteratur, teologi og filosofi, og Thorkild var en fremragende kok. Heldig den, der fik ham som ven.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner