Grundtvig og krænkelse

Grundtvig ville mene, vi skulle finde et andet ord

Af Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet

KOMMENTAR: Hvis man er blevet krænket, har man tabt i værdi. Sådan kan ordet ’krænkelse’ i hvert fald udlægges. Hos Grundtvig er menneskets helt særlige betydning imidlertid ikke én, vi får af hinanden. Den er der på forhånd og kan derfor heller ikke ødelægges af noget menneske. Med dette positive syn på mennesket udgjorde Grundtvig et nybrud, som ikke skal undervurderes.

Hvordan krænker man? I dagbladet Information har to hvide mandlige forskere fra CBS (det gør de selv opmærksom på, at de er) skrevet et indlæg med overskriften ’Krænkelsesguide: Følg disse fire trin, så er du altid på den sikre side’, men da jeg åbner artiklen, viser det sig (selvfølgelig), at det ikke er en guide til, hvordan man krænker, men derimod handler om, hvordan man undgår det.

Men mit spørgsmål er alvorligt ment og er ikke et forsøg på at bagatellisere et – i hvert fald på nogle områder – vigtigt anliggende. Debatten om ’krænkelser’ har nemlig vist to ting. For det første, at der findes arbejdspladser og sammenhænge, hvor groft magtmisbrug stiltiende har været accepteret i mange år, og for det andet, at det er meget uklart, præcis hvad en ’krænkelse’ er – og hvad det ikke er. Kan man både blive krænket af en person, der åbenlyst udnytter sin magtposition, og af ’kønsstereotyperne’ på trafiklys (det sidste hævdede en artikel i Kristeligt Dagblad i 2019, men det viste sig, at der vist alligevel ikke var så mange ’krænkelsesparate’ fodgængere)?

En anerkendt dansk fotograf, Jan Grarup, har for nylig erklæret, at han ikke vil ansætte kvinder. Det kunne lyde som noget, nogen kunne blive krænket over, men hans pointe er på en måde omvendt: Han vil ikke gå rundt og være i tvivl om, hvad han kan tillade sig at sige til sine ansatte, og hvilke grænser han risikerer at overskride. Noget tyder på, at krænkelsesforvirringen er tæt på total. Og samtidig med at betydningen er uklar, fungerer ordet som en slags kode: Når det nævnes, skal man reagere.

Det er ikke, fordi Grundtvig benægter, at mennesker kan gøre ondt og være egoistiske. Men det er, som om han ser på mennesket med et andet blik og sætter det ind i en anden sammenhæng: Mennesket har et hjerte, det kan elske og længes med, og det har en mund, det kan tale og synge med.

Ordet ’krænkelse’ hænger sprogligt sammen med det tyske ’krank’, der betyder syg eller egentlig: nedbrudt, ødelagt, ikke intakt. I ældre bibeloversættelser kan man i Tredje Mosebog læse, at tempelpræster ikke må tage ”en, som er krænket, til ægte”, hvilket vil sige en kvinde, der ikke længere er jomfru. Hvis et menneske ’bliver krænket’, så sker der altså noget med det, som enten helt eller delvist ødelægger det. Ikke i form af psykiske mén, men udefra set, i andres øjne: Man kan ikke længere bruges til det, man skal bruges til.

Set i det lys kunne man godt overveje, om ordet er særlig velvalgt. For i ordet ’krænkelse’ ligger der, at man kan gøre noget ved et menneske, så det mister sin værdi. Ordet kan knyttes sammen med en patriarkalsk ære- og skam-kultur, hvor kvindens seksualitet er mandens og slægtens ejendom, og hvor hendes værdi afhænger af, at der er styr på hendes seksualitet. I dette system er det den krænkede snarere end krænkeren, der rammes. Hvis man er krænket, har man tabt i værdi.

Kan man ødelægge et menneske på en måde, så det mister sin værdi? Ikke ifølge N.F.S. Grundtvig. Grundtvig kan selvfølgelig ikke tages til indtægt for at mene noget om nutidens krænkelsesdebat, men han havde noget at sige om, hvad et menneske er, hvad der giver mennesket dets særlige betydning – og hvorfor vi derfor ikke kan tage den fra hinanden.

Det var da mageløst, kan man udbryde – måske især hvis vi skruer tiden cirka 50 år tilbage. Men hvad betyder det? Det betyder: Uden lige, unik, usammenlignelig og uerstattelig. I indledningen til sit store værk Nordens mytologi fra 1832 skriver Grundtvig, at mennesket er netop dette: mageløst.

”Mennesket er ingen abekat, bestemt til først at efterabe de andre dyr, og siden sig selv til verdens ende, men han er en mageløs, underfuld skabning,” skriver Grundtvig.

Mennesket er ikke en kopi og er ikke bestemt til at være en (dårlig) efterligning af andre. Hvorfor er mennesket – endda hver enkelt af os – så særligt? Det skriver Grundtvig om i sangen ’Menneskelivet er underligt’, hvor vers 9 lyder:

Mennesket er i Guds billede skabt
Med levende ord på sin tunge,
Og derfor kan han mellem træer og dyr
Med guderne tale og sjunge

Mennesket er særligt, fordi det som det eneste væsen er ’skabt i Guds billede’. Menneskets gudbilledlighed viser sig ved, at vi har sprog, fantasi og forestillingsevne – vi har levende ord på tungen.

Jeg tror ikke, man skal undervurdere betydningen af, at Grundtvig satte det menneskelige så højt. Det skal ses på baggrund af den lutherske tradition, som han også selv på sin vis er barn af, hvor ’dogmet om arvesynden’ var afgørende for synet på mennesket. Inden for den lutherske tradition er mennesket ’faldet’: Det har vendt sig væk fra Gud og er i grunden en synder. Selv når vi vil være gode og gøre godt, bunder det i egoisme, i vores selvkærlige ønske om at ’fremstå gode’ i andres øjne. Kun Guds nåde – som vi modtager ganske ufortjent – kan redde os fra fortabelse. Sagt kort.

Det er ikke, fordi Grundtvig benægter, at mennesker kan gøre ondt og være egoistiske. Men det er, som om han ser på mennesket med et andet blik og sætter det ind i en anden sammenhæng: Mennesket har et hjerte, det kan elske og længes med, og det har en mund, det kan tale og synge med. Og det lever i fællesskab med andre mennesker på den skabte jord, hvor himlen når helt ned til jorden – dvs. livet er godt her og nu og ikke kun noget, man kan håbe på i en himmelsk fremtid. Med dette blik på mennesket skrev Grundtvig cirka 1600 sange og salmer, hvor der lige præcis ikke står, at du skal huske, du er en stor synder. Hans salmer har vi så sunget lige siden – i hvert fald nogle af dem – og derved sunget os til at sætte det menneskelige højt. Til barnedåb, bryllup, begravelse, til fest og til trøst.

Når Grundtvig skal udfolde dette andet syn på mennesket, så bruger han ’gudbilledligheden’. Det er en forestilling, der knytter sig til skabelsesberetningen, hvor der står, at Gud skabte mennesket ’i sit billede’. Og selvom mennesket – også ifølge skabelsesberetningen – vendte sig væk fra Gud, så har det ifølge Grundtvig ikke mistet gudbilledligheden: Det skabte menneske – og ikke først det døbte og kristne menneske – har mund og hjerte, og det har vi fået af Gud i tidernes morgen. Sagt på nudansk betyder det, at det særlige, vi hver især er, er der på forhånd – alene fordi vi er mennesker. Vi får ikke vores betydning som mennesker af hinanden, og vi kan ikke ødelægge hinanden ved at fjerne denne betydning. Vi kan ikke gøre et menneske værdiløst. Vores betydning sidder fast, vi er i grunden ukrænkelige.

Hvis man forestillede sig, at Grundtvig kunne deltage i nutidens krænkelsesdebat, så tror jeg, at han ville foreslå, at vi begyndte med at finde et andet ord: Nok kan vi gøre hinanden meget ondt, men krænke hinanden – dvs. fratage et menneske betydning – kan vi ikke. Vores særlige betydning sidder fast, for den hører med til mennesket, som det er.

Grundtvig taler selvfølgelig ikke direkte ind i vor tids debatter, men nævnes kan det i denne sammenhæng også, at Grundtvig i årene 1839-1848 var en aktiv del af en komité, hvis formål var at arbejde for slaveriets endegyldige ophør på de dansk vestindiske øer, og at han som den eneste skrev en positiv anmeldelse af Mathilde Fibigers roman Clara Raphael, der handler om kvindens stilling og muligheder (eller mangel på samme) i midten af 1800-tallet.

Grundtvigs kvindesyn er derudover et kapitel for sig. Hos Grundtvig kan der både hentes udsagn, som mange nok i dag ville kalde ’over grænsen’, fx at kvindens væsentligste evner i et studerekammer bestod i at kunne indrette det smukt, og også – og dem er der mange af – udsagn om det særligt kvindelige, kvindens eller moderens sprog, kvindens hjertevarme og kærlighed, som ingen nutidige kvinder nok ville kunne være i endsige leve op til.

Men Grundtvigs væsentligste replik til nutidens krænkelsesdebat er – som jeg ser det – først og fremmest den, at vi i grunden er ukrænkelige. Det afgørende her er selvfølgelig ikke, om der bør findes et andet ord. Det afgørende er, at vi ifølge Grundtvig ikke får vores værdi af hinanden. Ikke i afgørende forstand, i hvert fald.

Ville nutidens krænkelsesdebat se anderledes ud, hvis vi tænkte som Grundtvig om mennesket? Om os selv? Med fare for at lyde ’privilegieblind’ kunne man i hvert fald godt indimellem ønske sig, at der blev skruet ned for identitetsbevidstheden og op for bevidstheden om en grundlæggende menneskelig værdighed. Interessant nok har Grundtvig også noget at sige om identitetsforestillinger, og at de er afgørende for at kunne danne forpligtende fællesskaber. Men forud for alt er vi mennesker. Og helt særlige.

Serie: Grundtvig ser på nutiden

Leder af Grundtvig-Akademiet Ingrid Ank tager Grundtvigs briller på og undersøger, hvad præsten, debattøren, historikeren og skolemanden ville sige til nogle af de vigtige spørgsmål i samfundsdebatten i 2020. Dette er tredje indlæg ud af fire i serien, der også handler om Grundtvig og corona, identitetspolitik og den demokratiske samtale.

1. Grundtvig og corona: Det, der er imellem os

2. Grundtvig og identitetspolitik: Det åbne og det lukkede fællesskab

4. Grundtvig og den demokratiske samtale: Folkelighed og makrelmadder

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner