Hjerteskærende podcast: Angst, mørke og brystkræft
KOMMENTAR: I podcasten 'Ditte Giese er blevet for syg' taler journalisten med sin kæreste om, hvor meget det betyder at have ”Gud indeni”. Birgitte Kragh Engholm havde selv brug for mere end det, fortæller hun.
Angsten, paranoiaen, behovet for fred og ro, tudeturene, de dystre morgener og mørke nætter. Jeg kan ikke bare forstå, men simpelthen mærke det, når journalisten Ditte Giese i podcasten 'Ditte Giese er blevet for syg' fortæller om, hvordan det er at være kræftsyg. Jeg får ondt i hjertet af det, for jeg har selv været der.
For tre år siden fik jeg konstateret brystkræft, men er i dag (vistnok) rask. Ditte Gieses skæbne er tungere. Det, der lignede en stadie 1-brystkræft, viste sig at være gået i knoglerne. I løbet af få måneder gik hun fra at tro, hun var rask, til at være syg i stadie 4, hvilket betyder, at hun ikke kan blive helbredt. Men på trods af at jeg (vistnok) er rask, kan jeg ikke alene forstå og genkende Ditte Gieses ord, men simpelthen mærke alle hendes ord i min egen krop, for kroppen husker.
I det nyeste afsnit af podcasten taler Ditte Giese med sin kæreste Paulo om at være pårørende til en alvorligt syg, og de taler om Gud. Paolo fortæller om, hvordan det for ham er at have ”Gud indeni” – i modsætning til ”Gud udenfor”. De taler om en undersøgelse, der viser, at det at have en tro er en af de faktorer, der kan have indflydelse på dine chancer for at overleve, selvom du er erklæret uhelbredeligt syg.
Det betyder, at jeg som en anden Formel 1-racer kan køre i pit og få tanket op på sjælefred, trøst, ro, styrke og håb, ting jeg næppe ville kunne finde inden i mig selv.
Jeg har siden min diagnose selv mærket, hvor vigtigt det er at have Gud indeni. Hvor meget det betyder at være i tæt kontakt med det lille stykke af Guds evighed, som vi hver især kommer til verden med og hele livet bærer i vores hjerte. Det er nemlig her, vi kan søge ind, når verden vælter, livet går i stykker, og vi har brug for at finde ro og styrke.
Men for mig er det helt afgørende, at Gud også er uden for mig, for hvordan kan det lille stykke af Guds evighed inden i mig ellers blive næret og fyldt med ro og sjælefred, to ting, der pludselig bliver hele forudsætningen for overhovedet at kunne trække vejret i den eksistentielle undtagelsestilstand, en kræftdiagnose slynger en ud i? Og hvordan skulle jeg kunne holde til at bære smerten, skriget, sorgen, angsten og tårerne, hvis jeg stod helt alene. Jeg ville gå til grunde, tror jeg, hvis ikke det lille stykke af Guds evighed inden i mig hver dag kunne blive fyldt op af Gud, der også er uden for mig.
Betød det så, at jeg slap for angsten, paranoiaen, tudeturene, de dystre morgener og mørke nætter? Ingenlunde. De er her endda endnu. Men det betyder, at jeg med Gud både indeni og udenfor ikke skal bære vægten af smerten, skriget, sorgen, angsten og tårerne selv, og det betyder, at jeg som en anden Formel 1-racer kan køre i pit og få tanket op på sjælefred, trøst, ro, styrke og håb, ting jeg næppe ville kunne finde inden i mig selv.
Jeg er ikke i tvivl om, at vi har Gud indeni. Men Gud har vi heldigvis også udenfor os selv, og det hjælper på følelsen af ensomhed, der i forvejen er overvældende, når man er kræftsyg.
