Hurtcore: Suget af intethed

Af Henrik Winther Nielsen, præst i Frederiksborg Slotskirke

KOMMENTAR: Anerkendelse er livsvigtig. Både for de helt unge piger, der hellere vil levere ydmygende film til en afpresser, end de vil have lækket nøgenbilleder – og for afpresserne selv.

Unge piger bliver bedt om at filme, mens de skærer i sig selv eller drikker deres egen urin. I disse dage er det kommet frem, at der findes såkaldte serieafpressere, der lokker nøgenbilleder ud af unge piger for derpå at presse dem til voldsom selvskade og ydmygelse. At fornedre kvinder og unge piger kropsligt og seksuelt kaldes hurtcore, og eftersom den menneskelige ondskab ingen grænser kender, kan det sørgeligt nok ikke overraske, hvad vi mennesker finder på at ødelægge hinanden og os selv med.

Men fænomenet viser, hvor meget anerkendelse og ydmygelse betyder for et menneske.

Helt indlysende drejer det sig i første omgang om de ulykkelige piger, hvis skam og frygt for at blive udstillet på nettet for tid og evighed med frygten for social udstødelse til følge. De vil hellere fodre afpresseren med mere og mere materiale end at få lækket nøgenbilleder til venner og familie på nettet.

I anden omgang virker det, som om afpresserne selv i lige så høj grad er drevet af frygt. Journalisten bag DR’s arbejde med historien, Majken Steen Frederiksen fortæller i podcasten Genstart, at drivkraften for mange af mændene er anerkendelse. Når de deler videoer i deres fora, er de noget. De betyder noget. ”Du er den sorte ridder blandt os liderlige mænd,” kan andre i netværket finde på at skrive til dem. Der er endda dem, der får pigerne til at skære afpresserens initialer ind i huden, så de på den måde efterlader deres varemærke.

Mændene – og det tør man nok antage, at afpresserne er – lever af fællesskabets anerkendelse af dem. De udsætter letpåvirkelige piger for netop den fornedrelse, de frygter allermest. Med andre ord, de ofrer gerne menneskeliv for ikke selv at synke ned i dyndet.

For mig at se handler det alt sammen om det udsatte vilkår at være en krop i verden. Serieafpresserne deler i virkeligheden vilkår med de unge piger, som de ydmyger og skader. Mændene – og det tør man nok antage, at afpresserne er – lever af fællesskabets anerkendelse af dem. De udsætter letpåvirkelige piger for netop den fornedrelse, de frygter allermest. Med andre ord, de ofrer gerne menneskeliv for ikke selv at synke ned i dyndet.

Mændene kender udmærket den rædsel, de vækker hos deres ofre, fra sig selv, og ved at gøre sig til herre over pigerne, får de den plads i verden, som de higer efter. Nogen vil mene, at det er en perverteret selvforståelse. At det nok er mænd, der føler sig berøvet deres kongedømme og herskerplads. At det er ren og skær sadisme.

Hvis det var sådan, kunne vi komme den slags til livs ved oplysning – oplysning om, at maskulinitet ikke behøver at være brutal. Eller vi kunne, som det foreslås i Genstart, lære pigerne at sige ’Pyt – mit nøgenbillede kommer ud, men hvad så?' Rådet til pigerne er, at de ikke bør skamme sig over deres krop, for hvis de ikke gør det, så har afpresserne intet pressionsmiddel. Det virker nu noget naivt, synes jeg.

For skam er et livsvigtigt socialt og moralsk fænomen, som lærer os at holde sammen som flok og folk og menneskehed. For det er netop skammen, der gør det mærkbart for os, hvor grænserne for vores væren i verden går. Så selvfølgelig skammer pigerne sig over at få udstillet deres kroppe offentligt. Og selvfølgelig mærker afpresserne en lignende rædsel for at blive udstødt af fællesskabet.

Skammen er netop forbundet med muligheden for udstødelse, og det udstødte menneske er en krop uden beskyttelse, en utryg krop, der hele tiden må være på vagt. Dét er det store eksistentielle sug af intethed, der kan få mennesker til at ofre andre. Til at tilføje dem ødelæggende skade, blot for at opleve, at de selv findes og betyder noget som kroppe i verden. 

Men hvad gør vi så, hvis det ikke hjælper med hverken oplysning eller pigernes ‘pyt’?  Det eksistentielle sug er et vilkår, som jeg tror er baggrunden for hurtcore. Oplevelsen af ikke at betyde noget er grundfæstet i tanken om, at enhver må stå alene og være sit eget livs arkitekt. Det fører til ensomhed, og det kan vi ikke holde ud. Trangen til at betyde noget og være med i et meningsfuldt fællesskab, som kan lindre ensomhedsfølelsen, giver sig ofte perverse udslag. For alt andet føles bedre end at blive suget ind i intetheden.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner