Hvis ikke du lufter din indre svinehund, så pisser den de forkerte steder

Af Ane Sofie Lindegaard, præst i Sorgenfri Kirke. Foto: Shutterstock

KOMMENTAR: Der er forskel på moral og moralisme. Og mens vi har brug for moral, skal vi bestemt ikke have mere af det sidste. Per Christensen-sagen får de to begreber rodet sammen.

I vores land findes der masser af småborgerlig moral, der forarges over utroskab. Den skal vi bekæmpe. Der er ikke noget værre end løftede pegefingre, der dømmer det skidt, som findes i ethvert menneskes liv – at vi fejler og dummer os, at vi er utilstrækkelige og gør andre mennesker ondt. Det findes og udgør en stor del af vores liv. Den idealistiske idé om mennesket skal til enhver tid bekæmpes – vi er ikke idealer, vi er mennesker, på godt og ondt.

Samtidig er det vigtigt at fastholde, at der er forskel på godt og ondt. Der skal være et kompas i samfundet, ellers bagatelliserer vi det destruktive, som altid virker ødelæggende. Så hvor er det lige, vi står med sagen om Per Christensen? Er vi bare ramt af småborgerlig forargelse, eller står vi med en fornemmelse af, at her er der noget, der skrider på et dybere plan?

Når man bliver ved med at moralisere, er det, fordi man tror, at man kan lave virkeligheden om. Tænk bare på dit ægteskab – eller en anden nær relation. Det er først, når du tager afmagten i hånden og virkelig opdager, hvor begrænset din magt er, at du holder op med at moralisere.

Fra Kardemommeloven ved vi: Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt må man gøre hvad man vil. Den lov holder stadig, også selvom vi gang på gang bryder den. At leve i nære relationer er at gøre skade på hinanden hele tiden. Men der er stor forskel på, om det gøres forsætligt eller ej. Ligesom der er forskel på, om man dummer sig en, måske flere gange. eller om man gør det til sin livsstil. Hvis det nærmest bliver ens identitet at bedrage sine nærmeste, så har man trådt det moralske kompas under fode og byttet rundt på godt og ondt.

Der er forskel på moral og moralisme. Moral er at stå for noget. Og det trænger vi til. Moralisme er at have så skide travlt med, at folk skal stå for det samme som jeg. Det er at være emsig på andres vegne. Og det trænger vi ikke til.

At stå for noget er at tro på, at der er noget, der vender op, og noget, der vender ned i et samfund. Det er at fastholde, at noget virker befordrende for livet og noget skader livet. Vi skal ikke med løftede pegefingre belære hinanden om rigtigt og forkert, fordi det altid skubber den anden længere væk. Når man bliver ved med at moralisere, er det, fordi man tror, at man kan lave virkeligheden om. Tænk bare på dit ægteskab – eller en anden nær relation. Det er først, når du tager afmagten i hånden og virkelig opdager, hvor begrænset din magt er, at du holder op med at moralisere. Og her kan du nøjes med at stå fast og blive tydelig omkring, hvad du mener er rigtig og forkert.

Den senere tid er vi nærmest blevet bombaderet med sager, der har vakt vores forargelse – en hånd på et lår, en grænseoverskridende bemærkning eller det, der er værre. I starten var jeg forarget over de andres forargelse og tænkte: Herregud, det er hvad der sker, når mennesker er sammen. Hvor er overbærenheden og tilgivelsen? Vi dummer os alle sammen. Stop den moraliseren over din næste.

Men som sagerne tog til og en kultur begyndte at blotlægge sig, ændrede jeg holdning. Nu tænker jeg, at vi er stødt på et større onde i form af en destruktiv kultur, der især er gået ud over kvinder. Den skal stoppes. Og det sker ved, at hver enkel sag får store konsekvenser. Det har vist sig meget vigtigt i vores samfund netop her at holde fast på rigtig og forkert.

Samtidig er jeg af den overbevisning, at hvis du lægger låg på alt det forbudte, så vokser det og gør endnu mere skade. Sagt på en anden måde: Hvis ikke du lufter din indre svinehund, så pisser den de forkerte steder. Det gælder om at være i dialog med sin indre svinehund, ellers tager den over.

Derfor tror jeg mest på et samfund, hvor vi har en stor rummelighed overfor menneskers utilstrækkelighed og bjælker i øjnene, samtidig med at vi fastholder, at noget er godt og noget er ondt.

Så handler vores reaktion på Per Christensen-sagen om moral eller moralisme? Hvis man er tillidsmand, skal man gøre sig fortjent til andres tillid. Per Christensen har serie-svigtet sine nærmestes tillid, og det vil være svært at forestille sig, at man kan sidde i forhandlinger med ham og tro på hans integritet. Selvfølgelig må han gå af. Men der er ingen grund til at svælge i moralsk forargelse – jeg kan jo i stedet begynde med at tage fat i min egen utilstrækkelighed, min egen indre svinehund.

Publiceret den 1.2. 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner