I fredags var Chris Anker Sørensen i sit es

Af Mads Djernes, præst i Bredballe og Nørremarkskirken. Foto: Rama, Wikimedia Commons

KOMMENTAR: Det er næsten ikke til at bære, når en ung mand den ene dag glad underholder med både storladne historier og små finurligheder og den næste dag er væk. Det minder os om, hvad menneskelivet er gjort af: Solskin og skyer, de følges ad.

Sorrig og glæde de vandre til hobe,
lykke, ulykke de gange på rad,
medgang og modgang hinanden tilråbe,
solskin og skyer de følges og ad.

 

I fredags var jeg sammen med Chris Anker Sørensen. Om eftermiddagen havde vi begge to deltaget i en cykelparade rundt i byens gader, som bragte feltet af cykelentusiaster til Fjordenhus, startstedet for næste års tredje etape i Tour de France. Bagefter trillede rytterne til Rådhuspladsen, hvor alle skålede i champagne og stillede op til foto på rådhustrappen. Til sidst vendte vi tilbage til byens kulturhus Spinderihallerne, hvor Chris Anker sammen med de tidligere cykelryttere Peter Meinert og Alex Pedersen i et par timer fortalte det, der i cykelsproget kaldes ’røverhistorier fra landevejene’ – ledet af hans kollega på TV2-sporten, Dennis Ritter.

Jeg oplevede en veloplagt Chris Anker, der tydeligvis nød at være sammen med mennesker, der nærer kærlighed til cykelsporten – også selv om han allerede den følgende dag skulle rejse til Belgien for at kommentere cykel-VM. Det blev en munter aften, præget af Chris Anker Sørensens erfaring på egen krop, store viden om cykelsporten, lyst til at formidle – og en stor portion humor, som har kendetegnet ham gennem hele karrieren.

For mig at se var Chris Anker Sørensens liv og virke dybt menneskeligt. Han havde sans for såvel det storladent episke som de finurlige fortællinger – og begge dele med blik for, at livet skabes af små og store nederlag og sejre.

Som dengang under Tour de France, hvor han ikke havde lyst til hver dag at spise journalisterne af med kedelige svar, på spørgsmålet om, hvor mange kræfter han havde tilbage, prompte svarede: ”Syvogtyve”. En kommentar, der var med til at lægge grund til den popularitet, som Chris Anker Sørensen siden kom til at nyde. Han fortalte om, hvordan han i sin barndom så Tour de France om eftermiddagen, fik en cola – lige som cykelrytterne i fjernsynet – og siden cyklede sin egen etape ude på villavejen i Hammel. Chris Anker Sørensen vandt altid disse imaginære etaper – og fortsatte senere med at intensivere træningen på de lokale stigninger ved Pøt Mølle, så han med tiden fik en flot professionel karriere.

Han var i sit es. Så da jeg dagen efter hørte om hans dødsfald, var det på en måde helt uvirkeligt. I mit hoved har jeg i løbet af weekenden mange gange hørt ordene fra Kingos salme: Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, som pludselig føles forfærdeligt nærværende.

For mig at se var Chris Anker Sørensens liv og virke dybt menneskeligt. Han havde sans for såvel det storladent episke som de finurlige fortællinger – og begge dele med blik for, at livet skabes af små og store nederlag og sejre. Og det er netop, hvad menneskelivet er gjort af: medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad. Men at disse linjer også pludselig skulle indramme hans tragiske og alt for tidlige død, vidste ingen for få dage siden. Jeg kendte ham ikke, men vekslede nogle få ord med ham i fredags, og netop de øjeblikke gjorde, at jeg ikke kunne undgå at mærke, at han med sin død var som revet væk – væk fra livet og væk fra den cykelsport, som han elskede, og som han elskedes for af mange.

Kingos verslinjer beskriver nøgternt livets vilkår og kunne for så vidt lægge sig op ad Chris Anker Sørensens virke som aktiv og formidlende i cykelsporten, som Jørgen Leth ofte har vist os kan tolkes som en metafor på menneskelivet. Men det kom som et chok, at de gamle ord pludselig kom til at handle om hans eget liv.

Minderne om en mand, der nød en stor, folkelig popularitet, står tilbage – fordi han til stadighed ønskede at hylde den cykelsport, som han forsynede ikke bare med store resultater, men også med fest og farver. Tankerne går til hans nærmeste og alle dem, der nu må undvære hans fornemme måde at formidle cykelsport på. Æret være hans minde!

 

Foto: Rama, Wikimedia Commons, Cc-by-sa-2.0-fr

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner