Kannibalisme på direktionsgangen

Af Birgitte Kragh Engholm, præst i Sct. Matthæus Kirke

KOMMENTAR: Anders Langballe blev spist – af mennesker, der gerne selv ville være fede, og som var parat til at ofre andre for at blive det. Man kunne ønske sig en anden måde at tænke ledelse på.

Mennesker bliver spist. Kannibalismen er ganske vist for længst et overstået kapitel. Det er en fjern og grotesk skik at spise andre, som slet ikke har noget med os moderne mennesker at gøre, skulle man synes. Eller har det?

Det kan godt være, at vi ikke spiser vores nabo til morgenmad, men det er meget svært ikke at komme til at tænke på, at vi mennesker faktisk spiser mennesker, når man læser Anders Langballes bog "Forfra".

Anders Langballe er politisk redaktør i superligaen, da han 42 år gammel bliver ramt af to blodpropper i hjernen. Forud for blodpropperne er der gået mange år med et arbejdsniveau, der bedst kan sammenlignes med at dyrke ekstremsport 24/7. Det kan ingen holde til. Sjælen kan ikke følge med, når kroppen bevæger sig i så høj fart, som den polske forfatter Olga Tokarczuk så smukt og rammende skriver det i hendes fine bog "Den fortabte sjæl".

Hos Olga Tokarczuk hører vi om en mand, der ligesom Anders Langballe arbejdede så meget og havde så travlt, at han for længst har ladt sin sjæl bag sig. På et tidspunkt vågner han og kan ikke få luft. Han ved ikke, hvor han er, eller hvorfor han er der, hvor han er. Han kan ikke huske sit eget navn, har mistet kontakten med sig selv. Han opsøger en gammel, klog kone, og hun siger: Hvis nogen kunne se ned på os fra oven, ville man se en verden fuld af forjagede mennesker. De haster afsted, svendende og helt udmattede. Deres fortabte sjæle kan ikke følge med.

Før blodpropperne blev han presset og belønnet med ros, anerkendelse, blomster og champagne. Han blev løftet op som en af de TV 2-journalister, der bliver lavet trailers på. Efter blodpropperne var der til gengæld tavshed og travlhed ved håndvasken.

I sin bog fortæller Anders Langballe om, hvordan han i flere år er hastet afsted, om ikke svedende, så i hvert fald udmattet, og med livet som indsats. Han fortæller i sin bog, at han flere gange forsøger at komme ned af den tiger, der som han siger, galoperer afsted med ham på ryggen. Han forsøger at råbe ledelsen på TV2 op, sige fra og justere, og på dagen for blodproppen holder han et møde med sin nærmeste chef, hvor han fortæller, at han har nået grænsen og vil væk fra stationen. Og så får han at vide: Hvis du ikke kan klare mosten, ja, så må du smutte.

Anders Langballe beskriver en brutal og kynisk ledelseskultur. Han fortæller, hvordan han konstant blev presset og var bange for, om han nu slog til i jobbet som politisk redaktør. Før blodpropperne blev han presset og belønnet med ros, anerkendelse, blomster og champagne. Han blev løftet op som en af de TV 2-journalister, der bliver lavet trailers på. Efter blodpropperne var der til gengæld tavshed og travlhed ved håndvasken.

Anders Langballe er et mandfolk, der ikke render fra det ansvar, han selv har for, at han endte, hvor han endte. At det gik som det gik. Han skulle selvfølgelig også selv have sagt fra. Men det ændrer alligevel ikke ved det faktum, at han er blevet spist af andre mennesker, der ville presse alt, hvad de kunne ud af ham. Og som så var parat til at smide resterne af ham væk bagefter.

Mennesker bliver faktisk spist. Af mennesker. Måske ikke til morgenmad, men mennesker spiser hele tiden mennesker for selv at blive fede. Måske fordi vi hører, at ledelse er at skabe resultater igennem andre. Koste hvad det vil. Også selvom det er livet selv.

Kant insisterede på, at mennesket er menneske, fordi det aldrig må behandle andre mennesker som middel til at opnå et andet mål. Mennesket skal være målet i sig selv. Og som præst ved jeg selvfølgelig, at han havde lært det af Jesus, der forklarer det sådan: I skal elske hinanden, ligesom Gud elsker jer!

Jesus så aldrig andre mennesker som et middel til at opnå sit eget mål. Han spiste ikke mennesker, for selv at blive fed. Det kunne være rart, hvis både Kant og Jesus fik plads i pensum på direktionsgangene. Så kunne vi få sat en stopper for kannibalismen.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner