Kierkegaard og corona, 3. del

Håb

Af Pia Søltoft, præst i Christians Kirke og Esajas Kirke

KOMMENTAR: Vi har lidt et tab med coronaepidemien. Men i stedet for at fortvivle over tabet har vi en anden mulighed, nemlig håbets mulighed. I den tredje artikel om, hvordan vi kan forholde os til coronakrisen, peger Kierkegaardekspert Pia Søltoft på håbet, der tager glæden på forskud.

Nu begynder genåbningen. Ikke alle fik det, de ønskede sig. Det gik heller ikke, som mange havde forventet. Men håbet, det er ikke blevet skuffet. For håbet kan ikke skuffes. At håbe er at fastholde det godes mulighed på trods af brudte forventninger og uopfyldte ønsker.

Der er stor forskel på at forvente, at ønske og at håbe, selv om vi ofte i dagligsproget benytter de tre ord i flæng. Når man forventer noget, gør man det, fordi man enten har en samling veldokumenterede data eller i hvert fald en begrundet formodning, der sandsynliggør, at noget vil ske. De dokumenter, vi gennem pressen blev præsenteret for fra Statens Serum Institut, fik os til at forvente, at visse ting åbnede og andre forblev lukkede.  Pointen er, at en forventning er underbygget af noget mere eller mindre objektivt verificerbart i nutiden eller i fortiden. Eller tænk på smittetrykket for coronavirus, som alle går op i for tiden. Falder smittetrykket, kan vi forvente, at sygdommen er aftagende.

Når man til gengæld ønsker noget, har man ingen begrundet forvisning eller formodning, men derimod en længsel efter, at noget, ganske konkret, vil gå i opfyldelse: At man bliver rask, at museerne, motionscentrene og svømmehallerne snart åbner, eller at det går en selv eller andre godt. Både forventningen og ønsket afgøres først af fremtiden. Det er den, der bestemmer, om forventningen indfries og ønsket opfyldes. Og det er på dette punkt, at forventningen og ønsket adskiller sig radikalt fra håbet.

Når man fortvivler, opgiver man ikke bare håbet. Man opgiver sig selv, sit liv, meningen, man opgiver egentlig livet i verden. Og at fortvivle over alle de tab, coronakrisen har påført os – karantæne, konkurs eller parforholdskrise – er selv at være fortvivlet. Fortvivlelsen viser, at man er hørt op med at håbe.

For håbet kan tage fremtiden på forskud og glædes ved det, der endnu ikke er her. At håbe beskriver derfor en ganske særlig måde at forholde sig til fremtiden på. I håbet forholder man sig positivt til fremtiden. Ikke fordi der er noget, der peger i den retning, som i forventningen. Og ikke fordi man ønsker noget bestemt. Men fordi man tør give sig livet og dermed fremtiden i vold. Og det er derfor, at håbet ikke først får betydning i fremtiden, som forventningen og ønsket, men allerede har betydning i nutiden. Håbet giver hver dag et overskud, fordi håbet har tiden for sig.

Den håbende vælger at forholde sig på en særlig måde til fremtiden. Han eller hun vælger at tro på det godes mulighed: ”At forholde sig forventende til det Godes Mulighed er at haabe,” siger Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger. Men man kan også forholde sig anderledes til fremtidens muligheder. Man kan frygte dem. Når man frygter fremtiden, forventer man det værste. Man frygter for alt det, man ikke kender, alt det forfærdelige, der muligvis kan ske: ”At forholde sig forventende til det Ondes Mulighed er at frygte”.

Men det er en pointe for Kierkegaard, at håbets afgørelse er mere radikal end frygtens. For i håbet vælger man altid at tro på det godes mulighed og dermed forbliver fremtiden åben. Frygten frygter fremtiden og muligheden og lukker sig derfor inde med sig selv. Når man ikke tør tro på den eller det fremmede, fremskridtet og det flow, der ligger i at turde give sig hen til fremtiden, så fryser muligheden fast. Man spærrer den inde – og man spærrer derved sig selv inde.

Men man kan altså også vælge håbet og vælge at tro på det godes mulighed. I Christelige Taler fremfører Kierkegaard, at:

... man er kun altfor tilbøielig til at troe paa Undergangens Mulighed. Men at Livet, at Tilværelsen ved Evighedens Hjælp er saligt betrygget, at der just i Faren er skjult en Fald-Dør – til Opreisning: det troer man ikke paa.

Håbet åbner en falddør, en lem som frygten kan slippe ud gennem, og livshorisonten udvider sig, Troen og håbet hænger derfor sammen. At håbe er at turde tro på, at verden vil os det bedste – også på trods af covid-19. For i håbet giver man sig hen til noget, der er større end en selv. Noget man sætter sin lid til vil os det godt. I håbet lægger man fremtiden i Guds hænder.

Det kan imidlertid være vanskeligt at håbe. Ikke fordi der ikke er noget at håbe på. Men fordi vi har lært os selv, at det er klogest at lade være, for så bliver vi ikke skuffede. Det er en indstilling, der for Kierkegaard at se vidner om et selvbedrag. Vi fører os selv bag lyset, fordi vi ikke tør tro på det godes mulighed, men forsøger at sikre os ved at sandsynlighedsberegne alt. Med Kierkegaards ord lever vi ”ved hjælp af Vane, Klogskab, Efterabelse, Erfaring, Skik og Brug (…) en forskjelligt tillavet seig Sliim, som man kalder Leve-Klogskab”, som han siger det i Kjerlighedens Gjerninger.

Intet at håbe er at fortvivle. For hvor håbet antager det godes mulighed i alt og alle, antager fortvivlelsen det godes umulighed. Som holdning betragtet er fortvivlelsen altså fatal. Når man fortvivler, opgiver man ikke bare håbet. Man opgiver sig selv, sit liv, meningen, man opgiver egentlig livet i verden. Fortvivlelsen og selvmordet hænger derfor tæt sammen. Og at fortvivle over alle de tab, coronakrisen har påført os – karantæne, konkurs eller parforholdskrise – er selv at være fortvivlet. Fortvivlelsen viser, at man er hørt op med at håbe.

Men håbet har forrang frem for fortvivlelsen, mener Kierkegaard. Håbet tager en med sig og åbner tiden. Fortvivlelsen er man derimod selv ophav til. Den lukker alle tider ned og tager både fortiden, nutiden og fremtiden med sig i faldet. Efter corona vil mange måske fortvivle over, at intet rigtigt bliver som før. At vi måske aldrig igen kommer til at fejre fester, koncerter og gudstjenester, som vi har gjort tidligere. At vi ikke kan rejse på samme måde, som vi gjorde før. Fortvivlelsen kan man ikke selv ophæve. Det eneste, der kan komme fortvivlelsen til livs, er tro. Tro i betydningen modet til, på trods af tabene, at turde hvile i tilliden til, at verden og vi selv i den er skabt, og at der er en mening også med det svære.

Og af denne tiltro følger håbet. I håbet forholder man sig til det forgangne og det nærværende ud fra det kommende. Vi ved ikke, hvad der venter os på den anden side af coronaen. Men håbet kan gennemtrænge livet lige nu og her på en positive måde, hvis man giver slip på frygten og giver sig hen til troen på, at ligegyldigt hvad der kommer, giver det mening. Verden vil stadig være et godt sted at være.

Collage af foto fra Wikimedia Commons, taget af Jean-Pierre Dalbéra/Flickr, og coronamotiv af Diana Kuehn/Pixabay.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner