Klimakampen må aldrig blive voldelig

Af Annette Brounbjerg Bennedsgaard, provst i Horsens

KOMMENTAR: Klimaaktivister er desperate og parate til at gribe til vold, siger de. Men hvis vi først bliver tavse for hinanden, er alting tabt.

Jeg var lidt modløs, da COP26-aftalen lå færdig efter topmødet i Glasgow i november. Den britiske COP26-formand, Alok Shama, var heller ikke selv rigtig begejstret. "Vi har holdt 1,5 grader i live, men dens puls er svag, og den vil kun overleve, hvis vi holder vores løfter og omsætter forpligtelser til hurtig handling," sagde han.

Og hvad er der så sket siden? Ikke ret meget …

Jeg bemærker, at der er to grønne skoler. Den, der hævder, at lige om lidt kommer teknikken og redder os. Bedre batterier, bedre udnyttelse af dit, dut og dat gør, at vi lige om et splitsekund har udviklet og fornyet os ud af klimakrisen. Derfor skal vi bare fortsætte, som vi plejer. Flyve af sted til en hyggelig storbyweekend, spise røde bøffer eller købe nyt tøj i flæng. De gode tekniske fornyelse klarer det hele for os.

På den anden side af vejen står dem, der kræver, vi tager skeen i den anden hånd. Skærer ned på forbruget, på plastikdippedutterne og kører i elbiler. Den sidste gruppe er ved at være desperate, siger de. I går hørte jeg et par stykker af dem fortælle i 21 Søndag, at de forudser ikke bare civil ulydighed men også vold mod både infrastruktur og andre mennesker fra klimaaktivister, der har mistet tålmodigheden.

Enhver, der ikke er fuldstændig tonedøv, kan høre, at der kaldes på forandring helt ind i vores samfunds og vores egen mentale rygrad. Men der er myriader af veje, der skal afprøves, før man nogensinde tyr til vold. Det går ikke, at vi bliver døve for hinanden.

Det er skræmmende, synes jeg. Og så får jeg lyst til at genlæse den tyske tænker Hartmut Rosa, der i sin bog ’Det ukontrollerbare’ ændrer synsvinklen på klimakatastrofen. Han er helt med på, at vi står midt i en økokatastrofe. Men der er noget vi bør frygte endnu mere, end at havene stiger og ressourcerne rinder ud. Nemlig at verden og naturen bliver tavs. For alt for mange mennesker er det allerede sket. Det sker, når vi forholder os til naturen som ren og skær materiale, en ressource, vi kan bruge, som det passer os. Så mister vi høresansen i forhold til naturen. Den sans, der ellers er så tydelig, når vi går en tur langs med det brusende hav. Eller bliver dejlig eftertænksomme en efterårsdag, hvor skovstien er blød af et tykt lag blade i alverdens efterårsfarver. Eller når solen rammer ansigtet selv på en kold novemberdag, eller vi bliver stemt af tusmørket, der rammer allerede om eftermiddagen her i efteråret.

Længe før Rosa fortalte Bibelen os netop det i poetisk form: at vi helt grundlæggende er indlejret i forbundethed med alt det, der er skabt. Med andre mennesker, men også med naturen. I skabelsesberetningen har det flere udtryk. Et af de allersmukkeste er fortællingen om, hvordan vi mennesker er opstået af naturen. Gud formede det første menneske, Adam, af jord, og så blæste han livsånde i Adams næsebor, så mennesket blev et levende væsen. Og dette første menneske satte Gud midt i skaberværket og gav ham en livsopgave. At værne om alt det skabte. Om skaberværket. Hør engang, hvor smukt et ord det er: skaberværket. Det er noget andet end rå natur, der kan udnyttes og udpines som det passer os. Det er fyldt med ånd. Guds ånd.

Men man behøver ikke være kristen for at have øre for, at naturen er andet end råmateriale for fødevareproduktion eller landbrug og skovdrift og udvidelse af byer. Det har mennesker til alle tider haft øre for, blik for. Men vi har brug for at få opdyrket vores høresans langt mere, end det har været tilfældet de seneste mange år. Krisetid er altid tid til eftertanke. Genovervejelse af værdier, af prioriteringer, af tilgang til livet. Den grønne omstilling vil kræve, at vi opgiver en række af de forbrugsgoder, vi har vænnet os til. Og når vi ser tilbage på denne tid om 50 år, tror jeg vi vil se, at det var her, der skete et værdiskifte. At vi genopdagede noget af det, der er vigtigt for menneskeliv og samfund. Glæden ved, at vi ikke er en øde ø. Respekten for, at vi er sammenvævet på tværs af grænser og kontinenter. Med hinanden, med naturen, og med Gud.

Enhver, der ikke er fuldstændig tonedøv, kan høre, at der kaldes på forandring helt ind i vores samfunds og vores egen mentale rygrad. Men der er myriader af veje, der skal afprøves, før man nogensinde tyr til vold. Det går ikke, at vi bliver døve for hinanden. Vi må ikke ignorere andres desperation, fordi de tilhører en anden grøn skole end os selv. Og vi må ikke begynde at ødelægge infrastruktur og demokrati og slå på andre mennesker. Så har vi mistet endnu mere end et klima i balance. Hvis vi først bliver tavse for hinanden, er alting tabt. Der er brug for både samtale og hardcore handling her og nu. Naturligvis gerne af os hver især. Men endnu vigtigere, af os som samfund.

Jorden kalder. Og hurra for den enorme opfindsomhed, der gør sig gældende, når mennesker gør en indsats for klimaet. Opfindelser, forskning og udfasning af den sorte energi er afgørende. Men tak også for al kreativ indsats. Mennesker, der klippede håret af som sorg-event eller nu en ny sorggruppe for klimaet i en kirke i København. En klimaomstilling kræver så mange bække små. Så lad os opfordre hinanden til fremtidsvendt ikke-voldelig opfindsomhed i det store og i det små. Glædelig omstilling.

Publiceret den 5.2. 2022

De synspunkter, der kommer til udtryk i kommentaren, står for skribentens egen regning og er ikke udtryk for folkekirkens holdning.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner