Kræft, skyld og ansvar

Af Lisa Tikkanen, præst i Christianskirken i Lyngby

KOMMENTAR: Fitnessguruen Anne Bech giver sig selv skylden for sin kræftsygdom. Hun skulle have lyttet mere til sin krop, siger hun. Men vi er ikke mekanikere for vores krop, snarere passagerer i den.

Hvor du ikke har magt, har du ikke ansvar. Hvor du ikke har ansvar, har du heller ikke skyld. Selvom det er meget enkelt og ligetil, har fitnesstræner Anne Bech alligevel i denne uge skabt en del debat med sit indlæg i sidste uges Alt for damerne, ”Jeg er ikke i tvivl om, at det er noget, jeg har gjort ved mig selv”, hvor hun påtager sig det fulde ansvar for sin alvorlige kræftsygdom. Jeg har stor respekt for, at hun taler åbent om at være kræftsyg, og hun er meget opmærksom på kun at tale på egne vegne og vedstår sig, at hendes holdning er netop en holdning og ikke noget, der er videnskabelig evidens for.

Når det alligevel bliver interessant, er det ikke kun, fordi hun bruges som ekspert i kost, ernæring og træning, og derfor ikke helt kan frasige sig et ansvar som meningsdanner. Det er også, fordi hun ikke står alene med sin opfattelse. Den holdning, at folk selv er skyld i deres skæbne og eneansvarlige for alt fra fedme, til arbejdsløshed, ensomhed, lykke og ulykke, går igen i mange andre samfundsdebatter. Nu er debatten rykket helt ind i vores inderste cellekerner med påstanden om, at vi ved tankens kraft kan regulere tilfældige mutationer. Jeg tror, det er på tide at spørge, om der er en grænse for menneskets magt?

Mekanikerens ansvar

Det hænder, at jeg tager bussen på arbejde, og det hænder også, at den bus er forsinket. Det kan jeg ikke gøres ansvarlig for, når jeg nu intet har med busdrift at gøre.

Den mekaniker, der har til opgave at tilse bussen, inden den bliver sendt ud i trafikken, har derimod et ansvar. Det kan være han en dag sløser lidt og overser, at bussen er ved at løbe tør for olie, eller at en drivrem er blevet flosset.

Han har magt og ansvar, han har taget en uddannelse og får løn for at sikre, at bussen er driftssikker. Når jeg står og venter på bussen, har jeg tillid til, at han udfylder sin funktion og bruger sin magt til at holde en defekt bus i garagen. Hvis bussen en dag går i stå på grund af hans forsømmelse, kan den, der venter ved busstoppestedet, med rette sige til ham: Hvorfor gjorde du ikke dit arbejde ordentligt, nu nåede jeg ikke min aftale? Det er din skyld. På den måde hænger magt, skyld og ansvar altså uløseligt sammen.

Det kan være en frygtindgydende tanke, at vi på afgørende punkter i vores liv er magtesløse. Der er steder, hvor vi intet kan stille op, tidspunkter, hvor tilfældet råder, og vi må tage det, der kommer til os, og forholde os til det, som det er. En del af livet på godt og ondt.

Anne Bech argumenterer for, at hun, ganske som busmekanikeren, har fuld indsigt i sin krop, magt over den helt ned på celleniveau, og fordi hun har den magt, er det også hendes ansvar hele tiden at holde sin krop sund og rask. Hun har svigtet sit ansvar ved at lade sig stresse, og derfor er det hendes egen skyld, at drivremmen nu er knækket.

Men hele forestillingen om at have magt over vores liv og krop på den måde sætter mennesket i en situation, hvor vi bliver evigt skyldige, uden mulighed for nåde. Det kan jo i grunden undre, hvad der er så tillokkende ved denne forestilling?

Måske hænger det sammen med, at påtager vi os det fulde ansvar for vores eget liv, får vi også mulighed for at ændre det, vi ikke kan lide ved os selv. Vi kan ændre vores mindset, tune vores kroppe, og er vi født som busser, så kan vi ved hjælp af den rette indstilling ende som racerbiler. Og hvem vil ikke hellere være en knaldrød og lynskarp MacLaren-racer end linje 302 i regnvejr?

Forestillingen er dog kendetegnet ved netop at være en forestilling, en livsindstilling, som man godt kan tillade sig at være en anelse kritisk overfor.

Vor tids overtro

Vores kroppe er ikke så simpelt skruet sammen som en bus. Der er meget af mekanikken, vi ikke kan ændre på. Hvor vi er født, at vi i det hele tager er født, hvem vores forældre er, hvilke bøger der stod på bogreolen, da vi var små, er alt sammen noget, der er givet os. Vores DNA er en afgørende del af os, der unddrager sig vores magt. Vi er på mange punkter endnu mere passagerer i vores krop, end vi er mekanikere. 

Indrømmet: Det kan være en frygtindgydende tanke, at vi på afgørende punkter i vores liv er magtesløse. Der er steder, hvor vi intet kan stille op, tidspunkter, hvor tilfældet råder, og vi må tage det, der kommer til os, og forholde os til det, som det er. En del af livet på godt og ondt.

Mennesker har altid grebet til besværgelser overfor det, vi ikke kan kontrollere. Man skal passe på med at sidde 13 til bords for ikke at tale om at gå under stiger eller smadre spejle. Krydser en sort kat vejen, er det bare om at spytte over højre skulder, hvis ikke du vil rammes af ulykke. Er det i grunden så anderledes end at tro, at man kan undgå kræft ved at drikke ingefærshots og tænke glade tanker? Jeg tror det ikke. Det er vores tids overtro, en del af de mange besværgelser, vi gør for at holde dødsangsten fra døren og føle os sikre i en verden, hvor vi dybest set ikke aner, hvad der rammer os.

Der er dog et sted, hvor vi rent faktisk har stor magt, og det er i mødet med vores medmennesker. Her er vi skyldige i at elske hinanden, det er vores ansvar at skabe samfund, vi kan holde ud at leve i. Den magt, vi har fået givet er kærlighedens magt. Og den begynder med, at vi skal elske os selv, som den vi er. Inklusive det, der unddrager sig vores magt. Hvad enten vi er født som racerbiler eller busser, har vi fået til opgave at tage os selv på os, som vi er og erkende, at vores magt har en grænse. Anne Bech fortæller selv så fint, at da hun fandt ud af, hun havde fået kræft, lagde hun straks sine projekter fra sig og gik hjem for at være mor og bage boller til sine børn. Det er der til gengæld håb i: Når alt ramler og besværgelserne har vist sig forgæves, står tilbage dagligt brød og kærlighed. 

Gå på opdagelse i

Folk&kirkes magasiner