Livsglæden var et valg for Johannes Møllehave

Af Birgitte Kragh Engholm, præst i Sct. Matthæus Kirke. Foto: Dan Riis/Møllehavehuset

NEKROLOG: Det var afgørende for præsten, fortælleren og humoristen at være på livets ja-side og tage imod livsmodet. Og selvom livet nu er færdigt med Johannes Møllehave, bliver vi andre det ikke lige med det samme.

At være gammel er at have livet i behold. At have fået en gave. At have oplevet en livsbane med mange identiteter. At undres. At mærke nysgerrigheden.

Sådan slutter Svend Brinkmanns seneste bog "Vi er det liv, vi lever".  Her samler Svend Brinkmann livstrådene for hovedpersonen i bogen, Lili, og binder dem sammen i en sløjfe. Livstrådene er spundet af Lilis liv, som det blev sat i verden og siden foldede sig ud. Livstrådene udgøres af en lang række af valg og fravalg. Og af en lange række af det, der ikke lod sig vælge til og fra. Livstrådene er en lang række af forpligtende og uforpligtende tråde, der igennem Lilis liv kommer til at udgøre og danne hendes livsbane. Og til sidst, en forsoning med alle livstrådene, der kommer til at danne sløjfen.

Svend Brinkmanns bog handler om Lili, men afslutningen kunne lige så godt handle om Johannes Møllehave. For Johannes Møllehaves liv var, som Lilis er det, et tæppe, der bekræfter, at livet væves af valg og fravalg og af det, der ikke lader sig vælge eller fravælge fravælge. Både af forpligtende og forpligtende og uforpligtende tråde.

"Man skal leve sit liv, så selv bedemanden bliver ked af det, når man dør", sagde han finurligt. I dag er det ikke kun bedemanden, der er ked af det. Hele Danmarks præst er død. Danskerne har mistet deres præst. Men alt det, han har givet os, har vi ikke mistet.

Du er ikke færdig med livet, så længe livet ikke er færdigt med dig," siger Johannes Møllehave i samtalebogen "Det ender godt". Den 10. maj var livet færdigt med Johannes Møllehave, der døde efter længere tids sygdom 84 år gammel. Men livstrådene har vi endnu.

Johannes Møllehave havde så mange ord i sig, at det er svært at indfange ham med ord. Han var et overflødighedshorn af ord, men selvom han nu er blevet tavs, taler alle hans ord heldigvis stadig til os. Blandt andet hans ord om, "at livet var og er en gave, og at det går an både at leve og at dø".  Johannes Møllehave havde livsglæden med som tilværelsesforståelse. Livet var både en gave og en opgave. Til tider også en kamp. Men altid havde han et citat, en anekdote eller en fortælling, der kunne sætte gaven, opgaven og kampen i perspektiv. Og altid greb han fat i livstråden igen og fik spundet videre på den. "Jeg er lykkelig af gammel vane", sagde han underfundigt. Livsglæde var for ham et valg.

Møllehaves identiteter var mange. Ikke at han skiftede imellem dem, men hans mange identiteter vævede sig ind og ud imellem hinanden. Der var præsten, forfatteren, tænkeren, humoristen, Kierkegaard-, H.C. Andersen- og Shakespearekenderen, underviseren, foredragsholderen, litteraten, sjælesørgeren, filosoffen, storytelleren, salmedigteren, sprogekvilibristen og mange, mange flere. De mange identiteter er ikke bare et udtryk for et langt liv, men også udtryk for hans mange talenter. Enhver har sin nådegave, siger apostlen Paulus, Johannes Møllehave havde mange. Og han øsede igennem hele sit liv generøst af dem.

Der er så mange, der er på livets nej-side. Jeg vil være på livets ja-side", sagde Johannes Møllehave også i "Det ender godt". Det lille ord vil er her afgørende, for Johannes Møllehave uddybede, at det var et valg for ham at ville være på livets ja-side. "Det har ganske enkelt været afgørende for mig", siger han. Og peger hermed på noget helt afgørende, også for os, der stadig er i livet. Nemlig, at der er vilkår ved livet, som vi ikke kan ændre på; hvor vi er født, af hvem vi er født, vores indre biologi, hvad der sker til os og med os. Der er altså en række faktorer i vores liv, som vi ikke er herre over. Men over alt dette har vi muligheden for at insistere på livsmodet. Ikke som noget, vi skal finde i os selv, men som noget gudgivent, noget der bliver rakt os, og som vi skal åbne os for. Og tage imod. "Giv os i dag vort daglige brød, handler ikke kun om at få noget at spise, men om alt det, der giver os ny energi og får os til at leve", som han så rigtigt sagde.

Johannes Møllehaves nysgerrighed og engagement, hans mange, mange nådegaver og ord, hans tilværelsesforståelse og insisteren på livsglæde, kort sagt Johannes Møllehaves livstråde har igennem en menneskealder været til stor inspiration for alle, der krydsede hans vej. Mange oplevede den glæde at være spundet ind i hans livstråde. Andre greb ud efter alt det, han gav og spandt sig selv ind i hans livstråde. Atter andre brugte inspirationen fra hans livstråde til at spinde deres egne livstråde.

"Man skal leve sit liv, så selv bedemanden bliver ked af det, når man dør", sagde han finurligt. I dag er det ikke kun bedemanden, der er ked af det. Hele Danmarks præst er død. Danskerne har mistet deres præst. Men alt det, han har givet os, har vi ikke mistet.

Er der en rød tråd i et menneskes liv?" blev Johannes Møllehave på et tidspunkt spurgt. "Absolut," var svaret, "men det er ikke altid, vi selv kan finde den". Sådan tror jeg mange, har det. Vi jagter den røde tråd 24/7. Vi må finde den. Jeg må finde den! Johannes Møllehaves livstråde var mange, men det var, fortæller han, det at blive fundet, der var hans livs røde tråd. "Alt har sat sit præg på mig. Skoletiden, studietiden, sygehusophold, dødsfald, dage, som var meget ubehagelige og svære at gennemleve - alt afsætter sit præg. Men intet har præget mig og givet det mening som de mennesker, jeg har mødt".

Vi skal i dag være vores egen lykkes smed. Selv væve vores livstråde. Og selv binde sløjfen til sidst. Johannes Møllehaves – og Lilis – historie, siger noget andet: De siger, at vi er knyttet til hinanden, og at deri ligger meningen.

Livet er måske nok færdigt med Johannes Møllehave, men vi bliver aldrig færdige med ham og alt det, han har givet.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner