Løgnens DNA og den gode histories mulighed

Af Lars Obel, præst i Lundehus- og Taksigelseskirken

KOMMENTAR: Påskens fortælling er så langt ude. Den lokker ikke med noget, der næsten kunne være sandt. Vi er nødt til at tro for at fatte den – og får så til gengæld et helt nyt perspektiv på, hvad det er at være menneske.

Påskefortællingen om Jesus Kristus, hans død og opstandelse, er en historie der har skabt historie.  Historien har løbet som en steppebrand fra Mellemøsten, ud over hele verden og op gennem to årtusinder. Det mærkelige ved den er, at den måske er den mest usandsynlige af alle historier: Historien om, at Gud blev menneske. Ikke som samtidens andre guder, der i flæng tog skikkelse af mennesker og dyr og så lige lavede lidt ballade, hjalp til i en krig, eller gav gode råd. Nej, Gud blev virkelig menneske med hud og hår, fødsel og død. Det er så grotesk en historie, helt ærligt … og den, der hører det første gang, må undrende spørge: ”Døde han, hvad skete der så?” – Ja, så genopstod han på tredje dagen og kunne nu gå gennem vægge og flyve til himmels.  ”Ahhr, helt ærligt?” – Jo, den er god nok, og han forvandlede brødet og vinen til sit kød og blod, så når vi spiser det, får vi del i ham og han i os.

Vi rykker sammen om påskens usandsynlige drama, der hverken skal sandsynliggøres eller underspilles. Historien om opstandelsen var mindst lige så langt ude for to tusind år siden, som den er i dag.

Du kan tro lige hva’ du vil, men en tro skal der til” synger CV Jørgensen. Det er nu svært rigtigt at tro på noget i disse dage – efter coronainformation og konspirationsteorier, efter fire år med Trump, QAnon på Capitol Hill, den manglende håndtering af problemerne med klimaet, Kinas bortforklaringer af folkemord, danske børn i flygtningelejr, #Metoo-forklaringer, Mettes makrelmadder, det karrierepolitiske løsgængeri, hjemmevirologer, meningsdannere, bloggere, clickbaitnyheder og kommentarspor på Facebook. I hvert fald har vi lært, at sandheden slet ikke er så interessant som den gode historie.

Men måske har vi også lært, at der er historier, og så er der historier, og det er ikke ligegyldigt, hvad vi finder på. Vi kan fortælle historier for at pynte på os selv eller verden, vi kan ændre på historien, eller tro vi kan beskytte vores nærmeste mod en alt for barsk verden, men det betyder noget hvad fortællingen bunder i. For fortællingen kan både sætte os fri fra en alt fra en alt for snæver fortolkning af verden, men samtidig kan den hurtigt forsnævre menneskers mulighed for at forstå både sig selv og den verden, vi alle tager del i. 

Ifølge en artikel i Science fra Massachusetts Universitet udbreder løgn og fake news sig seks gange så hurtigt som sandheder på internettet. Løgnen er med andre ord effektiv.For et par år siden lancerede Microsoft en chatrobot, en kunstig intelligens, som selv skulle lære af samtalerne på internettet og foregive at være menneske. Men allerede efter kort tid måtte den lukkes ned, fordi den kom med hadefulde beskeder, hyldede stofmisbrug og hånede ordensmagt og samfundssystemer. ”Tay” hed den og skulle foregive at være en 19-årig pige. Dens efterfølger ”Zo” havde ligeledes en meget kort levetid; efter kort tid kom den med racistiske og holocaustbenægtende kommentarer. Den kunstige intelligens udvikler, hvis den er fri, øjensynligt ikke de højeste menneskelige egenskaber, men de højest menneskelige egenskaber, dem der virker mest effektivt. 

At finde på historier er ikke noget nyt fænomen, eller noget der burde komme bag på computerindustrien. Da menneskeracerne for 50.000 år siden kæmpede om herredømmet i Europa, måtte den på så mange måder overlegne neandertaler bukke under for sapiens sapiens. Forskerne mener, at det kunne skyldes en lille forskel i skulderleddet, som gjorde at sapiens bedre kunne kaste og derfor bedre fange dyr, når føden blev sparsom (eller skyde fjenden i ryggen), blandet med særlige genetiske sygdomme og klimaforandringer. Men måske var det netop, fordi sapiens sapiens var svagere og derfor var nødt til at være flere sammen, at de fik overtaget. Fordi de havde brug for at kunne kommunikere bedre, skabe sammenhold og identiteter, fjendebilleder, myter, kunst og sladder – så der kom liv om lejrbålet. Der var simpelthen hyggeligere hos os (derfor er der også neandertal-DNA blandet i vores arvemateriale), sladderen var bedre, fortællingerne og dermed samfundsopbygningen tog fart. Jo flere vi blev, des bedre historier, og gennem årtusinderne blev de aften efter aften fortalt igen og igen: Om himlen og jorden, menneskets oprindelse, om solen og løvemanden, om syndflod og tørke, ofre og kampe … og vi rykkede tættere sammen.

Behovet for at rykke tættere sammen føles så stærkt i disse dage, hvor vi endnu ikke allerede må og kan og men må holde ud en sidste tid.

Vi rykker sammen om påskens usandsynlige drama, der hverken skal sandsynliggøres eller underspilles. Historien om opstandelsen var mindst lige så langt ude for to tusind år siden, som den er i dag. Men fortællingen om begivenheden er vigtig, for ligesom der ligger en sandhedens juvel om menneskets længsel gemt i Don Quixote fantasterier og om fantasiens umulige mulighed i baron von Münchhausens kanonkugleridt, bliver vores blik på det absolutte, det evige, det objektive også forandret, fordi påskemorgen er så langt ude. Den lokker ikke med noget, der næsten kunne være sandt, en letkøbt genvej eller en underholdende eskapisme. Det er en helt ny mulighed for at forstå, hvad det vil sige at være et menneske i forhold til det absolutte, en ophævelse af forskelle. Fortællingen har en troværdighed, som den også har i kraft af sin (vores) historie. Måske netop fordi ingen kan hoppe på den, må vi tro den. Påskens drama bliver et forsøg på at tale om mødet med det, vi ikke kan begribe. Om det vi slet ikke kan forklare på en plausibel måde, men hvis vi lader kærligheden, håbet og troen tale for sig selv, kan der opstå noget helt nyt. Påsken er vendepunktet.

Glædelig påske!

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner