MeToo: Vi kan ikke afklæde os vores krop

Af Heidi Bisgaard, præst i Ebeltoft, Draaby og Handrup Kirker

KOMMENTAR: Vores liv er som et skuespil uden manuskript. Det går ikke altid godt. For vores kultur og biologi kører rundt med os, og vi kommer til at overskride hinandens grænser. Det må vi lære at leve med.

Sagen om Mortens Østergaards afgang for De Radikale og kølvandet af krænkelseshistorier om navngivne personer siden da har fået mange af os til at undersøge vores egne historier. Mange kvinder gør det i hvert fald. Mange mænd sikkert også. Vi ransager vores egen historie og samvittighed. Har jeg, som kvinde, været udsat for krænkende oplevelser? Har jeg, som mand, været for nærgående over for det andet køn? Er jeg under anklage? Der er store dilemmaer i denne debat, som kalder på en selvransagelse, uanset hvilken side man står på. Om man sympatiserer med og kan se det retfærdige og nødvendige i det opgør, som er i gang, eller sympatiserer med dem, som ikke kan.

Selv står jeg lidt begge steder, skifter frem og tilbage. Og jeg tror, der er mange af os. Tvivlere, kunne man kalde os. Det er alle os, som ikke bare kan afvise sagen som helt ude på et overdrev, men til gengæld heller ikke bare kan gå med i den næsten religiøse bevægelse, MeToo er blevet de seneste uger.

En del af debatten får mig til at appellere til omtanke og varsomhed. Der bør skelnes mellem de små og store sager. Der bliver talt med samme fordømmelse om både de tunge sager, hvor ingen kan være i tvivl om, at her er tale om decideret magtmisbrug og sexchikane og så de mindre sager, hvor man kan spørge sig selv, om det ikke i virkeligheden handler om noget andet.  

Hvorfor sagde jeg ikke fra, dengang det skete? Det spørgsmål stiller jeg mig nu? Hvad var det i situationen dengang, der gjorde, at jeg ikke sagde: ”Du står for tæt på, jeg kan ikke koncentrere mig.” Det var selvfølgelig, fordi konsekvenserne risikerede at blive for store. Jeg stod jo midt i en eksamen. På den måde er min historie en klassisk MeToo. 

Selv er jeg lige kommet i tanke om en episode fra studieårerne på universitet i Århus med en underviser, der i en eksamenssituation kom til at stå lidt for tæt bag mig, mens jeg læste mit eksamensspørgsmål. Jeg kunne mærke varmen fra hans krop og hans ånde i mit hår. Egentlig var det ingenting. Han rørte ikke ved mig, men intimsfæren og komfortzonen var overskredet. Jeg husker, jeg dengang talte med nogle veninder om episoden og fortalte, at det havde føltes grænseoverskridende. Eksemplet er helt klassisk. Lærer/elev, mand/kvinde, overordnet/underordnet. Det er et minde, som har ligget hengemt i årevis, men som via de seneste dages debat har fået nyt liv. Hvorfor sagde jeg ikke fra, dengang det skete? Det spørgsmål stiller jeg mig nu? Hvad var det i situationen dengang, der gjorde, at jeg ikke sagde: ”Du står for tæt på, jeg kan ikke koncentrere mig.” Det var selvfølgelig, fordi konsekvenserne risikerede at blive for store. Jeg stod jo midt i en eksamen. På den måde er min historie en klassisk MeToo.

Men der var også noget andet på færde, nemlig noget biologi. Vi kvinder og mænd kan finde hinanden tiltrækkende. En elev kan finde sin lærer tiltrækkende, og ligesådan en ansat sin overordnede på arbejdspladsen. En del af historien er, at jeg et hemmeligt sted syntes, at han var tiltrækkende. En flot fyr. Veltalende. En mand med ordet i sin magt. Min MeToo-historie var altså en gråzonehistorie, for den handler også om kønnenes gensidige tiltrækning af hinanden.

Vi mennesker kommer ikke udenom, at vi ikke kun er rationelle, fornuftige skabninger, men også er vores køn. Kvinden og manden, det køn, vi er født til at leve med, skaber en virkelighed, som er mere end en social konstruktion.

MeToo-bevægelsen ønsker at gøre op med bestemte sociale strukturer og kulturelle konstruktioner, hvor mænd med magt giver sig selv ret til at gramse på de kvinder, de mener indgår i deres magtterritorium. Men de seneste dages debat viser, at det også for mange kommer til at handle om forholdet mellem kvinder og mænd generelt. 

Ifølge socialkonstruktivismen er det kulturen, der skaber, tildeler og fastholder kvinderne og mændene i deres indbyrdes roller. Kønsrollemønstrene. Fordi det er en kultur, kan man ved at ændre ved nogle mønstre også gøre noget ved forholdet mellem de to køn. Det er for eksempel det, de har forsøgt at gøre i Sverige, hvor man i flere år nu, for at undgå at lægge kulturens kønsstereotyper ned over den enkelte, har stillet ordet ”hen” til rådighed som en erstatning for de personlige prononer han og hun.

Men kan vi komme uden om vores køn? Det er det, jeg har min tvivl om. Vi er født med det, og det giver forskellige ulemper og fordele. Alene de hormoner, vores køn, udstyrer os med hver især, giver nogle vidt forskellige oplevelser og tilgange til det at være menneske. Vi tiltrækkes af hinanden, det skaber fantasier, og kan give os lyst til røre ved hinanden. Det gør debatten om MeToo meget kompleks. Vi kan ikke blive urørlige, vores eksistens er en gråzone med begær og attrå. Sexchikane skal selvfølgelig stoppes. Men helt ærligt, det skal den gensidige tiltrækning mellem kønnene vel ikke? Heller ikke selvom vi er på arbejde.

Det er ofte både besværligt og forbundet med stor forvirring at finde ud af, hvad det vil sige at være mig og finde min rolle her i livet. Ikke mindst finde min rolle, som mand eller som kvinde. Vi taler om roller, kvinderollen og manderollen, som om vi alle er skuespillere, der spiller med i et skuespil. Og det er da også en udmærket metafor for menneskelivet.

Men i modsætning til et skuespil af Shakespeare, hvor hovedrolleindehaveren på forhånd kender sin rolle, kender historiens udvikling og sine egne og andres replikker, så er livets skuespil noget, der bliver skrevet, mens det sker. Det stiller os i en masse dilemmaer og gråzoner. Nogle gange, ja, hele tiden, gør andre og jeg selv inklusiv noget andet end det, jeg egentlig ville eller forventede. Det skal jeg takle. I livets skuespil kender vi ikke replikkerne på forhånd. Vi må prøve os frem.

Og her vil kristendommens forståelse af mennesket give et løft til debatten. For den peger på, at ingen er fuldkomne, alle begår vi fejl. Ingen går gennem livet uden at få snavs på hænderne, uden at blive plettede. Det perfekte menneske findes ikke. Hvis vi ikke kan tilgive hinanden det, bliver vores kultur umenneskelig. Det betyder ikke, at jeg som kvinde så bare skal være et gramseobjekt for det andet køn. Nej, jeg er netop et subjekt. En moderne kvinde. Med agens. Ikke i mandens eller andres vold. Og vores alle sammens uperfekthed gør det så meget desto mere nødvendigt, at vi bliver gode til at sige fra, når vi overskrider hinandens grænser – for det vil vi komme til.

Vi kan ikke afklæde os vores krop, når vi går på arbejde om morgen, vi har det på hele tiden. Vores krop og dens natur og biologi spiller en afgørende rolle i forståelsen af den, vi er. Den spiller også en væsentlig rolle i den diskussion, MeToo har sat i gang.

Vores køn er både biologi og kultur. Det betyder, at vi er både det, vi opdrages til at blive, samtidig med at vi er noget ud over det, kulturen lærer os at være. Det er kulturen, MeToo rører ved. Den ønsker at give os en opgave: opdrage os, åbne vores øjne. Og vi kan måske opdrages til at holde døren for hinanden eller for den sags skyld til at holde op med at gøre det. Men spillet mellem kønnene, tiltrækningen, begæret, som kan være gengældt eller ikke-gengældt, det vil blive ved med at være der. Vi kan ikke blive urørlige. Den menneskelige virkelighed vil blive ved med at bringe os ud i identitetskriser og gråzoner med attrå og begær og vil få os til at gøre ting, som vi egentlig ikke er helt herrer over.

I den gråzone, bærer vi, mænd og kvinder, et ansvar og for hinanden. Vi skal gøre vores bedste for at kommunikere vores egne grænser og være opmærksomme på de andres. Og når vi alligevel kommer til at gå for tæt på, så skal vi huske tilgivelsen. Hvis vi giver os hen i fordømmelsen, bliver vores tilværelse nådesløs. Det gavner ingen.

 

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner