Mount Everest: Hvad er det med det bjerg?

Af Kirsten Jørgensen, provst på Frederiksberg

KOMMENTAR: Hundredvis af bjergbestigere har mistet livet for at bestige Mount Everest. Er det i virkeligheden Gud, de søger? Og er det så i orden, at man er parat til at sætte livet på spil i sin søgen?

Sidste år fik Mount Everest lov til at være i fred. Næsten. Et enkelt videnskabeligt kinesisk hold var deroppe, men ellers satte coviden også stop for køen af bjergbestigere, der vil bestige verdens højeste bjerg. I år er de klar igen, og sæsonen er lige nu. April og maj er de to måneder om året, hvor det lader sig gøre at nå toppen. Den 21. april var der 371 mennesker i Everest Base Camp. Alle har de sat sig for at nå de 8.848,86 meter over havets overflade i år. Det er næsten lige så mange som i 2019, hvorfra verden fik det berygtede foto, hvor man ser køen op til toppen. Nirmal Purjas billede dokumenter, hvor livsfarligt trængslen på Everest er: Mindst to bjergbestigere omkom som en effekt af ventetiden det år.

Mount Everest ligger i Himalaya på grænsen mellem Tibet og Nepal. Sir Edmund Hillary og Tenzing Norgay var de første til at bestige bjerget i 1953. Over 5000 mennesker har klatret til toppen, heraf 9 procent kvinder. Over 375 mennesker er døde under bestigningen; 200 af ligene befinder sig stadig på bjerget. Flere og flere af dem afdækkes, i takt med at den globale opvarmning får gletsjerne til at smelte. Mængden af menneskelig afføring hober sig op og forurener det naturlige drikkevand i området. I 2014 dræbte en enkelt lavine 16 mennesker. Det sidste store jordskælv i 2015 udløste et jordskred på bjerget og kostede mindst 19 klatrere livet, mens flere hundrede andre sad fast i lejre op ad bjerget.

”Gud” er ikke bare spørgsmålet om at elske næsten, selvom det i høj grad også er det. ”Gud” er også ordet for tilværelsens og universets irrationelle sider; det uforklarlige, det ulogiske, det mystisk fascinerende. Det store Andet, som netop både fascinerer men også har en skræmmende side.

I 1996 døde 15 personer. Denne katastrofe har den amerikanske journalist Jon Krakauer skrevet en bog om. ”Op i det blå” hedder bogen, der udkom i 1997. Han nåede selv toppen 10. maj, men i hans gruppe mistede ni mennesker livet. Han skrev bogen, fordi han var ved at blive ædt op indefra af det, der skete på bjerget. Han kom dybt rystet hjem og håbede at kunne opnå en form for kartarsis ved at skrive om tragedien – hvilket ikke skete. Han fortæller i forordet til bogen, at mange mennesker havde rådet ham fra at skrive bogen, og før det havde de frarådet ham overhovedet at tage af sted. ”Der var en hel masse udmærkede grunde til ikke at tage af afsted, men forsøget på at bestige Everest er i sit inderste væsen en irrationel handling – en lystens sejr over fornuften,” skriver han. ”En person, som i ramme alvor kan finde på at overveje forsøget, befinder sig næsten per definition uden for fornuftbegrundede argumenters rækkevidde. Den enkle sandhed er, at jeg vidste bedre, men tog af sted til Everest alligevel. Og ved at gøre det blev jeg meddelagtig i gode menneskers død, hvilket sandsynligvis er noget, jeg vil have siddende på min samvittighed i meget lang tid.”

Her i foråret har læst jeg læst Jon Krakauers bog plus et par stykker mere, der handler om mennesker, der gør ekstreme ting og sætter deres liv på spil uden nogen rationel grund. Og hele foråret har jeg puslet med spørgsmålet hvorfor? Hvad er det med det bjerg? Det er en helt irrationel handling, skriver Jon Krakauer. Og man kan sagtens tilføje, at det også er en umoralsk handling. Folk sætter ikke bare eget liv på spil, men også andres, når nogen skal reddes og bringes ned fra livsfare. For ikke at tale om familier, der mister en far, en søn, en mand. Eller en mor, datter og hustru – men nu er der jo flest mænd blandt bjergbestigerne. Og så er der forureningsspørgsmålet. Der efterlades mængder af lort af en enhver art på bjerget. Endelig kan man diskutere det økonomiske. Everest er også en pengemaskine. Da danske Rasmus Kragh besteg bjerget for få år siden kostede det ham halv million danske kroner. For Nepal er Everest en cash-cow, en meget nødvendig indtægt for staten. Men hvorfor gør bjergbestigerne det? Hvad vil mennesker på det bjerg?

Jon Krakauer tilbyder et svar på første side af bogen, hvor han citerer José Ortega y Gasset: ”Mennesker leger med tragedien, fordi de ikke tror på den virkelige tragedie, som faktisk udspiller sig i den civiliserede verden”. Det bud forstår jeg, fordi jeg selv oplever, at der er så meget drama i det helt almindelige liv, at det er rigeligt for mig. Men der er altså noget med den overskridelse af det almene, det etiske og det fornuftige, som tiltrækker mennesker. En længsel efter et ”mere” eller et ”andet”. Den ven, der introducerede mig til Krakauers bog, mener, at der også er tale om en form for religiøs længsel. En bevidst eller ubevidst stræben efter noget, der rækker ud over det menneskelige, det rationelle. En religiøs længsel, der tillader en suspension af det etiske. Den tanke vil jeg gerne forfølge.

I Søren Kierkegaard bog ”Frygt og bæven” skriver han om det, der er blevet benævnt som den telelogiske suspension af det etiske. Det vil sige et dybere formål, der sætter det etiske i anden række. Kierkegaard undersøger, om vores forhold til Gud suspenderer det etiske. Eksemplet er Kierkegaards fortolkning af fortællingen om Abraham og Isak fra Det Gamle Testamente. Gud beder Abraham om at ofre Isak, og Abraham er klar med kniven. Den stiller spørgsmålet om, hvorvidt det etiske undertiden må vige for et højere formål. Kierkegaards ærinde kan let blive forstået lidt for firkantet. Men hans ærinde var at sige, at mennesket har et forhold til Gud, som ikke er udtømt ved forholdet til næsten. Der er mere i gudsforholdet end næsten. Gud er ikke en understregning af det etiske. Sagt aforistisk: Gud er kærlighed, men kærlighed er ikke Gud.

Jeg er helt kierkegaardsk her i den forstand, at jeg opfatter det guddommelige, ”Gud”, det hellige, det store Andet, som mere end det etiske. ”Gud” er ikke bare spørgsmålet om at elske næsten, selvom det i høj grad også er det. ”Gud” er også ordet for tilværelsens og universets irrationelle sider; det uforklarlige, det ulogiske, det mystisk fascinerende. Det store Andet, som netop både fascinerer men også har en skræmmende side. Det er en side af menneskelivet, som hos nogle ikke fylder ret meget. De går på arbejde, køber ind i Netto, opdrager deres børn og drikker et glas rødvin og lever udmærket og ordentligt uden at længes efter nogen som helst overskridelse af hverdagen. Hos andre er denne religiøse tendens investeret i astrologi, meditation, mineraler, naturreligiøsitet. For andre igen får denne side rum og åndeplads i et tilhørsforhold til en bestemt religion og dens riter, rum og traditioner. Har min ven mon ret i, at ekstrem bjergbestigning, der om noget må siges at tilsidesætte etikken, er en søgen efter ”Gud” – altså efter det, der overskrider det almene, rationelle, det moralske? Og at der altså er tale om en form for religiøs længsel?

Jeg er tilbøjelig til at sige ja. Om end jeg også er bevidst om, at for nogle bjergbestigere kan der være tale om et rent præstationstrip. Jeg køber ideen, fordi jeg tænker, at der skal noget ekstra mentalt brændstof til for at udsætte sig for de ekstreme prøvelser og risici, en bestigning af Everest stadig indebærer. Og så når vi endelig til det, som er den pointe, jeg er nået frem til efter at have foretaget disse bjergbestigninger i lænestolen på sikker afstand af de 8.848,86 m. Jeg hævder, at den religiøse altid må gå på to ben; det etiske og det Andet. Længes mennesket kun efter det Andet og forfølger det no matter what, så bliver det en uetisk, egoistisk og potentielt grusom længsel. Omvendt: Sætter vi lighedstegn mellem det etiske og det Andet, så risikerer vi et samfund, der dels er tyranniseret af et religiøst moralsk politi og dels tilsidesætter menneskers længsel efter det uforklarlige og irrationelle.

Jeg kommer aldrig til at forstå, hvad det er med det bjerg. Jo, jeg tror, jeg nu forstår længslens mekanik, men jeg kommer aldrig til at dele den eller synes, at den er værd at følge eller prise. Faktisk synes jeg, det er en misforståelse. Det er at skyde ved siden af målet, hvilket Jon Krakauers overvejelser post Everest er et tegn på. For resten afviste Gud i sidste øjeblik Abrahams offer oppe på Morija Bjerg.

Jeg er sikker på, at det Andet kan findes lige her, hvor jeg er nu, og jeg er sikker på, at kærlighed til næsten og det Andet aldrig må adskilles men forstås som hinandens nødvendige forudsætninger. Jeg finder personligt kombinationen i Biblen og mit medlemskab af folkekirken, og der er der udfordringer nok.

Det er også billigere. 

Se traileren for Jon Krakauers bog Op i det blå

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner