Nostalgiens anæstesi

Af Mads Graves Pedersen, præst i Tagensbo Kirke

KOMMENTAR: De store sportsbegivenheder er aflyst, og i stedet viser TV 2 genudsendelser fra gamle Tour de France-løb. Det føles trygt og godt. Men mens Alberto Contador åd sig ind på Alpe d’Huez, sejlede Anders Breivik til Utøya. I nostalgien er der intet på spil – og livet leves stadig forlæns.

Når fremtiden forsvinder, skinner fortidens lys kraftigere. Alt bliver hurtigt bedre i de gode gamle dage, når vi ikke længere ved, hvad dagene der kommer, bringer. Men bliver vi blinde af at kigge tilbage ind i en fortabt tids sol?

Sammen med resten af verdens tusinder af verdener lukkede også sportsverdenen ned, i takt med at coronaen formerede sig på tværs af kontinenter og landegrænser, og det har fået en bølge af nostalgi og romantik til at rulle ind over tv-skærme og streamingtjenester.

Sport er big business. Men det er også et holdepunkt for rigtig mange mennesker. At følge sportsbegivenheder giver én rytme og fortælling i tilværelsen. Konkurrencerne er spejle for vores eksistens. Vi vinder og taber, vi lever, og vi dør. Men det er også en pause. Eskapisme. Et rum, man kan gå ind i for at forsvinde fra det virkelige livs dræbende forudsigelighed. Religionen er ikke længere folkets opium. Det er de direkte sportsbegivenheder, som bedøver os. En bedøvelse, der efterhånden kan tilgås alle døgnets 24 timer, 365 dage om året. 

Derfor gik der heller ikke lang tid, før det kolossale tomrum, som sportsverdenen efterlod sig, blev fyldt op med et alternativ. Fortidssport. Foldboldkampe, som for længst er afgjort; cykelløb, der for længst har fundet en vinder; dokumentarer om amerikanske basketstjerner, som for længst har stoppet karrieren. Og under overskriften Tour de ja-vu genudsender TV2 i øjeblikket gamle Tour de France-løb i fuld udstrækning.

Contador går kold kort før toppen og bliver slået af franskmanden Pierre Roland. Det vidste jeg ville ske, ligesom jeg ved, hvad der om et par timer vil ske ude på Utøya.

Gennem de sidste par måneder har DR vist gamle landskampe, og os, som er for unge til at huske, hvordan vi blev Europamestre, har kunnet få lov til at opleve det. Netflix har skyndt sig at sende deres længe ventede Michael Jordan-dokumentar ud, og TV 2 er gået all in, med gamle Tour de France-etaper, badminton, håndbold og 30 år gamle fodboldkampe fra italiensk og spansk fodbold. Nostalgiens kraft har sjælden været så stærk, og jeg har fundet mig tilrette på sofaen, lykkeligt bedøvet, og drømt mig tilbage til tiden før pandemier og fodboldspillere med halstatoveringer og indstuderede instagram-jubelscener.

Afstanden i tid skaber også en afstand i følelserne. Det er hverken spændende eller ophidsende at se håndboldherrerne banke Norge. Jeg ved, hvad der sker, så jeg skal blot være til stede og nyde spillets små detaljer og finurligheder, imens følelsesløsheden langsomt breder sig i kroppen. Her er trygt at være. Der er intet på spil. Jeg skal bare sidde her og vente på, at nutiden vender tilbage. Imens ser jeg Bjarne Riis knække Indurain på Hautacam og Brian Laudrup takle den gamle Ronaldo bagfra med knopperne først. Jeg ændrer min position i det bløde møbel og ser Poul Erik Højer flå sin trøje i stykker og vinde OL i 96, og på Netflix render Michael Jordan nu rundt med en ung Bill Murray under optagelserne til Space Jam. Dagene kommer ikke længere til mig –  jeg ser dem kun forsvinde.   

Jeg sidder og ser Alberto Contador angribe på Alpe d’Huez i 2011-udgaven af Tour de France. I virkeligheden er det den 21. juni 2020, og uden for mine vinduer falder regnen forsigtigt ned foran himlens grå bagtæppe. Men i mit fjernsyns virkelighed er det den 22. juli, der er høj sol over Vallée de la Romanche, og lyden af begejstrede tilskuer danner en velkendt symfoni sammen med tv-helikopterens insisterende snoren. Sofaen har slugt mig, og jeg synker lige så stille ned i den sfære, hvor man hverken er vågen eller sover. Men på et splitsekund bliver jeg hevet op til overfladen igen af Dennis Ritters stemme, som med en blanding af umiskendelig seriøsitet og iskold ro meddeler, at etapen for en stund afbrydes af en særudsendelse fra TV 2-nyhederne. Der er sprunget en bilbombe i regeringskvarteret i Oslo. Det løber koldt ned af ryggen på mig. Er det virkelig så lang tid siden? Ni år? Kulden i kroppen afløses sekundet efter af direkte ubehag. De aner ikke, hvad der er i gang med at ramme dem. Rolf Sørensen og Dennis Ritters kommentering er ophørt, men billedet er ikke skiftet. Contador kæmper sig stadig op ad bjerget, med blottede tænder og sveden piblende fra den brune pande. Som et absurd teater ruller cykelløbet videre uden lyd, alt imens Anders Breivik sidder forklædt som politibetjent i en grå varevogn på vej ud af Oslo. Contador går kold kort før toppen og bliver slået af franskmanden Pierre Roland. Det vidste jeg ville ske, ligesom jeg ved, hvad der om et par timer vil ske ude på Utøya. Jeg sidder forstenet i sofaen uden at kunne ændre på den fortid, som jeg ellers med stor fornøjelse besøger på daglig basis. Nostalgiens begrænsninger skærer mig i hjertet som en kniv. Fortidens dæmoner lever ligeledes i nostalgiens varme lys. Men livet sendes direkte og må først og fremmest leves forlæns. Det er på tide at vende tilbage til nutiden.     

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner