Nytårstanker: Coronaåret, der gik i nul

Af Caroline Kollenberg Thisted, præst i Værløse og Hareskov Kirker

KOMMENTAR: Caroline Kollenberg Thisted ser tilbage på sin nytårsaften for et år siden. Hvor hun gjorde sig tanker om det kommende ti år, men aldrig havde forestillet sig 2020, som det blev.

Det var nytårsaften, vi gik fra 2019 til 2020, og jeg huskede, hvordan jeg tyve år før havde stået purung og skimtet ind i et tusindårsrige. Vi gik fra ét århundrede til et andet, ét årtusind til det næste. Det var en særlig aften. Og jeg fornemmede en glans af samme målløshed sidste nytårsaften. Den var anderledes end øvrige år.

Hvert år, når vi står på kanten og ser et år glide os af hænde og et nyt tage imod os, så varsler det i ét nu afsked og mulighed. Nytåret er tab og nyskabelse i et, og for os, der er højstemte, vibrerer livstonen indeni, når livet rejser sig. Det gør det til nytår – og også til jul, påske og pinse. Nytåret kan bare noget andet. I al fald for mig. Fordi nytåret hvert eneste år både er min afsked og min mulighed, min død og min nyskabelse. Så hvert nytår er væsentlig, og jeg gør mig stor umage for sige tak for det, der gik, og velkommen til det, der kommer

Hvad gjorde sidste nytår særlig? Ja, at det ikke bare var et årsskifte, men et ti-årsskifte. Jeg kiggede ind over en dekade, som jeg tyve år før havde kigget ind i en tusindårs evighed af ungdommeligt overmod. Men nu kunne jeg se, at som tiden gik, svandt minutterne, og jeg så, at mindre end tusind år måtte gøre det, at der ikke var 100 år tilbage til mig, at jeg ikke ville opleve skiftet til 2100. Og at fødselsdage skal fejres undervejs, ikke først i runde år. Tiden blev min egen, kort eller lang.

I uge 11 smurte mine børn madpakke, men det var svært at skulle sende dem i skole. Onsdag lukkede Danmark. Resten er historie.

Da det var nytår sidste år og 2020 skulle til at begynde, så jeg de kommende ti år for mig. Jeg så børn blive voksne, forældre ældes, så muligheder falme og så, at meget er på spil over et tiår. Det tænkte jeg længe over. Hvad den kommende dekade mon ville rumme. Ikke bare det ene nye år, hvor højtider, årstider og lønningsdage allerede er kalendersat. Men ti år. Ti år for forandring. Hvor måske nogle mistes og nye fødes, og også i min familie vil slægt måske følge slægters gang.

Lidet vidste jeg den aften, hvad 2020 ville byde på. Min grundtone var i mol, hvor den tyve år før var aldeles i dur. Meget smukt ville måske hænde det kommende tiår, men sårbarheden lå lige nedenunder.

Vi trippede ind i tiåret, januar blev usædvanligt varm og våd, men solen så vi ikke meget til. I februar begyndte nogle af mine bekendte, som jeg nærer stor tillid til, at vibrere på Facebook. Wuhan. Corona. Smitte. Jeg mærkede, hvordan deres vibrationer satte mine egne i gang. Var der noget om snakken?

Der er altid nogen i gruppen, man skal lytte til. Når de begynder at undre sig, så har de sanset rigtigt. Er det vor tids profeter? Er de særligt sensitive? Eller frygtsomme? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at når mine fugle giver lyd, så er der noget om snakken. Og da først én trådte frem med bekymringer og siden endnu en af dem, så vidste jeg: Wuhan kommer. Det var ikke en fantasme.

I uge 11 smurte mine børn madpakke, men det var svært at skulle sende dem i skole. Onsdag lukkede Danmark. Resten er historie.

Og nu er det nytår på ny. Jeg har besluttet, at det er i år, vi træder ind i et nyt årti. 2020 gik som et nul. Året blev trukket ud af tiden, og selvom det blev et bemærkelsesværdigt år, så blev det samtidig et år, hvor vi ikke kunne leve dagene på vanlig vis. Hvor overskriften over året blev mere tab end nyskabelse, mere afsked end mulighed. Derfor må i stedet 2021 være vores egentlige overgang til et nyt årti. Fuld af både afsked og mulighed, tab og nyskabelse. Og sådan må det godt være, ja det kan ikke være anderledes. Tiden er vores egen, kort eller lang. Vi lærte det på en ganske direkte måde i det år, vi nu lægger bag os. Eller måske vidste vi det godt i forvejen og glemte det bare fra tid til anden. At tiden går, livet løber. Men undervejs kan vi stå stille i øjeblikke af stor glæde. Lad os værne om dem.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner