OBS! Smittefare

Af Henrik Winther Nielsen, præst i Frederiksborg Slotskirke

KOMMENTAR: Vi har fået holdningsfællesskaber i stedet for vilkårsfællesskaber, og vores position i fællesskabet er lige så udsat for svingninger som aktiekurserne.

Da Trump blev valgt som præsident i USA, stod den halve verden med åben mund og polypper og gloede. De foragtelige – the deplorables – som Hillary havde lagt afstand til i en tale lidt forinden, havde talt, og mange følte det vigtigt at offentliggøre deres væmmelse med markeringen #NotMyPresident.

Efter folketingsvalget herhjemme i 2015 var mange lige så overraskede over det, der blev kaldt ’det gule Danmark’, hvor DF havde fået de fleste stemmer. De skrev på de sociale medier, at de ville flytte til Sverige, for de kunne ikke genkende deres land længere.

Da #metoo-bølgen langt om længe ramte os, markerede mange mænd sig med #NotAllMen, for at understrege, at de ikke var sådan nogle mansplainende alfa-hanner, der åbenbart har svært ved at omgås mennesker (mest kvinder) uden at blive fristet til at drage seksuel fordel af deres magt.

Af sikkert mange grunde er det blevet sådan, at vores holdninger er vores identitet. Firmaer ’grønvasker’ sig, politikere lægger afstand til sager og personer, som kan skade deres position, og ’virtue signalling’ er et udbredt fænomen på de sociale medier, hvor man fremviser alle sine dyder. Man har ikke råd til at blive set med folk, som mener vederstyggelige ting. Det smitter nemlig af på én selv. Pudsigt nok kan man ikke forestille sig, at noget godt skulle smitte af fra én selv på forbryderen. Så hellere skynde sig at vise, at man selv er noget helt andet end den, der er faldet i unåde, så man ikke selv ryger med i faldet.

Det gør noget fatalt ved vores blik på hinanden – de andre bliver rovdyr, som kan æde én når som helst.

Afstandtagen og ængstelsen for folkestemningen kommer af, at det i disse år handler om holdningsfællesskaber og ikke om vilkårsfællesskaber. Personlig anseelse og position er udsat for de samme mekanismer som aktiekurserne. Det er usundt for mennesker, for så skal man hele tiden se sig over skulderen og have svar parat i enhver skiftende sammenhæng, for ikke at risikere udstødelse.

Det gør noget fatalt ved vores blik på hinanden – de andre bliver rovdyr, som kan æde én når som helst. Det gør os ængstelige. Og kyniske. For folk skal regnes ud hele tiden.

Så hvad gør man, når man møder et afskyvækkende menneske, som man synes har politisk og/eller holdningsmæssigt knald i låget fra A-Z?Jeg vil næsten tro, at kristne har det sværest med det. For de andre er jo mine søstre og brødre. Sådan siger Vorherre. Min dåb og deres dåb er lige meget værd. Hvornår er det mig tilladt at skubbe dem fra mig? Hvornår hører ’familie’-relationen op?

Jeg kan en lille anekdote fra 1930’erne, som jeg minder mig selv om, når jeg – for Gud ved hvilken gang – frygter smitten fra omgangen med forkerte mennesker:

Den tyske præst Martin Niemöller, som talte nazisterne midt imod, stod på sin prædikestol før en af sine mange arrestationer, og Gestapo havde taget opstilling i kirken og ventede på, at gudstjenesten var færdig, så de kunne føre ham bort. Da han kom til kirkebønnen, skal han have sagt: ’Lad os bede for vore vildfarne brødre’. Og dermed fik han sagt, at Gestapo var helt, helt galt på den, men også, at de var menighedens brødre – som nu var i færd med at begå Kains synd mod Abel på ny.

Det bedste ved den anekdote er, at jeg kun i selvhøjtidelige øjeblikke identificerer mig med ham på prædikestolen. Det skifter, om jeg sidder på kirkebænken sammen med resten af menigheden og lytter til Niemöllers opfordring om fjendekærlighed eller mere føler mig som Gestapo, der har udset sig en uønsket, der skal fjernes hurtigst muligt. 

Hvem vil du ikke omgås, og hvem vil du ikke identificeres med – og hvorfor?   

Gå på opdagelse i 

Folk&kirkes magasiner