Om vanvidskørsel, forsoning og om at få sagt noget sludder, når journalisten ringer

Af Lone Vesterdal, præst i Bramdrup Kirke

KOMMENTAR: Forsoning handler ikke om lange straffe, men om at forsone sig med, at livet er blevet, som det er. Det kan en alt for kort straf måske nok gøre sværere, men at fokusere på straffens længde er at tage fat det forkerte sted. Det var det, Lone Vesterdal skulle have sagt, da hun blev interviewet om sagen.

I går, da jeg sad i min bil på vej til Aldi, blev jeg ringet op af en journalist fra Kristeligt Dagblad. Hun bad om min kommentar til et borgerforslag om skærpede straffe.

I sommer gjorde en 26-årig mand sig nemlig skyld i tre personers død i nærheden af Bogense. Tre mennesker mistede livet, og tilbage står de pårørende, heriblandt en mand, der mistede sin mor, bror og faster. Retten idømte den 26-årige mand tre års fængsel, og det er den dom, der har fået flere end 13.000 mennesker til at underskrive borgerforslaget om, at straffene i sager om vanvidskørsel skal være hårdere. Det ville journalisten gerne tale med mig om.

Og så gjorde jeg noget dumt. Jeg kommenterede på sagen, som om jeg vidste noget om den. ”Straffen lyder helt urimeligt i forhold til voldens karakter. Og hvis straffen for et overgreb – og det her vil jeg kalde et overgreb med dødelig udgang – bliver så lille, så kommer det til at føles som en bagatellisering, så det bliver en byrde oveni byrden over at have mistet,” sagde jeg blandt andet.

Jeg skulle bare venligt have sagt nej tak til at kommentere på strafudmålingen.

For principielt skal man afholde sig fra at kommentere sager, man ikke har dybere kendskab til. Det har man ikke i retssager, som man ikke har været involveret i, og derfor kan man ikke vurdere dem. Man kan synes det ene og det andet – men vurdere dem seriøst og kvalificeret, det kan man ikke. Og derfor fik jeg sagt noget, jeg slet ikke mente. Jeg ved ingenting om de forhold, der gør, at dommerne mente, den unge mand skulle have tre års fængsel.

Til gengæld har jeg en generel holdning til, hvordan sammenhængen er mellem skyld og straf.

Her tænker jeg ikke på forsoning med den dømte. Det vil være et mirakel, og mirakler sker, men vi kan ikke regne med dem. Det, vi til gengæld godt kan regne med, er, at det at forsone sig med livet, som det er blevet, er rigtig, rigtig hårdt arbejde. At se i øjnene, at noget forfærdeligt er sket. At livet kan være så grusomt.

Når et andet mennesker krænker eller øver vold mod én, og det er jo det, der er sket overfor mindst tre mennesker i denne sag, er det helt afgørende overfor den eller dem, der er blevet ramt af volden, at hændelsen bliver anerkendt. Altså at en anden person eller samfundet siger: "Det, der er sket mod dig eller jer, er forkert. Det er uacceptabelt." Anerkendelsen bevarer værdighed, integritet og retfærdighedsfølelse i det enkelte menneske og i samfundet.

I den aktuelle sag er der faldet dom. Og det betyder, at krænkelsen eller volden er anerkendt. Påkørslen og de tre trafikdræbte personer og de efterladtes savn og sorg er ikke bagatelliseret men anerkendt som overtrædelse, som krænkelse. Samfundet har således sagt: "Det, der skete, var forkert, det kan vi ikke acceptere."

Men er straffen for mild? Eller er den omvendt for hård? Det har jeg ingen forudsætninger for at sige noget om. Men man kan spørge: Hvor mange år skulle den dømte have haft yderligere? Hvor meget straf skal der til? Spørgsmålet er jo, hvad straffen skal til for. I vores samfund straffer vi for at fastholde, at der er bestemte handlinger, der ikke kan accepteres. I denne sag er det sket, i og med at der er fældet dom. Det kan der ikke være tvivl om, heller ikke hos de pårørende. Og det må være dem, det handler om nu. Hvordan lever de med det, der er sket? Hvordan kan man overhovedet leve videre med det skete? I den opgave hjælper strafudmålingen ikke – selvom det selvfølgelig kan gøre ondt værre, hvis straffen virker helt ude af proportion. Og om den er det i dette tilfælde, har jeg som sagt ingen forudsætninger for at vide.  Men uanset straffens længde, kommer der ikke nogen levende ud af ulykken. Længere eller kortere straf giver ikke de pårørende deres kære tilbage. Det er den virkelighed, som de pårørende skal leve med. Derfor har de pårørende formodentlig brug for mere forsoning end for mere straf.

Her tænker jeg ikke på forsoning med den dømte. Det vil være et mirakel, og mirakler sker, men vi kan ikke regne med dem. Det, vi til gengæld godt kan regne med, er, at det at forsone sig med livet, som det er blevet, er rigtig, rigtig hårdt arbejde. At se i øjnene, at noget forfærdeligt er sket. At livet kan være så grusomt. At tre kære blev taget fra dem. Det er forsoningen med den virkelighed, der er det allerhårdeste arbejde, og det er det, der ligger foran de pårørende. Det er det, det handler om nu, i langt højere grad end længden af den dømtes straf.

Mange mennesker kæmper dagligt med at forsone sig med sorg, tab, overgreb og vold. De kæmper, fordi forsoningens vej er den eneste vej. Hvis ikke vi beslutter os for at gå forsoningens vej, stivner vi i bitterhed og vrede. Hævn og gengældelseslyst er gold. Forsoning er liv. I bogen ’Det skrøbelige menneskeliv - perspektiver fra lægen og præsten’, som jeg har skrevet sammen med praktiserende læge Inger Uldall Juhl og som udkommer den 20. oktober, skriver vi, at tilgivelse og forsoning ikke er at sige, at 5 og 7 er lige, og at "det, du gjorde mod mig er en bagatel". Men det er at sige: "Det, du gjorde mod mig, var ikke i orden og det bliver aldrig acceptabelt" og så alligevel begynde eller fortsætte sin livsvandring, det ene ben foran det andet på vandringen for at forsone sig med, at livet blev som det gjorde. Fordi det er på den vandring, at livet bliver til igen.

I bogen beskriver vi en rejseoplevelse fra New York, hvor kirken The Marble Collegiate Church på 5th Avenue har et rum under kirkesalen med en smukt malet labyrint. Her mødes flere fra menigheden ugentlig til meditative vandringer. Forud for de meditative vandringer er der møder i kirkens forskellige selvhjælpsgrupper, hvoraf én handler om tilgivelse. Efter samtaler i gruppen kan de enkelte medlemmer gå en tur i labyrinten. Formålet med vandringen er at hjælpe den enkelte til at tilgive og forsone sig med livet. Man vandrer, mens man beder eller mediterer. Målet er at komme ind i midten, hvor rosen er symbol på forsoning, på tilgivelse og på Gud. Nogle gange vil man befinde sig ude i periferien. Alligevel fortsætter man sin langsommelige vandring ind mod midten. Nogle gange lykkes det ikke for mig at forsone mig med livet. Alligevel fortsætter jeg min vandring, fordi det er den eneste vej til liv. Forsoning er hårdt arbejde. Og længden på straf for den dømte hjælper mig ikke. Det gør kun at sætte det ene ben foran det andet.

Det var det, jeg skulle have sagt.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner