Prins Joachim lufter, hvad det vil sige at være menneske

Af Birgitte Kragh Engholm, præst i Skt. Matthæus Kirke. Foto: Shutterstock

KOMMENTAR: Kronprinsens lillebror fortæller i et interview om at bakse med eksistensen, herunder med sin rolle som nummer to i tronfølgen. Det skal han have ros, ikke kritik for.

Det er ikke altid nemt at være nummer to i tronfølgen efter sin bror, siger prins Joachim til det franske magasin Point de Vue. Og når han sådan lufter sin utilfredshed, puster han til ilden, mener DR-journalist Stéphanie Surrugue. Men hvorfor egentlig? Hvilken utilfredshed? Hvilken ild? Hvilken prins?

"I knew who I was this morning, but I´ve changed a few times since then," sagde den engelske forfatter og filosof Lewis Carroll engang, og dermed peger han på noget helt centralt ved det at være menneske: Identitet er flydende. Sådan var det for Lewis Carroll, sådan var det for Kierkegaard, for Nietzsche, Sartre, Heidegger og alle de andre eksistentialister. For sådan er det at være menneske, identitet er flydende. Og derfor er det selvfølgelig også sådan for prins Joachim. Han er også hele tiden på vej til at blive menneske, for nu at bruge en Kierkegaard-reference. 

Den canadiske sociolog Erving Goffman peger med et udtryk hentet fra teaterverdenen på det samme. Goffman peger på, at ethvert menneske har en backstage-identitet, det der foregår af scenen, og en frontstage-identitet, det der foregår  scenen. Vi har altså ikke én identitet, den flyder frem og tilbage, når vi skiftevis træder frem for vores omverden/publikum og træder tilbage, samtidig med at vi hele tiden er på vej til at blive menneske.

Hvis vi lytter med hjertet og ikke med de smålige ører, som Stéphanie Surrugue er bekymret for, så kan vi høre, at vi i prins Joachim har et reflekteret menneske, der spejler, hvad det vil sige at være menneske.

I interviewet i Point de Vue bekræfter prins Joachim både, at også han bakser med eksistensen og med dét at være menneske, og at også han slås med både frontstage- og backstagelivet og med at finde balancen.

Det, Stéphanie Surrugue kalder at "lufte sin utilfredshed", ser jeg derfor som noget helt andet. Prins Joachim lufter bare, hvad det vil sige at være menneske. Han lufter, at det er hans (og enhvers) opgave at tage sig selv på sig, med det han (og vi) har fået givet, og derfra forsøge at skabe en mening for sig (os) selv. Men i en tid, hvor vi bilder os selv og hinanden ind, at vi alle frit kan vælge, hvem vi vil være, ja, da kan det endog være meget svært at forstå. Og det er det tilsyneladende for Stéphanie Surrugue – eller måske snarere: Det tror hun det er det for os andre. 

For det er ikke utilfredshed, prins Joachim lufter, men derimod det vilkår, at han, ligesom alle andre, heller ikke kan vælge frit på alle hylder. Han er født ind i den kongelige familie. Han er den anden-fødte, der selv skal finde sin plads og mening både frontstage og backstage. 

Han er født ind i et liv, mange oplever som misundelsesværdig og privilegeret, og som alle tillader sig at have en mening om. Han træder med andre ord frem på en usædvanligt eksponeret frontstage, hvor han nemt kunne idealisere og iscenesætte sig selv, som så mange vælger at gøre det på de sociale medier, men hvor han rent faktisk viser sin sårbare side ved at sige: "Og det er ikke altid lige let". 

Er det at være utilfreds? Nej, det er at dele med omverden/publikum, at det er svært at være menneske, også selvom man er kongelig.

Puster prins Joachim til utilfredshedens ild? Nej, han puster til den menneskelige eksistens' ild. Hvilken prins! Tak for det, prins Joachim!

Hvis vi lytter med hjertet og ikke med de smålige ører, som Stéphanie Surrugue er bekymret for, så kan vi høre, at vi i prins Joachim har et reflekteret menneske, der spejler, hvad det vil sige at være menneske. Ikke bare på Lewis Carrolls tid, men også i vores senmoderne tid. Og ikke bare for prins Joachim, men også for os. Mellem os, så er det kompliceret. Det er i hvert fald ikke altid lige let. 

 

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner