Sårbarhed er en magtdemonstration

Af Birgitte Kragh Engholm, præst i Sct. Matthæus Kirke

KOMMENTAR: I podcasten For altid forandret lægger Christina Nørby Ibsen sin sårbarhed ud til fri beskuelse. Det interessante er, at det ikke gør hende sølle, men tværtimod stærkere.

Love is all around, sang Wet Wet Wet, men det var dengang; nu er det sårbarhed, der er all around. Der skrives bøger, holdes foredrag, laves radioprogrammer og podcastserier over sårbarhed.

I podcastserien For Altid Forandret taler Christina Nørby Ibsen med udgangspunkt i sin egen sårbarhed med mennesker om deres livskriser og sårbarhed. Ibsen lægger ikke skjul på, at idéen til podcastserien kom oven på hendes egen livskrise. Den livskrise, hun røg ud i, da det kom frem, at hendes mand Bubber havde gjort en anden kvinde gravid og endte med at forlade hende efter næsten 30 års ægteskab. Efter Ibsen har slikket sine sår, tager hun nu med udgangspunkt i sin egen sårbarhed livtag med det begreb, der for tiden er all around: “Jeg håber, jeg kan lave en lille smule larm for, at det er okay at vise sin sårbarhed. Det er okay at være sig selv der, hvor man er,” forklarer hun. Flere gæster, herunder politiker Søren Gade og tidligere kongelig kok Jesper Vollmer, kommer forbi og deler deres sårbarhed med lytterne. Og det er ikke kun i Ibsens program, at sårbarhed er all around.

Bokseren Sarah Mahfoud fortæller lige nu i dokumentarserien Sarah Mahfouds hemmelighed på DR3 om sin sårbarhed, Renee Toft Simonsen skrev med F*cking Hot et forsvar for sårbarheden, fodboldspilleren Jesper Grønkjær lægger sin sårbare tid med depression frem, Rolf Sørensen fortæller åbent og sårbart om en svær tid med alkoholmisbrug og en skilsmisse, der heldigvis ikke blev til noget.

Sårbarhed is all around.

Vi moderne menneske har en forestilling om, at vi udadtil helst skal fremstå som store, stærke og usårlige. Vi forventer, at det er det store, stærke og usårlige, der er det elskværdige. Og så kommer der nogen her og viser, at de godt tør træde frem som den, de i virkeligheden er. Hvilken provokation.

Slår man sårbarhed op, dukker ord som følsom, ømtålelig, nærtagende, sart og skrøbelig op. Men er det nu også rigtigt? At man er følsom, ømtålelig, nærtagende, sart og skrøbelig, når man giver udtryk for sin sårbarhed? Måske er det forståelsen menneske og menneske imellem.

Men hvis man kigger efter i kristendommens skattekiste fyldt med sandheder, ja så forholder det sig lige netop modsat. Åbent at vise og give udtryk for sin sårbarhed er her en magtdemonstration. For at vise og give udtryk for sin sårbarhed er at se sig selv med Guds øjne: Som rummet, elskværdig (i betydningen værd at elske) og velsignet. Og derfor være i stand til at træde frem, som den man er. Med det hele. Uden at dække sig til.

Vi moderne menneske har en forestilling om, at vi udadtil helst skal fremstå som store, stærke og usårlige. Vi forventer, at det er det store, stærke og usårlige, der er det elskværdige. Og så kommer der nogen her og viser, at de godt tør træde frem som den, de i virkeligheden er. Hvilken provokation.

Sårbarhed is all around. Og at vise og give udtryk for den er ikke en overfølsomhed. Det er at se sig selv med Guds øjne og derfor turde vise sin virkelige størrelse frem. Og det er ikke alene okay at give udtryk for det og vise det; det er en magtdemonstration.

Christina Nørby Ibsen har til Magasinet Psykologi fortalt, at hun ikke har kunnet sige noget før nu, to år efter. Hun var bange for at komme til at sige noget, hun senere ville fortryde. Det er hun ikke længere. Måske kan man med et omskrevet Jesuscitat sige: Således skal de mindste blive de største.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner