Se det nu: 
Vi er afhængige af hinanden

Af Merete Ørskov, korshærspræst i Fredericia

KOMMENTAR: Når vi ikke kan give hinanden hånden, må vi se på hinanden i stedet. Det er godt, for for nogle mennesker er andres blik en sjælden anerkendelse, skriver en korshærspræst.

Vi kan ikke give håndtryk og knus. Så nu bliver vi nødt til at se hinanden i øjnene!

Det sidste er godt. Håndtryk og knus kan vi jo give med lukkede øjne. Men når vi ikke længere kan hilse sådan, så må vi tage både øjne og tale i brug. Og så opdager vi – måske – noget nyt.

Det er godt at blive opmærksom på, at vi har en hel krop, når vi drøfter, hvordan vi skal hilse på en meters afstand. Men derudover er det også dejligt at se et andet menneske i øjnene.

Som præst i Kirkens Korshær ved jeg, hvor vigtigt det gode møde mellem to par øjne er. Flere af de udsatte mennesker, som kommer hos os, er vant til ikke at blive rakt en hånd og ikke at få et knus.

Som præst i Kirkens Korshær ved jeg, hvor vigtigt det gode møde mellem to par øjne er. Flere af de udsatte mennesker, som kommer hos os, er vant til ikke at blive rakt en hånd og ikke at få et knus. De har også for længst måttet acceptere, at frygt og en uvis fremtid er en fast del af deres tilværelse. Og om nogen ved de det, som gælder for os alle, men som kan være let at glemme: Vi mennesker er afhængige af hinanden.

For mennesker på kanten af samfundet er et medmenneskes smilende øjne en sjælden men vigtig anerkendelse. Katrine Marie Guldager beskrev det meget præcist i en kommentar om ensomhed i Politiken i 2018: ”Et blik kan være nok til at bekræfte, at man stadig findes!”

Vi ser livet i øjnene, når vi ser på hinanden. Det har vi ekstra mulighed for at være opmærksomme på nu. Og denne gode lille gestus kan give mere glæde, end vi aner, så lad os tage den med, også når vi igen må give hånd.

Gå på opdagelse i

Folk&kirkes magasiner