Terror i Nice og Wien: Ord, der dræber

Af Lisa Tikkanen, præst i Christianskirken i Lyngby. Foto: Wikimedia

KOMMENTAR: Der ligger en kim til vold i os alle sammen. Den kan gødes med ord, eller den kan modsiges – og imamer, præster og rabbinere har en særlig forpligtelse til at kritisere og tage afstand fra volden.

Gerningsmanden til terrorangrebet i Nice i sidste uge råbte Allahu akbar – Gud er stor – mens han dræbte tre mennesker i en kirke. I Wien i går blev mindst fire mennesker dræbt af et antal terrorister, hvor mindst en af dem havde tilknytning til IS. Det forekommer ubegribeligt, at et menneske kan være så koldblodigt, men der ligger en kim til vold i os, der kan gødes med ord.

Det ville være dejligt og smukt, hvis menneskeracen havde et indbygget forsvar imod kroppens vanvid, der satte ind som en bremse mod vold, men det er der desværre nok ikke. Det er i hvert fald en bremse, der kan afkobles, hvis vi sættes under pres og konstant fodres med ord om, at nogle mennesker ikke fortjener at leve, eller hvis vi lever i en kultur, der forherliger vold mod ”de andre”.

Moralfilosof Ditte Marie Munch-Jurisic har i en ph.d. undersøgt den følelse af ubehag, der ses i forbindelse med drab. Er den fysiske reaktion af kvalme ved at dræbe udtryk for en iboende moralsk konflikt, hvor soldaten godt ved, at det er forkert at dræbe, eller er følelsen af afsky en mere ubevidst reaktion, en ”animalsk medlidenhed” som ikke har noget at gøre med en universel forståelse af rigtigt og forkert? Moral er tillært, konkluderer hun. Den tilegnes gennem vores opdragelse og vores kultur, og derfor kan soldatens ubehag afkobles og endda erstattes af en følelse af glæde og stolthed ved at tjene en sag.

Alligevel er Europas moralske bremse er igen og igen blevet afkoblet. Ord har over flere omgange i historien taget folkeslags menneskelighed fra dem, gjort dem til dyr, til rotter, pest, ja, til djævelen selv, med grufuldheder til følge.

I fredags stod en imam, en præst og en rabbiner skulder ved skulder sammen i Københavns Domkirke i fælles bøn for de dræbte og mod vold begået i Guds navn. Og det var godt. For som forkyndere har vi et særligt ansvar.

Vi er med til at forklare, hvad det vil sige at være menneske; vi er med til at definere livets betydning og fastholde livets ukrænkelighed. Ansvaret for liv og skaberværk er helt centralt både i islam, jødedom og kristendom, og derfor kan vi mødes i fælles bøn, selvom vi har forskellige syn på meget andet. Når vi oplever det som ubegribeligt, at terrorister kan dræbe så kynisk, er det netop, fordi Europa, selv i sin mest sekulære form, har afsæt i et kristent menneskesyn, der forbyder at slå ihjel, beder os pille splinter ud af egne øjne, før vi ser på andres bjælker og næstekærlighed og tilgivelse som mål for vores godhed. Den moral er internaliseret i os og giver vores ubehag ret i, at mennesket ikke er skabt til at dræbe.

Alligevel er Europas moralske bremse er igen og igen blevet afkoblet. Ord har over flere omgange i historien taget folkeslags menneskelighed fra dem, gjort dem til dyr, til rotter, pest, ja, til djævelen selv, med grufuldheder til følge. Når vi ved, hvad ord kan gøre, kan forkyndere kan ikke afslå at tale højt mod religiøst motiveret vold ved at sige, at der er tale om en fejllæsning, der ikke har noget at gøre med deres tro.

Jeg forstår godt, at muslimer er trætte af at skulle stå på mål for islam, fordi der er en lille flok wahabister, der helt har cuttet bremsen og kører på fuld fart mod at udrydde frafaldne og vantro, i busser, lastbiler og med alle forhåndenværende midler. Det er også trættende som kristen at skulle forsvare sin tro, fordi nogle kristne er homofobe hyklere, der synes kvinder skal tie i forsamlinger, og at Trump i øvrigt er den helt rette mand til posten.

Men der er ingen vej udenom. Hele tiden må vi som forkyndere se på, hvad der prædikes rundt om i kirker, synagoger og moskeer; overveje, om det er noget, der sår kim til vold, eller om kærligheden er fortegnet. Vi må alle hele tiden sørge for at tage afstand og prædike kærlighed. Ikke kun kærlighed til vores egne, men også til dem, der tror og mener og tænker anderledes end os selv.

For så opelsker og fremmer vi en kultur, hvor vi er være kloge nok til at skelne mellem, hvad der er et spørgsmål om uenighed om Guds billeder og religiøs praksis, og hvad der er direkte moralsk afkobling og samfundsnedbrydende virksomhed. Vi skal turde diskutere uenighederne og være åbne om de forskelle, der er på fx islam og kristendommen, så vi ikke ender i en grøft, hvor islam i tolerancens navn på ingen måde må kritiseres eller debatteres, eller i intolerancens navn med alle tænkelige midler og genoptryk af Muhammedtegningerne skal latterliggøres og dæmoniseres og i sidste ende fratager muslimer deres menneskelighed. For historien har vist os, hvad der kommer ud af det.

Foto hentet på Wikimedia

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner