ALLEHELGEN

Vi skal ikke holde vores døde for os selv

Af Hanne Jul Jakobsen, præst i Møllevangskirken

KOMMENTAR: Hanne Jul Jakobsen mistede sin bror som tiårig, og familien gik i stykker. Heldigvis var der mange, der sørgede sammen med dem, for det var før, vi for alvor fik berøringsangst over for sorg og savn. Vi er blevet fattige på ritualer og uskrevne regler, når det kommer til døden – og det er trist, mener hun.

Jeg har et ret naturligt forhold til døden. Det har selvfølgelig noget at gøre med mit arbejde som præst, hvor jeg næsten dagligt er i berøring med mennesker, der har mistet. Men jeg er ret sikker på, at det ikke er derfor. Mit forhold til døden blev etableret langt tidligere. Jeg er vokset på en gård på Vestfyn, og mine forældre er som udgangspunkt alt for gamle til at have mig som datter, men det har de altså. At de er gamle, betyder også, at mine bedsteforældre og mange af mine ældre slægtninge døde, da jeg var barn.

Min farmor boede hos os, og døde, da jeg var fem år gammel. Jeg husker tydeligt den aften, hun døde. Hele huset var fyldt af familie, naboer og venner, der på skift gik ind til hendes seng og sagde farvel. Det blev grædt, sunget salmer og bedt fadervor. Vi fik også suppe, og de voksne røg og drak masser af kaffe. Jeg husker det som meget trist, fordi jeg var glad for hende og gerne ville have, at hun skulle blive ved med at være sammen med os. Jeg husker det også som smukt, fordi hun var gammel og syg, og vi talte om, at nu skulle hun hjem til Gud. Det var ikke synd for hende. Det var synd for os, fordi det var os, der skulle undvære hende. Det blev selvfølgelig forklaret til mig i børnehøjde, men det er stadig grundlæggende sådan, jeg tænker om døden. Det er os, der lever videre, der skal lære noget nyt. Vi skal lære at leve videre med vores døde på en ny måde, der indebærer både savn og sorg. De døde selv, ja, de er hos Gud. Vi ved ikke, hvordan det er, men vi må tro, at det er en tilstand af fylde og fred. 

Jeg husker begravelsen og alle de voksnes grædende samtaler som uendelig triste. Men jeg husker også tiden som stærk, fordi venner, naboer og familie slog ring om os og var hos os. Ikke alle magtede det, men nogle gjorde, og det var helt afgørende både for mine forældre og for os børn.

Mine forældre er såmænd hverken værre eller bedre end så mange andre forældre, men er der én ting jeg er dem taknemmelig for, så er det lige præcis det, at de har givet mig erfaring med, at døden ikke i sig selv er noget frygteligt. Den døde er hos Gud. Det er os, der lever videre, der skal hjælpe hinanden med at finde livsrytmen igen. Og det gør vi ikke ved at lade hinanden være i fred eller lade, som om den døde aldrig har været her. Det gør vi ved at komme hinanden ved, tale sammen og blive ved med at lade fortællingen om den døde være en del af vores fortællinger. 

Ikke alle dødsfald er tragiske. Nogle er, men heldigvis langtfra alle. Langt de fleste af os dør, når vi bliver gamle og af naturlige årsager. Men det gjorde min bror ikke. Han døde alt for ung. Da han var 25 år, døde han af leukæmi, og vores familie gik i stykker. Vi kunne ikke forestille os at være familie uden ham. Jeg var ti år gammel, og årene omkring hans sygdom og død var alvorlige og mørke. Jeg husker begravelsen og alle de voksnes grædende samtaler som uendelig triste. Men jeg husker også tiden som stærk, fordi venner, naboer og familie slog ring om os og var hos os. Ikke alle magtede det, men nogle gjorde, og det var helt afgørende både for mine forældre og for os børn. Vi var heldige at have mennesker omkring os, der ikke var bange for at være i det svære.

Mennesker, der er i sorg over at have mistet en af de nærmeste – et barn, en ægtefælle, en bror, en god veninde – oplever ofte oven i sorgen en stor ensomhed. Til begravelsen var kirken måske fuld, og der var mange, der sagde: ”Du skal bare ringe, hvis der er noget” og helt sikkert mente det, men der blev aldrig ringet og ugerne gik. Månederne gik. Årene gik måske. Og det blev ikke lettere at ringe eller komme forbi. Og hvad skal vi også sige? Vi vil så nødigt sige noget dumt. Vi vil nødigt gøre ondt værre. Men det er at tillægge vores egne ord alt for meget vægt. For den sørgende fylder savnet af den døde det hele i forvejen, og det vil oftest være langt mere sigende og larmende, hvis man ikke vil tale om den døde og alt det, der er svært.

Det er ikke for at pege fingre ad os. Jeg tror, de fleste af os har et ønske om at gøre det rigtige, men bare har svært ved at finde ud af, hvad det rigtige er. Vi er efterhånden en kultur, der er er fattige på ritualer og uskrevne regler, når det kommer til døden. Det er en skam, at det er sådan, og det stiller os dårligt i forhold til at give døden dens naturlige plads i et såkaldt moderne liv. Måske fordi vi tænker, at døden er en fiasko, at den er indbegrebet af ikke at være lykkedes? Men døden er jo netop ikke det særlige, men det helt almindelige og naturlige. 

Vi gemmer ofte døden væk i den helt private sfære, men det forsvinder den ikke af. Langt snarere kommer vi til at frygte den, og langt snarere bliver de efterladte og sørgende ensomme, fordi de skal leve videre med deres døde alene. Tænk, hvis vi kunne få genetableret en kultur som fra mit barndomsland, hvor det blev ansat som helt naturligt, at afskeden med den døde var et fælles anliggende – og hvor man ikke overvejede at lade de sørgende være i fred, men bankede på og fandt på et eller andet at sige.

For vi lever med vores døde, både dem, der døde for længe siden og er en del af vores arv og historie – og dem, som er blevet revet fra os alt for tidligt, så vi står tilbage med helt åbne sår. Vi lever med vores døde, og det kan være en stor trøst, berigelse og inspiration, hvis vi ikke holder de døde for os selv, men deler minder og historier med hinanden.

ARRANGEMENT I AARHUS

Kirkegårdene er fulde af liv

I anledning af allehelgen løber De Dødes Dag for første gang af stabelen på Nordre- og Vestre Kirkegårde i Aarhus den 6. november. Hanne Jul Jakobsen er idekvinden bag arrangementet, der er en fælles dag for alle, der har mistet.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner