Håb er vist den eneste strategi, vi har

Af Cecilie Ahlmann Raaberg, præst

KOMMENTAR: Det der med at stikke fingrene i ørerne og håbe på at alt bliver bedre, det er bare strudsefinten. Rigtigt ægte håb, derimod, er ikke for kujoner.

Alle de bedste citater har tvivlsom oprindelse. Det gælder også det fuldstændigt fænomenalt twittervenlige slagord: Hope is not a strategy. Ingen ved vist, hvem der egentlig sagde det først, men en perlerække af amerikanske notabiliteter fra nu berygtede Rudy Giuliani til tidligere udenrigsminister Madeleine Albright og ikoniske football-træner Vince Lombardi har lavet coverversioner. Og de fleste af dem er også blevet udlagt som ophavsmand til ordene. 

I februar 2020 blev de importeret til dansk jord. Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen var en af de første danskere til at få færten af, at en influenza i Wuhan godt kunne gå hen og blive et problem i Danmark. Og den 11. februar brugte hun sætningen til at sætte trumf på i en intern mail om sagen for at sætte skub i håndteringen: Hope is not a strategy. Næsten præcis et år efter flyttede sætningen niveauet op, da statsministeren gentog den på et pressemøde: ”Håb er ikke en strategi”. Vi kan ikke bare krydse fingrene og håbe på, at det går over. Vi kan ikke bare stikke fingrene i ørerne og lukke øjnene og synge lalala for at drukne lyden af stormen og håbe, at det hele er bedre, når vi åbner dem igen.

Rigtigt ægte håb ser på kaos og helvede og ser det lige i øjnene og håber alligevel. Rigtigt ægte håb er benzinen, der får os til at køre, selv når lydpotten og gearkassen er stået af. 

Men jeg ved nu ikke, om lukkede øjne og krydsede fingre egentlig kvalificerer som håb; man kan vist bedre beskrive det som strudsefinten. Rigtigt ægte håb er ikke for kujoner, det er stædigt som bare fanden. Rigtigt ægte håb ser på kaos og helvede og ser det lige i øjnene og håber alligevel. Rigtigt ægte håb er benzinen, der får os til at køre, selv når lydpotten og gearkassen er stået af. Det passiviserer ikke, men får os til at handle. Rigtigt ægte håb er noget af det, der indtil videre har båret os nogenlunde igennem coronatiden i forhold til så mange andre lande: Håbet om, at afsavnene nytter noget, så der stadig er kræfter til endnu en tørn. Håbet om, at det får en ende, så vi ikke drukner i mismod og ligegyldighed. Håbet om, at vi er med i en historie, der ender godt. Håb er ankeret, der holder os fast i livet og ikke lader os flyde ud i bekymringerne.

Håb er faktisk en glimrende strategi. Måske ikke når man er ansvarlig for at håndtere globale pandemier. Men hvis man bare har sådan et helt almindeligt smukt og frygteligt menneskeliv med madpakker og kræftdiagnoser og prikkerunder og udmarvende coronatræthed, er det vist den eneste strategi, vi har.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner