Kierkegaard og corona, 4. del

Kærlighed

Af Pia Søltoft, præst i Christians Kirke og Esajas Kirke

KOMMENTAR: Coronaepidemien har gjort det til en udfordring at elske sin elskede og sine venner og kolleger – men lettere at elske sin næste. Søren Kierkegaard ville have været godt tilfreds, mener Pia Søltoft.

Corona-isolationen har været en udfordring for mange parforhold, fordi vi pludselig er blevet tvunget til at være meget mere sammen med vores elskede. Omvendt har vi måttet give afkald på at udleve kærligheden til andre af vores kærlighedsrelationer: Vi har ikke kunnet se vores gamle forældre, voksne børn, nære kolleger og venner. Eller hvad med dating? Det at være sammen på afstand synes ikke at være det mest befordrende for kærligheden. I hvert fald ikke, hvis kærlighed først opstår i mødet, det konkrete og fysiske møde, med det andet menneske.

Men sådan opfatter Kierkegaard ikke kærlighedens opståen. Den bliver ikke først til i forelskelsen eller ved synet af den nye baby. Den er der allerede. I grunden, i fundamentet af ethvert menneske. For Kierkegaard er kærligheden et givent faktum i verden. Og overalt kæder han dette faktum sammen med en religiøs forudsætning, der ganske enkelt lyder: Kærligheden er givet i verden, fordi den er givet af Gud, som ikke er en hvidhåret herre i skyen, men et forhold. Det forhold, at kærligheden findes. Gud er det, at kærligheden er. Eller Gud er kærlighed, som det lyder i 1. Johannesbrev, som Kierkegaard ofte henviser til. 

Kierkegaard forankrer altså kærlighedens ophav i Gud, men han sætter denne religiøse forudsætning, som han ikke tøver med at kalde kristen, sammen med vores almenmenneskelige erfaringer af og med kærligheden. Den menneskelige og den kristelige opfattelse af kærlighed er ikke den samme, men der er heller ikke tale om en konkurrence. De to er allierede.

Sammenhængen mellem det religiøse og det menneskelige skyldes, at Kierkegaard både opfatter kærligheden som en guddommelig gave og et menneskeligt grundvilkår. Han beskriver kærligheden som en grundfæstet trang i mennesket. En trang til at elske og en trang til at blive elsket. En trang til at modtage en andens kærlighed og en trang til selv at skænke en anden sin kærlighed. På den ene side opfatter Kierkegaard derfor kærligheden som en længsel eller et begær efter noget, vi savner – en andens kærlighed. På den anden mener han, at kærligheden ytrer sig som en overflod, som noget vi har for meget af og derfor trænger til at give væk. Og vi ville ikke vide, hvad kærlighed til og fra Gud og næstekærlighed var, hvis vi ikke kendte til trangen til kærlighed.

Vi opstiller en række spilleregler, som vi selv er ophav til, og derfor siger Kierkegaard, at mange kærlighedsforhold i virkeligheden er selvkærlighedsforhold. Vi opfinder vores egne elskværdighedskriterier og elsker os selv i den anden og vil have, at den anden spejler os og vores kærlighed. 

At kærligheden bor i Grunden i ethvert menneske betyder, at vi ikke selv har magten over den. Et menneske er ikke ”Herre og Selvhersker over sin Kjerlighed i samme Forstand, som man er det over sine Penge,” siger Kierkegaard i Kjerlighedens Gjerninger. Han klager over, at vi har en tendens til selv at ville mestre og magte vores kærlighed og derfor konstruerer en art kontraktforhold. Det sker, når vi vover at stille regler og kriterier op for et andet menneskes elskværdighed. Hvilket jo præcis er det, vi gør, når vi indirekte siger til vores potentielle partner: ”Jeg kan kun elske dig, hvis du er eller gør sådan og sådan”. Eller til vores aktuelle partner: ”Kun når du gør eller undlader at gøre sådan og sådan, lever du op til vores ”kærlighedskontrakt”.

Også når vi gør kærligheden til et ”Regnskabsforhold”, hvor vi så at sige kun vil ”investere” vores kærlighed, hvis vi er sikre på at få investeringen igen, har vi gjort os til selvskabte herrer over kærligheden. Vi har gjort kærligheden til et gengældelsesforhold: ”Når jeg gør det, skal du gøre det. Hvis jeg siger det, skal du sige det.” Vi sammenligner kærligheden i os selv med kærligheden i en anden. Vi opstiller en række spilleregler, som vi selv er ophav til, og derfor siger Kierkegaard, at mange kærlighedsforhold i virkeligheden er selvkærlighedsforhold. Vi opfinder vores egne elskværdighedskriterier og elsker os selv i den anden og vil have, at den anden spejler os og vores kærlighed.

I coronatiden har kærligheden netop været hårdt prøvet, fordi vi hele tiden har skullet være sammen med dem, vi elsker særligt, vores børn og andre samlevere, og hvis vi har konstrueret denne slags kærlighedskontrakter, er det ofte blevet tydeligt, at vi ikke er helt enige om de kontraktuelle forpligtigelser.

Radikalt bud 
om næstekærlighed

Som en grundegenskab definerer kærligheden mennesket som et socialt væsen. Kierkegaard kan direkte sige, at fordi vi er skabt med kærligheden ”i Grunden” er vi skabt til selskab. Kærlighedstrangen, trangen til at elske og blive elsket angiver, at vi er anlagt på hinanden. Men at vi har kærligheden i selve vores konstitution, betyder desværre ikke nødvendigvis, at vi handler godt. At vi har kærligheden i os, betyder ikke, at vi er kærlige eller gode, men at vi kan blive det, hvis vi forholder os på den rette måde til vores kærlighed. 

Næstekærligheden er en særlig radikal måde at forholde sig til sin kærlighed på. At være næstekærlig er ikke bare at være god ved børn og dyr og samle en flygtning op på motorvejen i ny og næ. Næstekærlighedsbuddet bygger ikke blot på en banal tanke om, at vi alle sammen skal være gode ved hinanden. Næstekærlighedsbuddet taler så at sige til os udefra. Næstekærlighedsbuddet bor ikke i samvittigheden. Men i samvittigheden skal vi afgøre, hvordan vi vil følge det. Hvordan vi i den konkrete situation kan handle næstekærligt. I samvittigheden skal vi ikke diskutere med os selv – og med Gud – hvorvidt vi vil adlyde buddet, for det er netop et bud, noget vi skal, hvis vi kalder os kristne.

Og buddet er radikalt. Næstekærligheden skal kunne rette sig, mod alle dem, vi ikke umiddelbart kender og elsker, nemlig den fremmede og fjenden. I næstekærligheden er det ikke den umiddelbare trang, der styrer. Og dermed fratages man den byrde, det ville være at skulle have lyst til at elske ethvert andet menneske. En byrde, intet menneske kan bære. At kræve af nogen, at de altid skal have lyst til at være kærlige, er et umenneskeligt forlangende. At kræve, at de skal, er noget andet.

Bundet sammen af fælles vilkår

Hvor kærligheden til vores særligt elskede har været vanskeliggjort af corona, har næstekærligheden tværtimod haft gode kår. I coronatiden har vi på den ene side oplevet adskillelsen fra dem, vi sædvanligvis er sammen med i det nære, men ikke bor sammen med: kollegaer, venner, menigheden og alle dem, vi bare møde på gaden, i Brugsen eller i nattelivet. Men på den anden side har det globale aspekt ved Covid-19 også vist os, at vi er bundet sammen af en grundlæggende menneske-lighed. Ikke fordi vi ligner hinanden, men fordi vi som mennesker deler sårbarheden som vilkår.

Og til sårbarheden som et almenmenneskeligt vilkår svarer barmhjertigheden som en side af næstekærligheden. I Kjerlighedens Gjerninger optræder ordet ”Næste” stort set altid i anførselstegn. Det er ikke tilfældigt. Det skyldes at ”Næsten” i en vis forstand slet ikke er et konkret andet menneske. ”Næsten” skabes gennem måden, vi forholder os til vores medmennesker på. Kierkegaard siger direkte at ”Begrebet "Næste" er egentligen Fordoblelsen af Dit eget Selv” og mener hermed, at ethvert andet menneske, dansker som italiener, svensker som somalier, er lige så meget menneske, som man selv er og derfor lige så meget værd at elske. Coronaen har vist os, at vi alle er i samme båd uanset etnicitet, religion og kultur og derfor er det måske blevet lettere at se også den fremmede og fjenden som vores næste?

Næstekærligheden er for Kierkegaard en specifik kristen skikkelse af kærligheden. Og vi kan netop benytte vores erfaring under coronaen til at se næsten i ethvert andet menneske, også i de mennesker, kærester, ægtefæller og børn, hvor det under isolationsperioden måske er blevet klart, at vores selvkonstruerede kærlighedskontrakter ikke holder. Men at se det andet menneske som en næste kræver ingen kontrakt, det er en kristen pligt.

Collage af foto fra Wikimedia Commons, taget af Jean-Pierre Dalbéra/Flickr, og coronamotiv af Diana Kuehn/Pixabay.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner