Subtil racisme

"Du er jo ligesom alle 
os andre!"

Af Birgitte Rosager Møldrup, sognepræst og migrantpræst i Jelling

KOMMENTAR: George Floyd døde ikke, fordi han var sort. Han døde, fordi nogen tillagde ”sort” betydning. Præcis som i slagordet ”Black Lives Matter”. Det er absurd.

Selvom jeg har været præst i ualmindelig mange år, så kan jeg godt huske, da jeg kom til sognet ude på landet: single og direkte fra storbyen, moderat rygende blå Kings. Jeg blev inviteret med til både bryllupper og den årlige ”snefest”, og jeg hang på, så godt jeg kunne. Og ikke kun én gang, men mange gange har jeg, når de så mig både drikke og ryge, fået at vide ud på de små timer: ”Du er jo ligesom alle os andre”. Jeg smilede sødt og sagde: ”Ja”. Selvom personen i samme nu havde bekræftet, at jeg netop var anderledes. For jeg ved, at hverken den nytilflyttede dagplejemor eller typograf nogensinde ville få den bemærkning. For selvfølgelig er de ligesom alle andre. Men når præsten viser op til flere menneskelige træk, så er det så overraskende at det må siges: Du er jo ligesom alle os andre. Og ordene, der skulle knytte os sammen, blev ord, der for mig understregede en forskellighed, som både er præstens svøbe og redskab. Men det er en helt anden snak. For grunden til, at jeg trækker denne historien frem af sindets gemmer, er, at noget i debatten om race skurrer i mine ører. Og det er underligt nok ordene ”Black Lives Matter”. Sorte liv har betydning.

Når man siger, at sorte liv har betydning, så er det på en måde lige så absurd som at sige til præsten, at hun er ligesom alle os andre. For selvfølgelig har sorte liv betydning – ligesom præster har menneskelige træk. 

Jeg har store forventninger til det oprør, der er startet efter det ulykkelige drab på den sorte George Floyd i USA. Jeg håber, at racisme for alvor kan blive noget som USA og alle andre lande kan lægge bag sig. Men jeg må indrømme, at jeg har bange anelser.

For når ordene ”Black Lives Matter” skurrer i mine ører, så er det selvfølgelig, fordi man i samme nu understreger en forskel, som jeg ikke forstår: at hvide og brune og sorte er forskellige. Jo, det er forskellige farver, men det er da også det eneste. Vi er jo netop ikke forskellige. Så når man siger, at sorte liv har betydning, så er det på en måde lige så absurd som at sige til præsten, at hun er ligesom alle os andre. For selvfølgelig har sorte liv betydning – ligesom præster har menneskelige træk. Præmissen er ligesom forkert. Man peger på noget bestemt – på det, der udhæver den sorte i forhold til alle andre mennesker med andre hudfarver. Det er vist det, man kalder identitetspolitik. Og det kan næsten blive sådan en form for subtil racisme, men det er måske at tage munden for fuld.

Det er så mærkeligt, for den ene dag i Kristeligt Dagblad læste jeg en udtalelse fra forfatteren Ida Jessen om, at ”man aldrig er mere fri, end når man er mindst sig selv”. Nogle dage senere kunne jeg læse en anden fast skribent udtale, at man er ”aldrig mere fri, end når man er helt sig selv”. Begge to har ret - og mener vist næsten det samme. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi tager en beslutning om, hvordan vi bruger ordene ”at være sig selv: Når jeg er helt ”mig selv”, er det så, når jeg adskiller mig fra andre? Eller er det, når jeg er et menneske i menneskeheden? Ida Jessen beskrev den befrielse det kan være at være sammen om noget, der ikke har noget at gøre med, hvem man i øvrigt er genkend-bar som. Hendes eksempel var vist en stoleoprydning, hvor hendes forfatteridentitet sådan set var helt irrelevant. 

Var Floyds farve relevant? Døde han, fordi han var sort? Nej, han døde, fordi der var en politimand, der tilsyneladende mente, at han ikke skulle tage vare på Floyds liv, fordi Floyd var sort. Men det er jo politimanden, der er gået i selvsving i forhold til menneskers identitet – og gør den ene ting, der adskiller Floyd fra mennesker med andre hudfarver, til hele Floyds identitet. Det relevante – og derfor det, man skal have fokus på for at forhindre gentagelser – er ikke, at Floyd var sort, men at en mildt sagt ureflekteret politimand sandsynligvis lod det faktum, at Floyd var sort, få den skæbnesvangre betydning, at han dræbte ham. At en eller mange politimænd agerer sådan, har mindre med race end med kulturen blandt politimænd at gøre. Politimanden skulle jo have lært, at mennesker er lige, og at det er vores fælles identitet, og det er den identitet, vi altid skal se først hos et menneske. Det ville være en ægte befrielse.

Identitetspolitik er måske bare virkelig noget møg, når det gælder kampen mod racisme: at vi hele tiden skal fokusere på det, der gør os særlige i forhold til andre, og kæmpe som gale spektakler for at forblive særlige uden at blive sat uden for fællesskabet. For hvad nu, hvis vi fokuserede på det ikke-særlige? Det, vi er fælles om? Så kunne vi blive virkeligt frie.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner