Prins Philip gav sig selv væk og vandt den største pris

Af Heidi Bisgaard, præst i Ebeltoft, Draaby og Handrup Kirker

NEKROLOG: Prins Philip bliver maratonmindet over hele verden, fordi han er et modbillede til historien om forfald i både kongehuse og ægteskaber. Hans betydning for Huset Windsor var langt større, end titlen som prinsgemal antyder, og det er en opmuntrende fortælling. 

Prins Philip er død. Næsten 100 år blev han. En imponerende alder og et ekstraordinært liv.

Hvis ikke det var for The Crown, serien om det engelske kongehus’ centrale medlemmer siden anden verdenskrig, som kan nydes på Netflix, ville budskabet om prins Philips død være endt i den store bunke med uvedkommende information, som hver dag ryger ind ad det ene øre og ud af det andet. Særligt nyheder om det engelske kongehus, som de sidste mange år i pressen har trukket den ene skandaleoverskrift efter den anden, har ligesom nået et lavpunkt af nul-interesse. Hvorfor spilde sin tid med den slags selvoptagne ligegyldigheder. Hvad skal vi egentlig med monarkiet?

Men nu er den populære Netflixserie blevet en kæmpesucces og har påvirket synet på det britiske kongehus, monarkiets rolle for et demokrati, men sandelig også åbnet øjnene for de to ’gamle’ i det britiske kongehus, Dronning Elisabeth II og Prins Philip. Også de har været unge engang. Også de har gennemlevet alle mulige kriser, hvorigennem deres forskellige personligheder kommer til udtryk, og derfor er deres historie interessant, spændende, inspirerende at dykke ned i. Ikke kun af historiske grunde, men i høj grad af nutidige grunde, fordi de gennem deres måde at bære deres titler og pligter og været ægtefæller på, den måde prins Philip har støttet op omkring sin hustru på, bliver en slags modbillede til den historie om forfald, som ellers har præget det 20. århundreds fortællinger om kongehuse og ægteskaber.

For det er jo sandt, at det ikke kun var cigaretterne, han måtte lægge på hylden for Elizabeths skyld. Han måtte også opgive sin elskede karriere i marinen, han kunne ikke engang få lov at give sit navn Mountbatten til sine egne børn. Han har måttet kæmpe for at finde mening i den rolle, han som prinsegemal har båret, som dronningens ægtefælle.

Philip Mountbatten, prins af Grækenland og Danmark levede i syv årtier i skyggen af sin hustru, dronning Elisabeth II – men hans stærke personlighed gjorde, at han ikke bare var en professionel ægtefælle. Så hvem var manden, der altid gik tre skridt bag monarken?

Prins Philip blev født i Grækenland den 10. juni 1921 på den græske ø Korfu. Hans familiære ophav gjorde, at han var født med titlen prins af Grækenland og Danmark. Men trods de fine titler og det royale ophav spillede skæbnens luner fra begyndelsen en stor rolle i den lille Philips liv.

Inden sin første fødselsdag må familien på grund af et statskup flygte fra Grækenland, og det er begyndelsen på en barndom med mange brud og tab. Da Philip er otte år, går hans familie mere eller mindre i opløsning, han er vidne til sin mors nervøse nervesammenbrud og indlæggelse på et psykiatrisk hospital. Faderen, prins Andrew af Grækenland, forsvinder til den franske riviera med en elskerinde. De fire ældre søstre får alle gennem deres ægteskaber nære relationer til Nazityskland, mens barnet Philip overlades til sin mors slægtninge i England.

Det er herfra, prins Philips efternavn Mountbatten stammer, en anglisering af det tyskklingende familienavn Battenberg. I teenageårerne bliver den skotske kostskole Gordonstoun hans hjem, en skole med en pædagogik, som nok ikke ville gå i dag, med kolde bade og krævende løbeture, som skal bekæmpe de fordærvende ungdommelige lidenskaber.

Prins Philip har senere udtalt sig sådan om sin barndom: ”Familien gik hver til sit. Min mor var syg, mine søstre blev alle gift, min far var i Sydfrankrig. Jeg måtte bare se at komme videre. Det gør du. Det gør man”.

Da Philip forlod skolen, var England på nippet til at gå i krig med Tyskland. Philip gik ind i den britiske marine, hvor han viste sig at være en meget dygtig og talentfuld kadet. Det var i juli 1939, at skæbnen igen kom på spil i Philips liv, da han blev hvervet til at underholde de to prinsesser Elisabeth og Margaret under et besøg af kong George VI. Elisabeth var da 13 år og var fra første blik betaget af den flotte, høje, slanke unge mand med de dybtliggende øjne. Da krigen bryder ud og Philip bliver sendt for at gøre krigstjeneste til det Indiske Ocean, holder de to unge og forelskede mennesker forbindelsen til hinanden. Det til trods for at man ved hoffet ikke var faldet bagover af Philip Mountbattens unge charme.

Onde tunger sagde om den unge bejler, at han var grov, uden manerer, dårligt uddannet og han helt sikkert ville vise sig illoyal og utro. Men uanset hvad der blev sagt, holdt den unge prinsesse fast i sin kadet. 

Og kærligheden var gengældt, som det ses af et brev Philip skrev til sin svigermor i 1946, hvor han skriver: ”Jeg er sikker på jeg ikke fortjener alt det gode som er sket for mig. At have overlevet krigen og fået sejr, at været blevet givet en chance for at falde til ro og omstille mig selv, at blive væltet omkuld kærligheden så fuldstændigt og uden nogen reservationer, får alle mine personlige og endda verdens problemer til at synes bitte og små.”

I 1947 giver kong Georg VI det unge par tilladelse til ægteskab. Men først må den unge mand blive nationaliseret britisk, blive medlem af den anglikanske kirke og opgive sine udenlandske titler. I stedet bliver han på sin bryllupsdag gjort til hertug af Edinburgh.

Det er på dette tidspunkt, Netflixserien The Crown indleder sin fortælling om det britiske kongehus, med en samtale mellem de kommende ægtefolk, dagen før de skal giftes.

Lettere irettesættende siger Elisabeth: ”Skal du virkelig ryge, du ved, hvordan jeg hader det.”

Philip svarer ”Synd! Jeg elsker det, men som med så meget andet stopper jeg for din skyld.”

”Du har 24 timer til at ændre mening,” svarer Elisabeth.

”Det er for sent,” lyder svaret. ”Jeg har allerede skrevet under og givet mig selv væk.”

”Eller måske vundet den største pris på jorden?” forsøger Elizabeth med et lille smil.

”Det synes de i hvert fald,” svarer han og nikker ind mod hoffet.

Hans kvikke bemærkning får det til at stå stille et lille øjeblik. Hvad mener han?

Inden Elizabeth når at svare, siger Philip selv: ”Og det synes jeg også.” 

Scenen viser prins Philips liv i kortform. Hans skæbne har ikke været helt let, men han bar den med stil og kærlighed. 

Philip bliver en del af Huset Windsor. Herfra kender vi hans historie. 73 års ægteskab som prinsegemal til dronning Elizabeth II; han har levet så længe, at han har set fire børn og otte børnebørn blive voksne og ti oldebørn komme til verden. Det er imponerende og privilegeret i sig selv.

Men nu hvor Prins Philip er død, og hans liv, hans gerning, som er så forbundet med ægteskabet med dronningen, må vi spørge igen: Betød ægteskabet med Dronningen, at han gav sig selv væk, da han skrev under på vielsesattesten?

For det er jo sandt, at det ikke kun var cigaretterne, han måtte lægge på hylden for Elizabeths skyld. Han måtte også opgive sin elskede karriere i marinen, han kunne ikke engang få lov at give sit navn Mountbatten til sine egne børn. Han har måttet kæmpe for at finde mening i den rolle, han som prinsegemal har båret, som dronningens ægtefælle.

Spørgsmålet om monarkiets fremtid, diskuteres jævnligt. I det 20. århundrede har parallellen til Thomas Manns store fortælling, Huset Buddenbrooks, rumsteret. Har de royale huse nogen overlevelseskraft ind i vores moderne tid?

Hertugen af Edinburgh glemte aldrig, hvordan hans familie måtte flygte ud af Grækenland, og han troede stædigt på, at monarkiet måtte tilpasse sig for at overleve. Mange har beskyldt Huset Windsor for at være ramt af den Buddenbrookske syge. En sygdom, hvis symptomer viser sig ved, at de bærende personer begynder at blive for optagede af sig selv og blive i tvivl om deres rolle, samtidig med at enhver udfoldelse hæmmes af gamle, stive traditioner og protokoller.

Men prins Philips format var et andet. Hans omtumlede opvækst gjorde, at han kom med noget andet til Huset Windsor. Han kom ikke alene med evner, men også vilje og fornemmelse for virkeligheden uden for Buckingham Palaces beskyttende mure. Dermed bliver prins Philip et billede på Huset Windsors levekraft. Han var og er fortsat med til at stille den engelske kongefamilie i et andet perspektiv, vise at de var mere modstandsdygtige end som så.

Hans blik for, hvad der var brug for, viser sig f.eks. i hans ide til de ugentlige uformelle frokoster, hvor dronningen kan møde almindelige mennesker, som kommer med en bred baggrund. Prins Philip var med til at ændre på de forældede uniformer, og da han opdagede at der var to køkkener i paladset, et der lavede mad til den royale familie, og et der lavede mad til de ansatte, fik han det ene køkken lukket. Han havde fornemmelse for brug af medier, hvilket betyder, at man kan se Dronning Elizabeths kroning på YouTube hvis man vil. Han havde i hundredvis af protektorater. Især er det interessant, at han viste en stor og dyb interesse for naturen. Han skrev mellem 80 og 100 taler om året. Han læste bøger.

Han står i det hele taget som et menneske, der ikke bare kunne forstå virkeligheden uden for en privilegeret royal tilværelse, men også forstod virkeligheden inden for de royale mure. Dertil viser han gennem sit livs historie, hvad loyalitet, troskab er - hvad det betyder, når det er der. Hans loyalitet over for dronning Elizabeth har skabt noget, andre kunne tro på og have tillid til – en hel nation kunne have tillid til. Herved kommer prins Philip til at kaste et nyt interessant lys ind over nogle af de institutioner, som har vaklet i det 20. århundrede. En del af hans eftermæle bliver også et spørgsmålstegn ved tidens kritik af de gamle institutioner, kongehusets betydning for et samfund og et demokrati, og tillige ægteskabets betydning. 

Prins Philip historie er en moderne modfortælling. Mm et menneske, der tog et ansvar på sig, bar sin pligt, som om han havde vundet den største pris. Det er det, han giver til vor tid. Æret være hans minde.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner