Tal kærligheden frem i stedet, Nynne Sass Larsen

Af Søren Fahnøe, Skt. Mortens Kirke

KOMMENTAR: Både Henrik Sass Larsens datter og sønnen af Juventus’ for tiden upopulære træner er blevet skydeskive på grund af deres forældre. Men mens Nicoló Pirlo bakkes op af klub og fans, er støtten til Nynne Sass mere afdæmpet. Nietzsche og Kierkegaard kan forklare os hvorfor.

Både Henrik Sass Larsens datter og sønnen af Juventus’ for tiden upopulære træner er blevet skydeskive på grund af deres forældre. Men mens Nicoló Pirlo bakkes op af klub og fans, er støtten til Nynne Sass mere afdæmpet. Nietzsche og Kierkegaard kan forklare os hvorfor.

Nyheden om Nynne Sass Larsen vs. tabloidpressen tikkede ind, samtidig med at Juventus-træner Andrea Pirlos søn tog bladet fra munden i de sociale medier og satte italienske sportsjournalistister og hadefulde fans på plads.  

Jeg tænker: Hvor kan det dog koste dyrt at være barn af en offentlig person! 

Juventus-trænerens søn er blevet truet på livet, fordi hans far ikke har ført holdet frem til det italienske mesterskab, og politikerdatteren Nynne Sass Larsen fortæller om al den smerte, tabloidpressens jagt på hendes far, Henrik Sass Larsen, har kastet ind over hendes barndom.

På Instagram fortæller træner Andrea Pirlos søn, Nicoló, om sine oplevelser: ’Jeg modtager hver dag beskeder om, at man ville ønske, jeg var død, fordi jeg er søn af Andrea Pirlo. Jeg er bare 17 år. Jeg modtager de her beskeder, ikke fordi jeg gør noget særligt, men fordi jeg er søn af en træner som de sandsynligvis ikke kan lide.’

Det er det samme med Nynne Sass Larsen. Hun gør heller ikke noget særligt, hun er blot datter af en kendt politiker. Nynne skriver nu som vred ung kvinde i Jyllandsposten, at Ekstra Bladet og BT i 2011 ’koldt og kynisk hugger hovedet af’ hendes far ’gang på gang, overskrift for overskrift’. Hun husker den lammende afmagt sådan: ’Tilbage står jeg tilbage på pladsen og kan se min fars hoved rulle i rendestenen. I har gejlet folket op, jubel fyldte gaderne: Rockersvin! Tudeprins!’ Hun husker, hvordan hun fik tæv på legepladsen og blev truet på grund af avisoverskrifterne om hendes far. Nu giver hun smerten stemme, nu skal de forholde sig til, hvad de har gjort imod hende – og ’de’, det er tidligere og nuværende chefredaktører på Ekstra Bladet og BT.

Personligt kan jeg genkende mig selv og mine egne mindre charmerende sider i det, Nietzsche skriver. Alt for klart. Alligevel tror jeg, at pointen om, at det koster dyrt at være barn af en kendt person, er svær at få igennem, hvis man serverer den som en jeg anklager-tekst, sådan som Nynne Sass Larsen gør. Hun føler, hun har fået bank; nu slår hun igen.

Spillets regler i politik og sport er, at man skal kunne klare mosten som politiker og træner. De er blevet valgt på et løfte. Pirlo har lovet at føre Juventus til sejr. Sass Larsen har lovet at være de smås værdige repræsentant på tinge som the good guy, der både kender gadens sprog men alligevel er den gode retfærdige prins fra eventyret. Men Juventus tabte, og formiddagspressen fik fremstillet Sass Larsens relationer til gamle venner som rigeligt tætte. Vælgere og fans glemmer ikke svigtede løfter. Sådan er spillet.

Byen Torinos anonyme had mod den unge Pirlo er derimod udenfor spillets område, og det var lynchstemningen i Køge mod familien Sass Larsen også. Men de to unges brug af pressen vil få to forskellige udfald, tror jeg. Trænersønnen i Torino har allerede fået støtte i klubbens enorme bagland; de anonyme fans, der truede ham på livet, står tilbage som adfærdsvanskelige børn, der ikke forstår legens grænser, mens politikerdatterens angreb på navngivne danske chefredaktører får et tja, bumbum som reaktion i pressen i dagene efter.

Og hvorfor er der denne forskel?

Personligt tror jeg, at vi må gå en omvej og forstå noget om os selv først for at komme en forklaring nærmere. For det, som unge Pirlo og Sass Larsen har oplevet, er ikke et moderne fænomen; det har rødder tilbage i den tidlige del af civilisationens historie. I bogen Moralens oprindelse skriver filosoffen Nietzsche om løftet som afgørende for, at vi går fra dyr til mennesker. Vi blev sociale og moralske menneskedyr, da vi begyndte at afgive løfter – og med løfter følger et pant. Hvis du lover noget, må du vise, at du står inde for det. Så må du pantsætte noget af dig selv, noget, som giver magt over din ”krop eller kone eller frihed eller liv”, skriver Nietzsche, ligesom når man sværger ved noget.

Og nede i det menneskelige urdyb ligger der en ældgammel kobling mellem løfter, grusomhed og skadefryd. Det er i det grundlæggende kontraktforhold mellem alle mennesker, i gælden og dens pant, at vi kan få afløb for vores lige så basale trang til at ødelægge andre, der er vores konkurrenter om mad og mage. I den retmæssige reaktion på misligholdelsen af løftet skal vi ikke skamme os over vores trang til grusomhed.

Ifølge Nietzsche er vi altid i et kreditor-debitor-forhold til hinanden, ja, basalt set er menneskelige relationer baseret på løfter og gæld. Ved en vielse lover vi hinanden at elske hinanden i medgang og modgang. Når jeg ansættes i en stilling, lover jeg at arbejde for arbejdsgiveren i 37 timer om ugen. Når jeg sætter børn i verden, lover jeg indirekte at have dem med i alle mine andre vigtige livsvalg, så de ikke af den grund udsættes for mere end jeg tror, de kan klare. Og hvis du lover noget, så udsætter du dig for, at din kreditor bruger sin magt. Aftaler bygger på pant og trusler: Truslen om skade skal holde dig til løftet.

Sådan lærte vi at holde vores løfter, siger Nietzsche. Vi fik hukommelsen, så vi kunne huske vores løfter og panter, vi fik samvittigheden, og vi fik retten til at påføre skyldneren smerte, hvis han glemte løftet. Alt sammen tilbage i urtiden. Sådan får du enten det, du blev lovet – eller en erstatning for det. Skadefryd er en erstatningsfølelse, men den giver lang tilfredsstillelse.

Det er blandt andet disse mekanismer, som aktiveres, hvis man ikke synes, at en sportstræner eller en politiker lever op til løftet. Du lovede mig, at du kunne føre mit hold til sejr; men det skete ikke. Og derfor kan lysten til at påføre skade på løftegiverens ”krop, kone, frihed eller liv” – eller søn og datter – let opstå; det er indlejret og ligger helt nede i motorrummet i vores kultur. Og det sker jo hver dag, i Italien, Danmark, jorden rundt.

Personligt kan jeg genkende mig selv og mine egne mindre charmerende sider i det, Nietzsche skriver. Alt for klart. Alligevel tror jeg, at pointen om, at det koster dyrt at være barn af en kendt person, er svær at få igennem, hvis man serverer den som en jeg anklager-tekst, sådan som Nynne Sass Larsen gør. Hun føler, hun har fået bank; nu slår hun igen.

Jeg kunne til gengæld godt lide den overskudsagtige formulering, som Pirlos søn brugte: ”ikke fordi jeg gør noget særligt, men fordi jeg er søn af en træner, som de sandsynligvis ikke kan lide”. Sandsynligvis – det er en åben formulering, han ved det ikke, og vi ved heller ikke med sikkerhed, hvad der er tænkt på avisredaktionerne, da Sass Larsen kom i vridemaskinen. Pirlo åbner for den mulighed, at det hele bare var en fejl, der kan tilgives.

Og selvom jeg genkender skadefryden fra mig selv, tror jeg på, at man kommer længere med modfortællinger til Nietzsches afhandling om grusomhed, skadefryd, løfter og hukommelse. Det er fortællinger, som Nietzsche også kendte men vist ikke troede på, nemlig fortællinger om den gådefulde gave, der ikke kræver pant, om uforstandigt overskud og tilgivelse.

De ligger ikke helt så dybt i os som de førnævnte kulturlag fra urtiden, som Nietzsche skrev om, men til gengæld kan disse fortællinger tale til selvbeherskelse og omtanke og hensynstagen – menneskelige træk, som de fleste af os heldigvis også kender og ved er nødvendige for at være til sammen. Det er ofte et godt udgangspunkt for at nå til en samtale eller til en indrømmelse fra en, der har gjort os ondt.

Omvendt: Hvis vi offentligt udskammer et andet menneske for at få dem til at bekende eller indrømme en fejl, opnår vi det sjældent. I stedet får vi enten modangreb eller forstilt underkastelse. Hvis Nynne Sass Larsen i udgangspunktet tror, at chefredaktørerne på Ekstra Bladet og BT bekymrer sig om hendes smerte, forudsætter hun, at de i grunden er kærlige mennesker.

Og så må hun gøre, som Kierkegaard sagde, at man skulle, når man stod overfor et andet menneske, man ville bevæge i retning af forståelse af sig selv. Nemlig at ”elske dem op fra grunden” i den fortælling, hun sætter dem ind i.

Derfor skal hun tale til dem som kærlige mennesker. Hun skal tale med overskud, i lighed med det, som Pirlos søn gjorde. Måske kunne hun sige: ”Tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet, som tegnede avisen i næsten 20 år, er ikke længere chefredaktør, han gik blandt andet af for at få mere tid sammen med sin datter. Noget af det sidste, han gjorde, var at få fjernet massageannoncerne fra Ekstra Bladets sider. Det ser jeg som to prisværdige handlinger – to tegn på at han ville være en god far, og at han satte sig i andres sted, nemlig de prostitueredes. Jeg håber, at han også vil sætte sig i mit.”

Jeg tror, at vi er mange, der kan se den frygt og smerte, som Nynne Sass Larsens erindringsbillede kalder frem igen. Hun skriver ud af et underskud, men hendes anliggende er en imponerende overskudshandling, et forsøg på at hjælpe andre. Hendes sag skal derfor ikke være for let at pakke væk. Og jeg tror, at der er større sandsynlighed for at komme videre med denne sag, hvis hun og vi alle i udgangspunktet prøver at gå en omvej med en tiltaleform, der forudsætter, at de fleste mennesker er elsk-værdige trods alt. 

Instinktet siger: Gå efter struben. Viljen kan lære os at sige: Vær dog et menneske.

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner