Vi bilder os selv ind, at alder bare er et tal

Af Lotte Blicher Mørk, præst på Rigshospitalet

KOMMENTAR: Vi drømmer alle sammen om at dø som 90-årige med et glas portvin i hånden efter god sex. Men det leder let til et forkvaklet menneskesyn, hvor det er en fiasko at blive gammel.

“Målet er, at vi alle skal dø raske” sagde en politiker engang. Det mål bliver svært at nå. Statistikken siger, at de fleste af os kommer til at dø langsomt af en sygdom. Men dette jubeloptimistiske udsagn siger meget om vores forhold til alderdom: Vi tror alle, at vi kommer til at dø af et hjerteslag som spændstige oldinge, med et glas portvin i hånden efter god sex. Vi bilder os selv og hinanden ind, at alder bare er et tal; vi styrer selv, hvor gamle vi er. Som præst på et hospital ser jeg gang på gang, at der bliver behandlet på de gamle, svagelige kroppe, som bildes ind, at de kan helbredes. Men ingen fortæller de gamle om alle de sygdomme, der kommer i kølvandet på behandlingen - alene pga. kroppens forfald. Forestillingen om evig ungdom avler et forkvaklet menneskesyn, som ikke levner plads til det forfald, der i virkelighedens verden er alderdommens uundgåelige følgesvend.

Vi bliver gamle, syge og svage – det er et fælles livsvilkår. Ikke at vi bliver ens af den grund, som aldringsforskeren Henning Kirk påpeger, når han kritiserer tendensen til, at politikere og medier bruger alderdommen som forklaring i sig selv og siger “... alderdommen betyder jo, at ...” Hvem er de her ”ældre” egentlig, spørger Kirk og pointerer, at alder alene indikerer, hvor mange år vi har levet. 

På en måde er jeg enig. Jeg er også dødtræt af tidens aldersfascisme. Men alder er alligevel mere end et tal. Vi er nødt til at erkende, at hver gang vi fylder år, rykker vi tættere på døden. Det er indbildning at tro, at det er vores eget ansvar, om vi påvirkes af alderens forfald. Selvfølgelig er det godt at svinge golfkøllen, løbe et halvmarathon eller lære om Foucault. Men hvad med alle dem, der ikke har råd, tid, mulighed, opbakning, eller som simpelthen er for syge eller gamle?  

Det 'normale' er at være evig frisk. Og dermed bliver aldringen og forfaldet en fiasko – ikke livets uundgåelige gang. Det kommer der ikke noget godt ud af. Vi kan ikke andet end tabe til livets realiteter, hvis vi tror, at vi selv er herrer over forfaldet og nægter at overgive os til naturens magt.

Litteraturprofessoren Thomas Bredsdorff har skrevet bogen “Tøsne og forsytia”. En usentimental og rørende beretning om hans kones Alzheimer-sygdom og om vores holdning til aldring, sygdom og forfald. Han påpeger, at hvis vi tror, vi selv styrer, hvor gamle vi er, ender vi med at føle os konstant skyldige. Vi ender i det, han kalder 'gerontologisk religiøsitet'. Her lyder trossætningen, at gamle bare er en anden slags unge, og hvis man som gammel er svækket, er det ens egen eller samfundets skyld - ikke alderens. Det 'normale' er at være evig frisk. Og dermed bliver aldringen og forfaldet en fiasko – ikke livets uundgåelige gang. Det kommer der ikke noget godt ud af. Vi kan ikke andet end tabe til livets realiteter, hvis vi tror, at vi selv er herrer over forfaldet og nægter at overgive os til naturens magt.

Så lad os stoppe med at se alderdom og forfald som et problem, vi kan løse. Det er et menneskeligt vilkår, der ikke kan behandles væk. Du skal selvfølgelig tage kontrol over dét, du rent faktisk kan tage kontrol over; hold dig sund og i gang. Men besind dig på det uundgåelige, nyd årenes indsigt og se på alderdommen som et privilegium. Eller som den 28-årige uhelbredeligt syge mand sagde til mig: “Bare det var mig, der blev gammel”. Alderdom er et livsvilkår, hvis du ellers er så heldig at nå dertil.

Kommentaren er en bearbejdet version af en klumme fra Ugeskrift for Læger.

Billederne er fra Golden Days-festivalen 2020 med emnet 'Forever Young', hvor Lotte Blicher Mørk talte om jagten på det evige liv. (Foto: Henrik Dons Christensen)
Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner