World Press Photo: Derfor vinder Mads Nissen på torsdag

Af Kåre Gade, bach.teol., fotograf og redaktør 

KOMMENTAR: Katastroferne har bibelske dimensioner i årets konkurrence om verdens bedste pressefoto. Men ét billede skiller sig ud: det danske. Fotograf og kirke.dk-redaktør Kåre Gade forklarer her, hvorfor han tror det vinder.

Dommerne i konkurrencen World Press Photo, Picture of the Year, har altid haft en faible for det apokalyptiske. Bilbomber, skovbrande, oversvømmelser og begravelser af krigens og hungerens ofre – den slags billeder er konsekvent i overtal blandt finalisterne. Fremstillingen af året, der gik, er bibelsk, både i fascinationen af katastrofen og i den underliggende moralske harme: Se, hvilke elendigheder menneskene bringer over hinanden!

De nominerede i 2021 er ingen undtagelse: En såret mand efter gigantgødningseksplosionen i Beirut. En kenyansk bonde i en græshoppesværm. En fordrevet familie fra Nagorno-Karabakh. En ældre, hvid mand, der råber ad en sort kvinde ved en Black Lives Matter-demonstration.

Jo, der er også et umiddelbart poetisk billede af et ungt par, siddende i aftensolen på en seng. Men selv dette fotografi har en dyster baggrund, forstår man på den ledsagende tekst: Den ene af de to er transkønnet, og stedet er Sankt Petersborg i Rusland, hvor transkønnede diskrimineres.

Dette billede og dets kontekst er i øvrigt påfaldende tæt på det fotografi, som vandt konkurrencen i 2015, og som viste to homoseksuelle mænd i et ømt øjeblik på sengen i en lejlighed i Sankt Petersborg. Det var Politiken-fotografen Mads Nissen, der havde taget billedet, og netop Mads Nissen er igen i år blandt finalisterne i konkurrencen. Jeg er sikker på, at det igen i år bliver ham, der løber med sejren.

Se alle seks nominerede billeder nederst

I middelalderen skulle de spedalske bære en klokke for at advare andre mod risikoen for smitte. I dag er løsningen digital, og bevisbyrden vendt om: Vi skal hver især bevise, at vi ikke smitter, hvis vi vil have adgang til fællesskabet.

Hans billede er taget i august 2020 i Brasilien, hvor han dækkede coronapandemien. Det er det eneste af de seks nominerede billeder, der skildrer den begivenhed, som på den ene eller anden måde berørte flest mennesker i verden i det forløbne år.

Siden marts 2020 er der taget usandsynligt mange billeder af ensomme døende på kaotiske hospitalsstuer, udmattede læger i beskyttelsesdragter, overfyldte lighuse og grædende efterladte ved hastigt anlagt massegrave. Der er ingen mangel på fotografier, der skildrer pandemien som en nutidig egyptisk plage, og som derfor ville være klassiske World Press Photo-kandidater.

I det lys skiller Mads Nissens billede sig ud. Her er ingen syge, døde eller efterladte, men to mennesker i kærlig omfavnelse.

Den ene person, en lille, gråhåret kvinde, har ryggen vendt mod beskueren. Hun omfavner – og omfavnes af – en yngre kvinde, som har front mod beskueren. Denne kvinde er iført mundbind og har lukkede øjne. Hun er et hoved højere end den gråhårede, som derfor virker lille og skrøbelig.

Ved første øjekast er billedet forvirrende. Baggrunden bag de to personer er sort, men reflekterer lyset. Det ligner uroligt, mørkt vand. Man bliver i tvivl – står eller ligger de to personer ned?

Konteksten skal falde på plads, før man forstår det: De to omfavner hinanden gennem et særligt designet plastikforhæng med ærmer, som giver mulighed for at give et kram til beboerne på et plejehjem uden at risikere at smitte dem med covid-19. På billedet får en 85-årig beboer et knus af en sygeplejerske.

Fotografiet viser altså ikke et offer for sygdommen, men et offer for kuren. Millioner har oplevet sygdommen tæt på, men langt flere har betalt prisen for at holde den på afstand. Det bliver “krammeforhænget” et ambivalent billede på.

Positivt tolket viser det, hvordan et simpelt stykke plastik kan bekæmpe den isolation, som særligt de ældre har oplevet under pandemien. En gul tape, der holder sammen på forhængets ærmer, danner konturerne af et par vinger på ryggen af den ældre kvinde – sommerfuglevinger eller englevinger. Disse vinger er kompositionens genistreg, som giver associationer til barokkens religiøse malerkunst.

Men samtidig viser billedet, hvordan sygdommen har sat skel mellem mennesker. Plastikforhænget ophæver jo ikke isolationen, men bekræfter den. Vi har fået at vide, at vi kun kommer sygdommen til livs ved at betragte os selv og hinanden som smittede.

I foråret 2020 lærte vi at holde afstand og bruge ‘værnemidler’ – dette lægefaglige ord, som på få uger blev hvermandseje. Det samme gjorde Løgstrups formulering om, at den enkelte aldrig har “med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Men i denne sammenhæng har citatet en bagside: Vi er ikke kun hinandens næste, vi er også hinandens risiko.

I foråret 2021 har vaccinernes udrulning tilføjet endnu en dimension til dette nye blik på medmennesket: coronapasset. I middelalderen skulle de spedalske bære en klokke for at advare andre mod risikoen for smitte. I dag er løsningen digital, og bevisbyrden vendt om: Vi skal hver især bevise, at vi ikke smitter, hvis vi vil have adgang til fællesskabet.

Men konsekvensen er den samme: Vi opdeles i rene og urene mennesker. Vi kan få lov at slippe for plastikforhænget, men kun hvis vi accepterer det usynlige teknologiske forhæng, der sætter skel mellem os. Og det gør vi villigt, i bytte for et cafebesøg, en frisøraftale eller en fodboldkamp.

Mads Nissens billede kan derfor både læses som et glimt af håb og næstekærlig omsorg midt i katastrofen – og som en dystopisk vision af en verden, hvor virussen har taget permanent ophold i vores syn på hinanden. Mon ikke det bliver det billede, der vinder, når årets bedste pressefoto udpeges den 15. april? 

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner