Anne-Louise Bachmann

Det gode liv er et valg

Af Malene Bjerre. Foto: Privat

Det vigtigste omkring Noam valgte hans forældre ikke selv. Til gengæld har de besluttet, at de vil have et godt liv, hvor han stadig får lov til at fylde.

Toårige Noams sidste minutter var dejlige. Solen skinnede, og han løb og legede gemme med sin far og mor på kirkegården med en is i hånden. Så faldt en 200 kg stor gravsten ned over ham og slog ham ihjel. Og lige så tilfældigt, som han kom ind i verden, forsvandt han ud igen.

Noam var ikke planlagt. Det mest afgørende i hans eksistens: hans undfangelse og hans død, var ikke noget, hans forældre, Benjamin Rasmussen og Anne-Louise Bachmann, selv valgte. Men ganske få minutter efter, at Noam var død, tog Anne-Louise sit første store valg om, at hun selv ville overleve.

“Da vi sad i politibilen på vej væk fra ulykkesstedet, sagde jeg til Benjamin: ’Jeg vil aldrig tilgive dig, hvis du tager dit eget liv, og jeg tager ikke mit.’ Der valgte vi livet. At det også skulle være et godt liv, var ikke noget, vi kunne forholde os til på det tidspunkt. Men vi besluttede, at vi ikke skulle dø; der skulle være mere af os.”

Bevare så meget som muligt

I forbindelse med begravelsen var der meget, der gav sig selv. Det var Benjamins far, Peter, der havde døbt Noam, så han skulle også begrave ham. Og han skulle ligge på Holmens Kirkegård på Østerbro i København, hvor Anne-Louises mor arbejder. Men Noams forældre var ikke enige om, hvorvidt han skulle brændes eller begraves.

“Vi følte stærkt for det begge to. Jeg havde et kæmpe behov for at få ham begravet i en kiste, men Benjamin havde det dårligt med tanken om, at hans barn ville ligge helt tæt på ham, når han stod på kirkegården. Og først og fremmest havde han lyst til, at alting bare skulle væk, også smerten og minderne. Det kunne jeg se allerede dengang. Og det mente han jo ikke. Så vi fik diskuteret os frem til, at det var vigtigere at bevare så meget af Noam som muligt, bl.a. med stor hjælp fra bededamen. I dag synes jeg, det er meget smukt, at vi ud fra gravstedets størrelse altid kan huske, præcis hvor stor han var.”

De første mange sorgfulde måneder var præget af handlingslammelse. “Vi kunne faktisk ingenting,” fortæller Anne-Louise. “Vi kunne ikke være alene, vi kunne ikke vaske vores tøj, og vi kunne ikke sørge for mad til os selv. Det var egentlig ikke, fordi vi ikke kunne tage os sammen til at lave maden; vi kunne bare ikke tænke ét skridt frem og tage beslutninger om noget, der ikke vedrørte øjeblikket. Hvis vi gik forbi Netto kl. 15, kunne vi slet ikke forholde os til, hvad vi ville have til aftensmad et par timer senere. Så købte vi noget is og chokolade, og så måtte vi ringe efter en pizza om aftenen. Vi fik elendig mad det første år.”

Anne-Louise Bachmann sammen med sønnerne Anker og Kalvin. Foto: Miklos Szabo

Stadig en del af familien

Kun fjorten dage efter at Noam var død, opdagede Anne-Louise, at hun var gravid igen. “Selvom det var vildt at skulle håndtere det midt i sorgen, tror jeg, det reddede os. Vi kunne ikke selv have truffet beslutningen om at få et barn mere så tidligt eller for den sags skyld have arbejdet målrettet på det i den tilstand, vi var i. Men med graviditeten begyndte der langsomt at dukke små øjeblikke af lykke op. Og det fik os også til at kunne træffe det næste store valg efter Noams død, nemlig at vi ville gøre det her sammen. Vi ville blive sammen, og vi ville være en familie, som Noam stadig er en del af, selvom han ikke er her mere.” Samme dag som deres søn Anker blev døbt, giftede Anne-Louise og Benjamin sig. Siden er Kalvin også kommet til, som Anne-Louise i øjeblikket er på barselsorlov med.

Det er vigtigt for Anne-Louise og Benjamin, at Noam er en del af sine brødres liv. Der hænger fotos af ham på væggene, og de to drenge går i Noams gamle tøj. Så snakker de om det i familien: “Hov, det er jo Noams flyverdragt, du skal have på i dag.” Og Anker taler sommetider om Noam. Hvis han fx har lavet ulykker, så kan han finde på at sige: “Det var ikke mig; det var Noam, der gjorde det.”

Så længe de græder

De to drenge hedder begge to Bror til mellemnavn. Deres døde bror er jo en del af dem, siger Anne-Louise, men Noam må ikke komme til at kaste en skygge af bekymring ind over deres liv.

“Jeg kan tit se katastrofescenarier for mig. Det tror jeg, alle forældre kender til; mine er bare virkelig livagtige. Men vi har valgt meget aktivt, at vi ikke vil lade os styre af angsten, vi skal kunne se den anden vej, når vi er på en legeplads. Og så har jeg jo lært, at det ikke gør noget, at de græder, når de slår sig. Det er kun, når børn ikke græder efter en ulykke, at der er grund til at blive bange.”

Vi har valgt meget aktivt, at vi ikke vil lade os styre af angsten, vi skal kunne se den anden vej, når vi er på en legeplads.

Gør det, der føles rigtigt

Anne-Louise har altid været god til at tænke sig om, før hun træffer beslutninger, siger hun. Og hun hviler godt i de beslutninger, hun har truffet omkring Noam. Så når hun får henvendelser fra andre forældre, der har mistet et barn, er det også det råd, hun giver dem: Mærk godt efter, og gør så det, der føles rigtigt.

“Rammerne omkring min familie har jeg ikke selv magt over. Men det, jeg har tilbage af Noam i dag, den måde han fylder på i vores familie eller på tatoveringerne på min krop, er et resultat af mine egne valg. Jeg har fået meget hjælp af min psykolog, men jeg tror egentlig altid, det har ligget til mig at undersøge, hvordan jeg har det, og hvad der er vigtigt for mig. Jeg affinder mig ikke bare med noget, men forholder mig til, hvordan jeg gerne vil have det i fremtiden. Og så er det jo heldigvis sådan, at de fleste valg bare kan laves om, hvis vi opdager, at vi hellere vil noget andet. Så jeg tænker: Slap bare af. De største ting har vi ingen indflydelse på; det, vi har valgt, må vi lære at leve med, og kan vi ikke det, må vi bare gøre valgene om.”

Billedet af Noam er taget i april 2016, to måneder før hans død. Den stribede dragt er gået videre til brødrene.
PODCAST

Sorg i realtid

Noam døde den 15. juni 2016, og dagen efter begyndte Anne-Louise Bachmann at skrive dagbog. Den 16. juni 2019, præcis tre år efter, gav hun sig til at lægge optegnelserne ud på hjemmesiden jeglevermeddøden.dk. Hver dag lægger hun en ny tekst ud, så man kan følge hendes sorg i realtid. I en podcast, der også hedder Jeg lever med døden, taler hun om sorgprocessen med fagfolk og andre, der selv har mistet. “Jeg er jo ikke ekspert i noget,” siger hun. “Men folk, der er nye i sorg, skriver til mig, at de er glade for at kunne spejle sig i mig. Og dem vil jeg gerne hjælpe.”

Læs mere om

Valg

Rart at slippe for valgene

Det har været rarere at være dansker end svensker i coronakrisens første måneder. Det er nemlig en lettelse at få frataget valgmuligheder.

Gode valg kræver tålmodighed

DR-programmet Gift ved første blik insisterer på, at vi skal give os tid i mødet med andre, siger præst Michael Brautsch.

Valg for en bedre verden

TEMA: Læs om tre mennesker, der har taget valg med store omkostninger for både dem selv og deres familier.

Total frihed er dårligt spildesign

På Vallekilde Højskole lærer eleverne at turde træffe valg og at leve med dem bagefter. 

Den hurtigste vej eller den smukkeste?

Der er frit valg på alle hylder. Men tusinde valg om dagen ka’ synes kropumuligt for mennesket, som altid så gerne vil vælge rigtigt.

Et lille valg med enorme bivirkninger

Da Julius Mygind tog det første sug af sin første joint, forestillede han sig ikke, at det ville sende ham ud i flere års misbrug.

Fortrudt

Mød foredragsholderen og sognepræsten, der lever med konsekvenser af valg, de fortryder.

Fejler vi aldrig, har vi ikke prøvet nok

Claus Meyer tog karrierens største valg, da han for fem år siden flyttede til New York. Det blev ingen triumf.

Det rigtige valg findes ikke

Alle valg har en konsekvens, men vi vil ikke altid betale den pris, det koster, mener præst Hanne Uhre Hansen.

Valg under pres

Intensivlægen, daytraderen og soldaten træffer hver dag valg om liv, død og millioner.

Valg - illusion eller grundvilkår

Adfærdsforskeren og eksistensfilosoffen diskuterer, om valget overhovedet findes.

Fem gode film om valg

Valget er det væsentligste dramaturgiske element i filmkunsten.

WRAP dine valg

Glem for-og-imod-lister og mavefornemmelser. Begge dele får dig til at træffe dårlige valg.

Biskopper om valg

Vi vælger ikke selv det vigtigste i tilværelsen, men inden for de rammer må vi ikke desto mindre tage ansvar og træffe beslutninger.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner