Julius Mygind og Sørine Gotfredsen

Fortrudt

Af Anna Bridgwater

Det er godt at fortryde, for det kan hjælpe os til at træffe bedre valg. Det mener to, der ved, hvad de taler om. Mød foredragsholderen og sognepræsten, der lever med konsekvenser af valg, de fortryder.

Et lille valg med enorme bivirkninger

Da Julius Mygind tog det første sug af sin første joint, forestillede han sig ikke, at den handling ville sende ham ud i flere års misbrug.

“Selvfølgelig vil jeg gerne gøre det hele om. Men det kan jeg ikke. Jeg har truffet nogle valg, som jeg nu prøver at bruge til noget, andre kan lære af. Så de dårlige valg er faktisk blevet til noget godt.”

Julius Mygind har mørkeblå øjne og et roligt blik. Hans forældre er skuespiller Peter Mygind og journalist Lise Mühlhausen, og familien har været helt åben om, at deres søn i sine teenageår har haft problemer med stoffer.

Et nemt valg

I dag beskriver Julius Mygind beslutningen om at ryge hash første gang som et næsten logisk valg på det tidspunkt. “Det handlede om at komme ind i et fællesskab. Jeg kunne også se på de andre, at det så ret sjovt ud,” siger Julius Mygind. “Det gav mig en stor følelse af ro og velvære og satte hele mit hektiske liv på pause. Det fik hamsterhjulet ned i fart.”

Men hverdagens hamsterhjul blev udskiftet med et andet: Misbrugets. “Jeg havde fire-fem turbulente år, hvor jeg bare prøvede at komme igennem hverdagen,” fortæller Julius Mygind. “Det var en tid med op- og nedture og depressioner, og på et tidspunkt var jeg tæt på at tage mit eget liv.”

Julius Mygind var vidt omkring på stofmarkedet. Han eksperimenterede både med hash, kokain, MDMA, ecstasy, amfetamin, svampe og LSD, og det har givet ham varige skader.

“Det gør noget ved den måde, man er som person. Og så er der hele det kemiske i forhold til min hukommelse og indlæring og min evne til at producere serotonin og dopamin. Jeg har taget alle de stoffer på et tidspunkt, hvor min hjerne var ved at blive sat sammen.”

Det har sat spor. Julius Mygind måtte kæmpe sig igennem 10. klasse, og som 19-årig blev han nødt til at droppe ud af Niels Brocks Gymnasium. Han så også den yderste konsekvens af misbruget, da hans gode ven fik en hashpsykose og røg ind på psykiatrisk afdeling. Det ville blive mig, der var den næste i rækken, tænkte han.

Men valget har også haft konsekvenser for andre. Hans mor, Lise Mühlhausen, har i Femina beskrevet, hvordan hun udviklede sig til en “ucharmerende og grænseoverskridende sporhund”, der gik i sønnens ting for at finde stoffer, og om den skyld og skam, der ramte hende og Peter Mygind, da sønnens misbrug gik op for dem. “Måske fortryder jeg mest, at det gik ud over så mange andre,” siger Julius Mygind. “Jeg har jo virkelig gjort folk kede af det.”

Vennerne forsvandt

På et tidspunkt blev det for meget for vennerne, og det var det, der skulle til, for at Julius Mygind kunne vælge stofferne fra. En veninde stillede ham stolen for døren, og Julius Mygind opsøgte en misbrugskonsulent. Det blev begyndelsen på flere års personlig udvikling. Men han skulle både igennem angstanfald og en alvorlig depression og fik en ADD-diagnose, inden han nåede dertil, hvor han er i dag: Han er gift, har en datter og en travl hverdag.

Han mener ikke, nogen kunne have bremset ham i at ryge den første joint. “Det er altid ens eget valg, og selvfølgelig er man selv ansvarlig. Forældre prøver at ruste deres vores børn til at træffe gode valg, men ingen kan forhindre, at børnene en dag kan stå i en situation, hvor de træffer et dårligt valg. Det er tilfældigheder.”

Alligevel synes han, vi skal blande os i andres valg. Det er det, vi har hinanden til, fastslår han.

En del af historien

Så nu deler Julius Mygind sine erfaringer med andre unge. “Jeg forsøger at få andre til ikke at gøre det samme. Derfor taler jeg med unge og deres forældre om, hvordan de unge kan blive til den bedste udgave af sig selv. Jeg giver dem alt det, jeg gerne ville have givet mig selv.”

Julius Mygind har ingen problemer med at indrømme, at han fortryder, han valgte stofferne, og han ville ønske, han kunne gøre det hele om. “Der er stor forskel på, hvad man bruger fortrydelse til: At slå sig selv oven i hovedet eller til at blive klogere. Det, vi har gjort, er en del af vores historie. Jeg må enten acceptere, at jeg tog de valg, eller være ked af det resten af mit liv. Og hvis jeg ikke havde gjort det, ville jeg ikke kunne fortælle om mine fejl til andre, så de ikke træffer de samme dårlige valg.”

 

Julius Mygind er 28 år og arbejder som coach og foredragsholder

Passivitet er et ikke-liv

Sognepræst Sørine Gotfredsen har aldrig fået børn, og det fortryder hun. Det var ikke et aktivt fravalg, men bare sådan livet blev. Og det var ikke i orden.

Et kronisk alene-menneske. Sådan beskriver Sørine Gotfredsen sig selv. Og som kronisk alene-menneske har hun ikke fået børn. Noget, sognepræsten ellers mener er en pligt.

“Jeg føler ikke sorg over, at jeg ikke har fået børn, for jeg har aldrig ønsket det ret meget. Det er ikke et afsavn for mig personligt. Men jeg synes, jeg har svigtet som menneske. En del af mig er gået til spilde. Vi har pligt til at bidrage til fællesskabet og videreføre værdierne; det er en indlysende naturlig funktion, som jeg bare har ladet sive væk. Det er ikke sådan, at jeg går rundt og skammer mig i det daglige, men det er heller ikke noget, jeg er stolt af,” siger hun.

Lod tingene ske

Sørine Gotfredsen forklarer barnløsheden med, at hun forlængede sin ungdom og aldrig var i et parforhold, hvor familie og børn var det oplagte valg. Og pludselig en dag var det for sent.

“Jeg har ikke forholdt mig seriøst til spørgsmålet om børn, og i det er der også en form for valg. I dag kan jeg se, at jeg bare lod tingene ske i stedet for at sige: Nu er det på tide, at jeg gør noget, for at det med børn skal ske. Det kommer jo ikke til at ske af sig selv.”

Sørine Gotfredsen griner ad sin egen bemærkning. Men hun mener det seriøst, når hun siger, at det er vigtigt at få børn.

“Som udgangspunkt mener jeg, at det er en pligt. Som ansvarlige mennesker skal vi lære at sætte os selv til side til fordel for fællesskabet. Det får vi god træning af i familien, fordi den betingelsesløse kærlighed til det lille barn får os til at glemme os selv. Det handler ikke kun om, hvad du selv vil, men hvordan hele familien får det bedst og dermed, hvordan vi får det bedste samfund. Når vi sætter børn i verden, lærer vi, hvad livet handler om, og at vi ikke selv står i centrum.”

Ufrivillig barnløshed er naturligvis en sag for sig og kan medføre stor smerte, understreger Sørine Gotfredsen. “Men for dem, der er i stand til at få børn, er der ingen tvivl om, at børn både gavner fællesskabet og den enkelte selv,” siger hun.

Man må kompensere

Sørine Gotfredsen er kendt som et engageret menneske, der debatterer, skriver og passer et job som sognepræst. Hun tænker selv, at den store aktivitet er en reaktion på barnløsheden, som hun har kaldt en livsforsømmelse.

“Det er let at blive arbejdsnarkoman og at synes, man skal yde noget. Hvis jeg havde sat tre-fire kloge børn i verden, vil jeg have følt, at jeg havde præsteret noget vigtigt og basalt og blivende. Nu må jeg kompensere og gøre gavn på anden vis,” siger Sørine Gotfredsen. “Jo mere du negligerer de livsfasevalg, som vi taler om her, jo mere kan de passive valg hobe sig op og ende med at blive dit liv og din skæbne. Man kan næsten sige, at mennesket er sat på jorden for at foretage valg, for passivitet er en slags ikke-liv.

Svært at indrømme fejl

Det er ikke svært for Sørine Gotfredsen at se sit eget svigt i øjnene, men hun har en oplevelse af, at mange mennesker hellere vil synge med på Edith Piafs sang “Non, je ne regrette rien” – jeg fortryder intet – end erkende, at de har begået en fejl. Men sognepræsten har i stedet valgt at bruge fortrydelsen aktivt.

“Fortrydelse er et andet ord for at lære af sine fejl. Det er vigtigt for at lære sig selv at kende og indse, hvorfor det gik, som det gik,” siger hun og mener også, at hendes fejl kan være nyttige for andre.

Læs mere om

Valg

Gode valg kræver tålmodighed

DR-programmet Gift ved første blik insisterer på, at vi skal give os tid i mødet med andre, siger præst Michael Brautsch.

Valg for en bedre verden

TEMA: Læs om tre mennesker, der har taget valg med store omkostninger for både dem selv og deres familier.

Total frihed er dårligt spildesign

På Vallekilde Højskole lærer eleverne at turde træffe valg og at leve med dem bagefter. 

Den hurtigste vej eller den smukkeste?

Der er frit valg på alle hylder. Men tusinde valg om dagen ka’ synes kropumuligt for mennesket, som altid så gerne vil vælge rigtigt.

Fejler vi aldrig, har vi ikke prøvet nok

Claus Meyer tog karrierens største valg, da han for fem år siden flyttede til New York. Det blev ingen triumf.

Det rigtige valg findes ikke

Alle valg har en konsekvens, men vi vil ikke altid betale den pris, det koster, mener præst Hanne Uhre Hansen.

Valg under pres

Intensivlægen, daytraderen og soldaten træffer hver dag valg om liv, død og millioner.

Valg - illusion eller grundvilkår

Adfærdsforskeren og eksistensfilosoffen diskuterer, om valget overhovedet findes.

Det gode liv er et valg

De mistede deres søn, da han var to år, men har besluttet, at de vil have et godt liv, hvor han stadig får lov til at fylde.

Fem gode film om valg

Valget er det væsentligste dramaturgiske element i filmkunsten.

WRAP dine valg

Glem for-og-imod-lister og mavefornemmelser. Begge dele får dig til at træffe dårlige valg.

Biskopper om valg

Vi vælger ikke selv det vigtigste i tilværelsen, men inden for de rammer må vi ikke desto mindre tage ansvar og træffe beslutninger.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner