Dark tourism: Turen går til Holocaust

Af Lene Kjældgaard. Foto: Pixabay

Vi kan blive klogere på historien og os selv af at opsøge dens mørke. Men hvornår bliver der bare tale om underholdning, der rykker vores grænser for, hvor meget ondskab vi kan vænne os til? Og skal vi forstå ondskaben eller holde os på afstand af den?

Da Mikkel Andersson var i tyverne, besluttede han at skifte sommerferiedestinationen ud fra Roskilde Festival til nazistiske dødslejre i Polen. Siden har han i snart to årtier jævnligt besøgt udryddelseslejrene Chelmno, Belzec, Treblinka, Sobibor, Auschwitz-Birkenau og Majdanek, som den tyske besættelsesmagt opførte under 2. Verdenskrig. I de seks gennemorganiserede lejre, tæt ved jernbanelinjer i uforstyrrede landsbrugsområder, døde omkring tre millioner jøder i et systematiseret folkedrab. Her kan man stille sig under de brusere, der lukkede Zyklon B-gas ud over fangerne i stedet for vand. Man kan se et ubegribeligt antal fotos af de internerede, taget før de blev sendt til aflivning, nogle endda med et forsigtigt smil til kameraet. Bunker af sko giver en fornemmelse af alt det levede liv, der blev tilintetgjort i dødslejrene.

Det var en faglig interesse, der drev Mikkel Andersson. Han er uddannet journalist med en bachelorgrad i historie, og han syntes, det var vigtigt at tilbagevise dem, der benægtede, at holocaust havde fundet sted. “Jeg ville gerne forstå, hvordan noget, der på så mange planer var en undtagelse i historisk sammenhæng, var muligt? Vi har set mange folkedrab, men holocaust var så systematiseret. Jeg har besøgt lejrene for at forsøge at komme tæt på et svar ved selv at stå der. Og det er fascinerende at besøge noget så ekstremt som en drabsfabrik,” forklarer Mikkel Andersson.

Hans optagethed af lejrene handler ikke om spænding og er ikke et banalt underholdningsindslag i hverdagen, understreger han. Men han vedgår, at interessen ikke kun er faglig, men også personlig: Han drages af at rejse til steder, der relaterer sig til tragiske begivenheder. De gentagne rejser ind i mørket handler om at se den konkrete og fysiske virkelighed og på den måde erkende det ufattelige på et andet plan end det intellektuelle, forklarer han. Ved at se massegravene i Belzec eller pigtrådsresterne i Sobidor, som i dag hænger langt oppe på granerne, der er vokset mange meter, siden lejren var i drift.

Og trangen til at opsøge det tragiske er noget, han deler med mange andre. Fænomenet kaldes dark tourism. Andre eksempler på rejsemål er Gulag-lejrene i det gamle Sovjetunionen, The Killing Fields i Cambodia eller Idi Amins torturkamre i Uganda.

Men Holocaust er den helt store mørkedestination i Europa. Da Mikkel Andersson selv begyndte at komme i Auschwitz, lå besøgstallene på 200.000-300.000 mennesker om året. I 2019 besøgte mere end to millioner mennesker lejren. Det rejser nogle interessante dilemmaer, mener Mikkel Andersson. “Jeg synes stadig, det har en berettigelse at besøge lejrene, men de stigende besøgstal betyder også en stadig større kommercialisering og overcrowding af stedet. Første gang, jeg besøgte Auschwitz-Birkenau, kunne jeg bare gå ind, mens man i dag skal reservere tider. Masseturismen er kommet til Polen, og udryddelseslejrene er steder, der tiltrækker mange mennesker.”

Foto: Pixabay

Som mennesker har vi nok en grundlæggende lyst til ulyst; det, man kalder for ambivalent fascination – at vi synes, noget er dejligt rædselsfuldt,”

Merete Reimer Jensen,  psykolog

Dejligt rædselsfuldt

Merete Reimer Jensen er psykolog, og hun undrer sig ikke over folks trang til at opsøge ondskaben. Vi hverken kan eller skal benægte, at mørket findes, mener hun, men det er vigtigt at gøre sig klart, hvor meget det enkelte individ har ud af at dyrke ondskaben.

“Som mennesker har vi nok en grundlæggende lyst til ulyst; det, man kalder for ambivalent fascination – at vi synes, noget er dejligt rædselsfuldt,” forklarer hun. “Vi har et potentiale i os, der drager os mod mørket, fordi vi tiltrækkes af angsten og frygten – men fra et sikkert sted. Det er sandsynligvis anderledes for mennesker, der har været traumatiseret og reelt selv lever med noget tungt. Men mange af os lever et forudsigeligt liv, og hvis man ikke oplever ret meget spænding i sit eget liv, kan man få det på anden vis, f.eks. ved at opsøge steder, hvor der er foregået forfærdelige ting. Den trang kan blive tilfredsstillet ved at dyrke ondskaben, men skal vi fodre den trang? Det skal man spørge sig selv om, ikke mindst, når mørket mere har karakter af underholdning end dannelse, og hvor grænserne kan blive rykket over tid. Det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at lære at holde til mere og mere gru, fordi det dels kan være traumatiserende at overskride sin egen grænse, dels er det vigtigt at bevare sensorerne intakte. Uden dem mærker vi ikke, hvilken smerte vi selv risikerer at påføre andre,” siger hun.

Derfor mener hun ikke nødvendigvis, vi skal opsøge mørket for at forstå ondskaben.

“Det er svært at forstå, hvorfor mennesket gør noget, der er ondt. Det vil vi gerne finde ud af. Hvorfor gjorde Hitler det, han gjorde? Men kan vi nogensinde komme til at forstå det? Jeg synes faktisk, vi skal holde os væk fra at forstå ondskaben, for jeg er ikke sikker på, der ligger nogle gode løsninger i at prøve at forstå det. Der er nogle ting, som vi ikke skal forstå. Det skal vi i stedet holde os på afstand af,” siger hun.

“Vi skal selvfølgelig kunne genkende ondskaben, når den er der – også i os selv, så vi lærer vores egne skyggesider at kende og erkender, at vi alle sammen indeholder vrede og aggression. Det er vi nødt til at forholde os til, så vi ikke holder mørket i os selv nede, og det så pludselig udfolder sig i fuldt flor. Men jeg mener faktisk ikke, at det er hensigtsmæssigt at prøve at forstå noget, som man ikke kan forstå.”

Merete Reimer Jensen anerkender, at historiske monumenter, der beskæftiger sig med tragiske begivenheder, har en berettigelse, fordi de indeholder en historisk dimension, men hun ser også et dilemma i, at f.eks. kz-lejre bliver til turistattraktioner.

“Det er beskæmmende, at der findes holocaust-benægtere. På den måde kan det være relevant, at vi med egne øjne kan se: Jo, det skete. Vi har noget med os, som vi selvfølgelig skal forholde os til, men jeg mener ikke, man skal dyrke ondskaben som turister på alverdens skuepladser for tragedier. Jeg kan være bekymret for, om man bliver tonedøv over for rædslerne, jo mere man opsøger mørket, så man mister sine emotionelle sensorer. Den menneskelige psyke er ekstremt tilpasningsdygtig, og der kan være fare for, at man over tid ikke mærker gruen længere i så høj grad, hvis man vænner sig til mørkets rædsler,” siger hun.

Jeg bryder mig generelt ikke om at være smagsdommer, men i den situation tænkte jeg: Er det sådan, man skal ankomme til Auschwitz-Birkenau? Er det den måde, man udviser ærbødighed og respekt for et område, hvor der trods alt døde over en million mennesker?

Mikkel Andersson, historiker og journalist

Med limousine til Auschwitz

Mikkel Andersson er sådan set enig, men mener også, at menneskets stærke betagelse af steder, hvor mørkets gerninger har fundet sted, er uundgåelig.

“Man skal erkende, at tiltrækningen ved det tragiske er en del af vores natur: Vi er fascinerede af vores egen dødelighed og tragedien, og det har vi altid været. Måske har vi akademiseret det en lille smule, men jeg tror, det er en grundlæggende drift i mennesket, at vi er tiltrukket af det uhyrlige. Og jeg synes også, man skal passe på med at gøre den menneskelige trang til det makabre til noget underlødigt. Det er jo ikke nødvendigvis skadeligt, at vi er fascinerede af mørket. Det er med til at sætte ens egen tilværelse i perspektiv, ligesom man får et kig ind i menneskeheden og i sig selv, når man leder efter den puslespilsbrik, der måske kan få en til at forstå, hvorfor mennesket handler ondt.”

Alligevel erkender han, at der er en balance mellem at prøve at forstå mørket og tivolisere den med risiko for at blive blind over for tragedien. Mikkel Andersson nævner en oplevelse fra et af sine tidligere besøg i Auschwitz-Birkenau: En gruppe af unge mennesker, formentlig en del af en polterabend, kom kørende fra den polske hovedstad Kraków og ankom i en hvid limousine til indgangen for en af verdenshistoriens største tragedier.

“Jeg bryder mig generelt ikke om at være smagsdommer, men i den situation tænkte jeg: Er det sådan, man skal ankomme til Auschwitz-Birkenau? Er det den måde, man udviser ærbødighed og respekt for et område, hvor der trods alt døde over en million mennesker?”

 

Merete Reimer Jensen er 68 år og psykolog. Hun har været chefpsykolog på Børnepsykiatrisk Afdeling på Herning Sygehus og har haft sin egen klinik.

Mikkel Andersson er 43 år og chefredaktør på netmediet Kontrast. Han er journalist og har en bachelorgrad i historie.

Fakta

Virkelighedens vold, bedrag og seriemord: True crime

Mennesker har altid dyrket virkelighedens forbrydelser, fx i skillingsviser, hvor man med afsæt i en virkelig forbrydelse skrev en vise om begivenheden og solgte den på markeder. Men i dag er interessen eksploderet. Litteratur, podcast og film, der undersøger faktisk kriminalitet og beskriver virkelige menneskers handlinger, kan samles under genrebetegnelsen true crime.

 

To ud af fem podcastserier i første kvartal af 2020 i USA var true crime, og i Danmark kommer true crime på fjerdepladsen over de podcastgenrer, der lyttes mest til. Nogle af de mest populære podcasts i Danmark er Dronekrigeren, I en danskers blodspor og Det perfekte offer, der alle sammen er downloadet mere end 100.000 gange. En anden podcast er Mørkeland, der dog ikke opgiver lyttertal. Populære internationale podcasts er Broken Hearts, Serial, Dr. Death, In the Dark og Missing and Murdered.

Hos TV 2 går true crime-genren også godt, når det gælder fjernsynsprogrammer om virkelighedes forbrydelser: Drabet uden lig, Mysteriet om Pedal-Ove og Savmordet er alle blevet set af mere end 400.000 mennesker.

 

Kilde: Ulrik Lehrmann, forsker i spændingsfeltet mellem kriminalitet og journalistik på SDU, DR Medieforskning og TV 2 Kommunikation.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner