Interview med præst Liselotte Horneman Kragh

Den største trøst er at sige: Du får det ikke bedre

Af Charlotte Rørth. Foto Miklos Szabo

Da Charlotte Rørth mistede sin 22-årige søn, talte hun med præsten Liselotte Horneman Kragh, der hjalp hende ved at sige: “Du får det ikke bedre. Til gengæld får du trænet din fortvivlelsesmuskel.” Nu har Charlotte Rørth igen opsøgt præsten for at tale om, hvordan det kan være, at det er en trøst at få at vide, at sorgen ikke går over.

Liselotte Horneman Kragh har ikke tal på, hvor mange samtaler om det allersværeste i livet, hun har taget med mennesker i alle aldre. Kvinder og mænd, ældre og unge på alder med hendes egne seks sønner. Hun har talt med mennesker i sorg, siden hun blev præst i 1999, og det var hende, jeg ringede til, da min yngste søn havde taget livet af sig. Det var hende, der sagde den sætning, der stadig her seks år efter har trøstet mig mest.

Hun sagde: Du får det ikke bedre.

Jeg har bedt hende forklare, hvorfor den sætning ikke alene hjalp mig, men har hjulpet så mange af dem, hun taler med. Vi sidder i hendes sollyse stue i Silkeborg, søen glitrer udenfor, teen er varm; det er godt at sidde der. Der er ikke den smerte i verden, hun ikke har talt med mennesker om.

“Jeg sidder med mennesker, hvis liv er faldet fra hinanden af mange forskellige årsager, og det, jeg koncentrerer mig om, er at fortælle dem, at de skal have det, som de har det,” siger hun. Det, der er sket, kan de ikke ændre på, og når sorgen eller noget andet i livet rammer med samme kraft som en tsunami, så må de være i det. De må give sig hen. De kan ikke stoppe deres følelser.” Men det er svært for folk at slippe deres selvkontrol, oplever hun.

Vi ved jo, at den stærkeste drift imod selvmord er at opleve sig selv som ensom, som hægtet af fællesskabet, som om man er den eneste i mørket. Det er ikke selve mørket, der er det værste, det er isolationen.

Liselotte Horneman Kragh

Mange har en mening om, hvordan de selv bør have det. De synes ikke, de har det, som de burde. De bør ikke være så kede af det, for eksempel, så de holder sig tilbage og giver sig ikke hen i sorgen. Mange er også bange for ikke at kunne komme fri, hvis de gør det, har hun erfaret. 

Men så fortæller hun dem, at det ikke er det, at man går ind i sorgens mørke, der låser. Det låser at lade være med at gøre det. Mennesket er skabt til at være i meget forskelligt her i livet. Vi kan godt. Hvis ikke vi går ind i mørket, kan vi ikke lære det at kende, så vi kan leve med det.” Hun fortæller om et ungt par, hvor et af kvindens familiemedlemmer var død ved selvmord. Kæresten syntes, det var synd for hende, at hun stadig nogle måneder efter var ked af det, og prøvede at trøste hende med, at det snart gik over. “Hun opsøgte mig, og jeg sagde noget helt andet, nemlig, at hun ikke ville få det bedre. Det aflastede hende, for det var sådan, hun havde det. Du får det ikke bedre, gentog jeg, men du får mere og mere øvelse i at leve tæt på smerten. Præcis som med andre muskler vil hun få trænet sin fortvivlelsesmuskel, så den bliver stærk nok til at bære hendes sorg, og hun bedre kan leve med den. Sorgen går ikke væk, den bliver ikke mindre, men hun bliver stærkere og bedre til at bære den, hvis hun lærer den at kende.”

At vi som mennesker har en modvilje mod at gå ind i mørket, skyldes det kontroltab, der ligger i ikke at kunne se noget i mørket, mener hun.  Det er ældgammel biologi, der har givet os en erfaring for, at vilde dyr kan overfalde os, forklarer hun. Og så er der vores kultur: “Vi er ikke så gode til at hjælpe hinanden med at gå ind i mørket. Vi vil hellere lige fikse problemerne, men det skal vi ikke. Vi skal sige: Kom, lad os gå en tur sammen i dit mørke. Fortæl mig, hvad du ser.”

Betyder det, at jeg kunne have hjulpet min søn, hvis jeg havde gået en tur sammen med ham i mørket, spørger jeg hende. 

Ved at gå tur i mørket lærer man sine forskellige slags mørke at kende, og når Liselotte Horneman Kragh går der sammen med andre, kan de sommetider nå hen til samtalen om, at mørket er begyndelsen på livet. Alt biologisk liv er afhængig af mørket, forklarer hun: Spirer ligger i den mørke jord. Vinteren lader planterne samle kræfter. Vi sover om natten. “Vi kan godt have tillid til mørket og dermed til døden også, men vores kultur har gjort død og mørke til noget slemt, fordi vi ikke er i kontrol. Man kan også tænke omvendt, og det gør jeg som præst, at man i stedet kan have tiltro til Gud og stole på, at mørket er meningen.”

Betyder det, at jeg kunne have hjulpet min søn, hvis jeg havde gået en tur sammen med ham i mørket, spørger jeg hende. Men efter ti år som faglig rådgiver i Nefos, Netværket for selvmordsramte, er det ikke hendes erfaring. “Mørket kan være for massivt, og vi kan ikke få kontrol over alt. Vi ved jo, at den stærkeste drift imod selvmord er at opleve sig selv som ensom, som hægtet af fællesskabet, som om man er den eneste i mørket. Det er ikke selve mørket, der er det værste, det er isolationen. Men efter et selvmord viser det sig ofte, at der har været en hel kreds af mennesker, der elskede den døde. Den døde så dem bare ikke, kunne ikke række ud. Det er så fortvivlende. Indimellem virker det som et brain attack, eller en psykisk sygdoms rovdyrskræfter, vi ikke kan stille meget op imod.”

Vi kan ikke med sikkerhed vide, hvad der sker ved, at vi går i mørket med en anden eller med os selv, men hun har efterhånden gået der sammen med en del. “Mange taler om, at de ikke kan se nogen fremtid foran sig, og det er skræmmende. Men hvis man er længe i mørket, kan man skelne mere og mere,” siger hun og beretter om en kvinde, der var røget ind i et flere år langt mørke, fordi hun ikke kunne tilgive sin alkoholiserede far, der havde været modbydelig ved hende. “Hun bebrejdede sig selv hårdt, men da vi så gik der i mørket, kunne vi efterhånden se hendes far stå ét sted, mens alkoholen lå et andet sted. Hun kunne skille dem ad og tilgive ham, samtidig med at hun hadede alkoholens monster.”

Men det kræver, at mørket får sin tid, understreger Liselotte Horneman Kragh: “Når der sker noget tungt, når noget i vores liv dør, skal vi bruge tid med savnet, inden vi kan rejse os igen. Og i den tid nede i mørket transformeres vi. Det er der, forandringen sker, og derfor må vi ikke haste væk. Tænk på spirerne i jorden.”

Det kræver til gengæld, at nogen vil være der sammen med os. Vi skal ikke gøre så meget andet end at lytte til hinanden, mener hun og citerer nogle linjer i digtet “The Wild Geese”, skrevet af den amerikansk poet Mary Oliver: “Tell me about despair – yours – and I will tell you about mine.” Det lyder enkelt, men i mange af samtalerne møder hun en følelse, der både kan forhindre, at den sørgende beder en anden om en stund sammen, og at man som pårørende tror, man har noget at byde på for den, der er i mørket.

“Jeg møder så meget selvhad. Folk synes ikke, de er, som de burde være. De stresser afsted, er ved at segne over at skulle være toptunede, og hader sig selv, når de ikke er det. Når jeg så kalder selvhadet en sorg, sker der noget. Man kan bedre finde omsorg for sig selv, hvis man bærer på en sorg over alt det, man ikke når, end hvis det føles som vrede. Og sorgen tager tid. Så, ja, vi skal have mørkedage. De er simpelthen nødvendige, ikke blot for at hvile, men også for at kunne transformere sig.”

Det kan ellers være fristende at effektivisere mørket og tage kontrol over transformationsprocessen. Det oplever hun hos mange. “Men det kan man bare ikke. Man må have tillid til mørket. Selv det dybe mørke. Vi kan godt være i det. Vi kommer ud af det igen, men med mærker. Livet mærker os. For good. Mørket går ikke væk. Smerterne forsvinder ikke. Og det er helt i orden, at det er sådan.”

Liselotte Horneman Kragh, 58 år, mor til seks, præst siden 1999, sjælesørger, rådgiver i NEFOS (Netværket for selvmordsramte) og forfatter til en række bøger om bl.a. selvmord.
Gå på opdagelse i

Andre magasiner