Klumme om mørke

 Mennesket har hverken pligt eller ret til at være lykkeligt

Af tidligere sygehuspræst Ruth Østergaard Poulsen, Aalborg

De havde mistet deres datter på 15 år. Alt var mørke, også ved begravelsen. Efter begravelsen fortalte forældrene, at de var overraskede over, hvor mange der, da de sagde farvel, havde sagt: “I skal have hjælp.” Det var selvfølgelig velment, og naturligvis havde de brug for hjælp. Men hvilken hjælp?

Det, følget havde tænkt på, var uden tvivl professionel hjælp. Det kan der også undertiden være brug for. Det mærkelige var bare, at forældrene ikke oplevede det som hjælp at blive mødt på den måde. Faktisk følte de sig forladt. Men folk anede jo ikke, hvad de skulle gøre, og var bange for at gå ind i forældrenes mørke. Og for så alligevel at udtrykke omsorg henviste de til professionel hjælp. Men de gjorde det også i den tro, at sorg kan fikses.

En mor, der skulle dø fra sin 13-årige søn, som hun var alene med, tænkte naturligvis kun på ham og på, hvordan det skulle gå ham, når hun var død. Hun forsøgte at presse ham til psykolog. Hun ville gerne have ham i en sorggruppe eller til psykolog, og selv sygepræsten foreslog hun ham. Alt det, som sådan en dreng ikke lige har lyst til. 

I vores trang til at fjerne mørket glemmer vi, at kriser ikke er problemer, der skal løses. De er et stykke liv, der skal leves. Så når Folketinget nu har besluttet, at unge kan få gratis psykologhjælp, er det på sin vis fint. Men faren er, at vi dermed signalerer til de unge, at man kan leve et liv uden mørke, bare man “får hjælp”. At jeg kan og skal behandles, hvis jeg ikke har det godt.

Det er, som om det er blevet forbudt at have det skidt. Men mennesket har hverken ret eller pligt til at være lykkelig. Mennesket har derimod ret til at være i mørket, når sorgen har ramt som mørke. Også uden at skulle “helbredes”.

Og hvordan er så den hjælp, vi mennesker skal have, og som vi kan give hinanden?

En mor, der skulle dø fra sin 13-årige søn, som hun var alene med, tænkte naturligvis kun på ham og på, hvordan det skulle gå ham, når hun var død. Hun forsøgte at presse ham til psykolog. Hun ville gerne have ham i en sorggruppe eller til psykolog, og selv sygepræsten foreslog hun ham. Alt det, som sådan en dreng ikke lige har lyst til. En morgen havde drengen lagt en seddel til hende på køkkenbordet, hvor der med store bogstaver i et hjerte stod: “Lad mig være, men svigt mig ikke.”

Det er en klog dreng, der skriver sådan. Han er i mørket og beder nu sin mor om at få lov til at være i mørket på den måde, som han nu bedst kan. Et mørke, som han måske selv fornemmer, ingen kan fjerne. Men han beder om noget: “Svigt mig ikke.”  Vær hos mig i mit mørke.
At være menneske er undertiden at føle sorg, være bange, miste håbet, føle skyld, være alene. Mørke er indimellem et vilkår, som vi ikke kan ændre på.

Og ja – vi trænger til hjælp, når vi er i mørket. Men ikke en hjælp, der bilder sig ind at kunne fikse og reparere mørket. “Man skal ikke reparere på noget, der ikke er gået i stykker,” siger et klogt mundheld. Det kan godt være, at jeg og mit liv er gået i stykker, men den sorg, der udspringer af det, er jo ikke noget, der er gået i stykker. Den er en naturlig reaktion. Den skal vi lade hinanden være i.

Men vi skal ikke svigte. Vi skal gå på besøg i mørket og være sammen der. Og netop da kan det ske, at nærværet og samværet skærer en lille sprække i mørket, hvor lyset lister ind.

 

Ruth Østergaard er forhenværende sygehuspræst på Aalborg Universitetshospital og nu tilknyttet som konsulent på Hospice Vendsyssel.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner