Klumme om mørke

Det handler ikke om balance

Af biskop Elof Westergaard, Ribe Stift

Intet menneske undgår mørke. Det følger af dagens gang: Sol står op, og sol går ned. Både lys og mørke hører livet til. Der er lys og mørke i møderne mellem mennesker og i det at sige farvel. Mørket ligger i den ensomhed, som uundgåeligt kan ramme mennesket. Sygdom og død bærer også afstand og mørke med sig. Lys og mørke hører altså til dagens og livets gang, vil den realistiske sige.

Jeg foretrækker nu det kristne budskab, der giver lyset forrang. Mennesket er nemlig fra skabelsens morgen blevet klædt i lys, og Gud kalder os også frem i lyset og siger til os, at vi skal bære hans lys frem. 

Men hvis et menneske insisterer på kun at se de lyse sider af tilværelsen, kan man hos vedkommende savne realitetssansen. Optimisten bliver let postulerende. Ligesom det i øvrigt også gælder, hvis et menneske omvendt kun kan tage de mørke sider af tilværelsen alvorligt: Sortsynet har også sin begrænsning. I virkeligheden er det den kristne forkyndelse, der er realistisk, og samtidig er den fuld af håb. Mennesket er skabt i Guds billede, står der i Bibelen - det betyder, at vi har fået givet et betydningsfuldt liv, rigt på muligheder. Og det selvom vi er uperfekte, fulde af fejl og mangler.

 

Frihedstrang, drømme og længsler har deres ret. Du finder ikke kun fodfæste ved at bære livets byrder og tage alt, der sker, til efterretning. Du er heller ikke heroisk ved blot at være til og ved at stå i mørket. 

Den kristne fortælling om Jesus er en bevægelse fra mørke til lys, fra død til opstandelse. Den viser os en håbefuld vej. Egentlig er denne bevægelse fra mørke til lys til stede allerede i Bibelens første kapitel, hvor vi hører om Gud, der skabte verden. Det gjorde Gud ved gennem ugens dage at kalde alt frem af intet. Hver dag slutter da med omkvædet: “Det var aften, og det blev morgen.” Det begynder med mørket, og så kommer lyset. Det ender altså godt. 

Vi skal være bevidste om mørket i os og i verden omkring os. Der er en styrke i at kunne tage tingene, som de er, men vi skal ikke slå os til tåls med dem, som om de er vores skæbne. Kristentroens fremhævelse af lyset betyder, at intet er uundgåeligt, og at frihedstrang, drømme og længsler har deres ret. Du finder ikke kun fodfæste ved at bære livets byrder og tage alt, der sker, til efterretning. Du er heller ikke heroisk ved blot at være til og ved at stå i mørket. Mørke og lys veksler ganske rigtigt, men det handler ikke om at opnå en balance i livet mellem de to. Ligesom du heller ikke bare skal forlige dig med det flygtige i livet og skæbnens tyngende åg.

Hvis du spørger mig, er kristendommens budskab klart det bedste: Gud har skabt os, kalder os frem i lyset og vil, at vi skal bære lyset med os, så det må skinne på andre.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner