Det bliver sommer igen, men vi er nødt til at ændre nogle ting

Af Malene Bjerre. Foto Miklos Szabo

Vi har glemt, hvordan det er at leve i nedgangstider. Tiden kalder på, at vi lærer at holde pause og undersøge, hvad der skal til, for at vi kan være i verden på en god måde og skabe en fremtid for både os selv og verden, siger præst Signe von Oettingen. Og når hun selv er ved at tabe modet, tænker hun på Dostojevskijs ord: Hvor der er mennesker, er der håb.

For nylig kom Signe von Oettingen kørende på motorvejen sammen med sin 16-årige søn, da de blev overhalet af en kæmpebil med et klistermærke hen over de to udstødningsrør, hvor der stod ’Fuck Greta Thunberg’. Hendes søn blev helt fortvivlet over det, og det gjorde hun egentlig også selv. Men det nytter ikke noget, at vi bliver tavse og lægger os i fosterstilling, siger hun. Vi må tvinge os selv til at se alt det ubehagelige i øjnene og at dvæle ved det; undersøge, hvad vi skal stille op, og så gå i gang med at gøre noget. Tidens kriser har givet os et kald, siger hun.

“Jeg oplever, at coronatiden har sat gang i en helt ny bevidsthed hos os,” siger Signe von Oettingen. “Vi lever jo i et smørhul, og i lang tid er alting bare blevet bedre. Og vi ved egentlig godt, at alting er cyklisk, og det går op og ned, men vi har levet i sommerhalvåret så længe, at vi har glemt, hvordan vi skal være i verden, når det hele ikke bare vokser og der er nok af alt.

For hvordan er det nu, man lever i november? Det er jo ubehageligt! Lige nu er vi dybt inde i en masse kriser: corona, klima, biodiversitet, hvor vi har brug for at fastholde tilliden. Og vi skal ikke undervurdere, hvor slem coronatiden har været for mange. Både de unge, der har skullet blive voksne hjemme foran skærmen, og de gamle, der har måttet dø alene på plejehjemmet. Det er grusomt, og vi skulle have forberedt os bedre og været mere opmærksomme på de to gruppers svære situation. For sådan er det med vinteren. Den skal forberedes, for det sker jo, at noget dør og aldrig kommer igen.

I november må vi se på, hvad vi kan trække på af ressourcer i menneskelivet. Vi har fx mad, penge, viden. Men de allervigtigste ressourcer er tillid og håb. Vi er nødt til at holde fast i, at det kommer til at vende. Det bliver sommer igen. Men vi er nødt til at forandre nogle ting. Vi får lige nu en form for kald til at gøre noget ved vores måde at leve på. I overflodstiden i juli måned har vi måske haft så meget gang i festen, at vi er blevet døve for, at sommeren ikke kan vare ved. Men det står helt klart nu midt i den ubehagelige november.”

Man får let fornemmelsen af fremtiden som et tog, der går et bestemt sted hen, og som det gælder om at få sprunget på. Det er, som om verden allerede er færdig, toget kører af sted, og det er virkelig svært at sige: Jeg tror lige, jeg vil tænke mig lidt om her. Hverken hver især eller sammen kan vi finde ud af at holde de nødvendige pauser, så vi kan overveje, hvilken fremtid vi ønsker os, og hvordan vi bærer os ad med at nå derhen.

Hvad går kaldet ud på?

“Det peger helt tydeligt på vi’et. Vi har i langt tid kun været optaget af jeg’et: Hvordan bliver jeg helt særlig og unik. Og så har vi glemt betydningen af fællesskab. Men virussen har konkret vist, at vi er meget mere forbundne med hinanden, end vi lige var opmærksomme på. Vores kroppe er adskilte, men vores ånde forbinder os; se bare på smitten. Vi er både-og; både individer og dele af et fællesskab. Det betyder noget, hvad den enkelte gør, og vi skal også gøre det sammen.

I øjeblikket har vi mest tendens til at fokusere på, hvad vi hver især skal stille op med vores ubehag. Men der er jo nogle samfundsstrukturer, der har udløst kriserne. Dem er vi nødt til at bruge noget tid på at undersøge og forholde os kritisk til. Hvad er det, der gør, at mange mennesker føler sig så fortvivlede og er angste for fremtiden?

For mig er der en spirituel praksis i at sidde med de bibelske tekster, som jeg gør, når jeg skal forberede en prædiken. De spejler vores liv, oplever jeg. Og det slår mig, hvor tit der er indlagt en pause i fortællingerne. Jesus kunne tit bare gøre sine mirakler eller sige det, han har at sige, men tiden bliver altid lige trukket lidt ud af fortællingen. Der bliver indlagt en pause til at tænke sig om.

Jeg læser det som et billede på, at tiden spiller en rolle i forandringer. Vi kan ikke forholde os fornuftigt til fremtiden, hvis vi ikke giver os selv tid. Vi kan ikke tvinge vinter til at blive til sommer, vi må blive i ubehaget og undersøge, hvad der er gået galt.

Og det er ikke let at tage sig den tid, sådan som samfundet er skruet sammen nu. Den tyske sociolog Hartmut Rosa har et billede af det moderne samfund som en nedadkørende rulletrappe, som vi hele tiden må løbe op ad, hvis vi skal følge med. Den tid, vi bruger til at samle os erfaringer og bliver klogere, er skrumpet ind; vi skal bare fremad hele tiden.”

 

Og hvad gør det ved vores syn på fremtiden?

“Man får let fornemmelsen af fremtiden som et tog, der går et bestemt sted hen, og som det gælder om at få sprunget på. Det er, som om verden allerede er færdig, toget kører af sted, og det er virkelig svært at sige: Jeg tror lige, jeg vil tænke mig lidt om her. Hverken hver især eller sammen kan vi finde ud af at holde de nødvendige pauser, så vi kan overveje, hvilken fremtid vi ønsker os, og hvordan vi bærer os ad med at nå derhen. 

For verden er ikke færdig. Der kan ske så meget i vores liv. Dostojevskij skrev et berømt brev til sin bror, da han var på vej i fangelejr i Sibirien, hvor essensen er: Jeg holder modet oppe, for også i fangelejren er der jo mennesker. Og hvor der er mennesker, er der håb. Han kunne jo lige så godt have tænkt: Nu er min skæbne beseglet. Og det ser da også udsigtsløst ud for ham. Men han holder fast i tilliden og håbet. Det skal nok gå.”

 

Men hvordan ved vi egentlig det? Måske fortsætter coronaen bare, måske bryder verden helt sammen?

“Jeg tror, vi skal lytte til ældre mennesker og ældre tekster, også Bibelen. De kan fortælle om andre dramatiske omvæltninger, hvor livet trods alt gik videre. Og hvad er også alternativet til at tro på det? Vi er nødt til at være på udkig efter de tegn, der peger os i retning af håbet. Naturens skønhed, musikkens skønhed, fællesskabet med andre mennesker, der kæmper den samme kamp, og med de gamle tekster. Vi er ikke alene.

Og så skal vi huske at have øje for de konkrete ting, der sker. Der kan godt være en slæbende proces hen mod elbiler, men så pludselig sker der en hel masse. Og det går jo ikke, at vi ikke kan holde ud at være i det langsomme og slæbende, hvis det er den vej, vi skal.

Selv oplever jeg håbet som noget, jeg er nødt til aktivt at vælge. Det er en livslang proces, og indimellem mister jeg det. Når jeg fx ser folk skrive ’Fuck Gretha Thunberg’ over deres udstødningsrør. Så prøver jeg at huske at tænke på Dostojevskij: Hvor der er mennesker, er der håb.”

Signe von Oettingen er præst i Ribe Domkirke og bor i Løgumkloster sammen med sin familie.

Læs mere om

Fremtiden

Grib forstyrrelserne

Fremtiden er per definition usikker, men vi kan ikke planlægge os ud af problemerne. Og det gælder både på fodboldbanen og i livet, siger tidligere fodboldtræner Troels Bech. 

Brian bærer sin undergang i generne

Brian ved, at han kommer til at dø af en hjernesygdom i en alt for ung alder. Den tanke har han vænnet sig så nogenlunde til. Men der er en bestemt stue på plejehjemmet, der gør hans fremtidsperspektiver lidt for konkrete for ham. 

Vi har brug for drømmene

Det er nødvendig for mennesker at have fremtidsforestillinger, der bygger på håb. Som traumatiseret flygtning kæmper psykologen Mozhdeh Ghasemiyani stadig indimellem med at turde tro på en god fremtid. Så meget, at hun ikke har kunnet fortælle nogen, at hun har fået et barn.

Håbet for i morgen findes når dagen i dag giver mening

For Cathrine Nørgaard er overgangen fra ung til voksen forbundet med sorg. Hun har talt med en hospitalspræst om at genfinde fremtidshåbet gennem de små ting, der giver livet værdi.

syv år og halvanden uge og aldrig eller altid nu

Det anorektiske paradoks er, at anorektikeren midt i sit umulige liv holder alle muligheder åbne. Fremtiden kan være hvad som helst, når den nu alligevel aldrig kommer, skriver Lea Muldtofte, 40 kilo.

Fem gode tv-serier

Når vi fortæller historier – hvad enten det er romaner, sange omkring bålet, malerier eller tv-serier – er det vores måde at forholde os til vores glæder, sorger, udfordringer, dilemmaer og livets store spørgsmål på. Det gælder også historier, der foregår i fortiden eller i fremtiden.  

En fremtid for de skæve ...

Produkter, der ellers var dømt til døden og på vej i affaldscontaineren, får nyt liv i Wefood. Til gavn for hele klodens fremtid.

Din hverdag i 2050

 Du har helt sikkert hørt om klimaet i 2050. Om storme og tørke. Men hvordan bliver din kost, din bolig og din transport? Vi har leget kvalificeret gætteleg med nogle af landets førende forskere.

Rettet mod fremtiden

Mød tre unge, hvis nutid er præget af fremtiden. De bruger hver især det meste af deres tid på at forholde sig til klimaet, menneskets aldring og økonomien.

Verden skal genfortrylles

- og det er kulturen, der skal gøre det. Arkitekt Ane Cortzen efterlyser bøger, film og bygninger, der gør verden større.

På rejse ud i rummet – til større klimabevidsthed

Vores hjerner kan ikke reagere på farer, der ligger langt ude i fremtiden – som konsekvenserne af klimaforandringerne. Virtual reality er et bud på, hvad vi stiller op med det problem. Men virker det? Og er det altid en god idé?

Hverdagens forudsigelser

Spådomme om fremtiden smager af sandsigersker, tarotkort og clairvoyance. Men forudsigelserne behøver ikke være så eksotiske – de er en helt almindelig del af vores hverdag, og det kan være dyrt at gætte forkert.

Kiksede kig i krystalkuglen

Det er svært at spå, især om fremtiden … Her er et overblik over nogle af de mere spektakulære flop i forudsigelsesbranchen.

Dyrs fornemmelse for fremtiden

Egentlig fremtidssans er defineret ved evnen til behovsudsættelse - og den har dyr ikke. De udsætter ikke deres behov, men forsøger at få dem stillet.

Biskopper om fremtiden

Hvad tænker en biskop om fremtiden? Skal vi være bekymrede, og kan vi gøre noget for, at fremtiden bliver god? Vi har stillet tre spørgsmål til alle landets biskopper.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner

2021

Mørke

Vi søger lyset, men hvis vi ikke vil stå ved mørket som et grundvilkår, noget der hører med til livet, får vi sværere ved at finde det. Det gælder både mørket inden i os og det omkring os. 

2020

Valg

Vi lever i en tid, der hylder forestillingen om, at vi selv vælger, hvilket liv vi vil have. Vores uddannelse, vores helbred, vores partner, vores fremtid. Til gengæld står vi også selv med ansvaret, hvis det ikke falder heldigt ud

2019

Kontrol

Læs om videokontrol i fodbold, perfekthedskultur, kærlighed og døden. Om kontroltab, køn og højdeskræk. Om telefoner og lukkede grænser. Og om, hvorvidt vi kan bruge kirken, når det handler om at give slip.

2018

Dommedag

I over 2.000 år har kristendommen fortolket dommedag på mange forskellige måder. Her er den hurtige tur gennem historien. Vi spørger også fremtrædende kirkepersoner: Hvordan tolker du dommedag?

2017

Trofaste og troløse

Folk&kirke lader troende møde ikke troende til en snak om deres forhold til tro.

2016

Forlad os vor skyld

Siden Adam og Eva har skyldfølelsen været menneskets tro følgesvend, en følgesvend vi ofte vil ryste af os, men kan det ansvarlige menneske undgå at være skyldig? 

2015

Til jord skal du blive

Memento mori – husk, at du skal dø. Det er emner som disse, man kan læse om under temaet ‘Til jord skal du blive’.

2014

Kærlighed og kristendom

Kærligheden en følelse af at høre sammen; det, man ikke altid kan forklare andre, men som andre måske alligevel kan se

2013

Mad, tro og traditioner

Hvad næres mennesket af?