Biskopper og kontrol

Hvordan finder man balancen i, hvornår man skal forsøge at tage kontrol, og hvornår man skal give slip? Er det noget, kirken kan hjælpe til med? Folk&kirke har spurgt fem af landets biskopper – og en enkelt domprovst.

Af biskop over Aarhus Stift Henrik Wigh-Poulsen

Omsider at give op og lade det hele begynde

Kontrol er godt nok. Kontrol er nødvendigt. Hvis jeg ikke – med min sekretærs og min stiftskontorchefs bistand – havde en smule kontrol over tingene, kunne jeg ret hurtigt komme i knibe. Tanken om bare at stå op om morgenen, når man sådan havde lyst til at gabe, klø sig i håret, sætte vand over til kaffe, og så ellers bare lade dagen digte sig selv, kan da godt virke tillokkende. Bare ikke for min sekretær, min stiftskontorchef, stiftspersonalet, provsterne, præsterne, stiftet og alle dem, som trods alt er afhængige af, at jeg overholder aftaler, kommer til tiden og tager telefonen.

Det ville da være skønt en gang imellem at blive hængende i sofaen og glo fjernsyn eller sidde i en vejgrøft og binde blomsterkranse, men nogen er nødt til at have kontrol, ellers hænger tingene ikke sammen. Tværtimod. De falder fra hinanden og bliver til ingenting. Sådan er det bare. Det ved enhver.

I kampen for at bevare kontrollen kommer du selv til at fylde så meget, at de mennesker, som er omkring dig, som vil dig og behøver dig, bare bliver til brikker i dit eget lille spil, statister i din egen B-film.

Men enhver ved også, at kontrollen også hurtigt kan blive til for meget af det gode. Jeg tænker, at det sker sådan cirka der, hvor kontrollen ikke længere er kontrol for andres skyld, men for dens egen skyld, og nogen kommer til at lide under det. Som når medarbejderne har chefen på nakken, borgerne overvåges, samfundet gror til i bureaukrati, eller du selv bare i din kamp for at have styr på alting ender med at blive stresset eller arrig og irritabel som en gammel skovtrold.

Kommer vi først hertil, indser vi forhåbentligt også, at vi er nødt til at have kontrol over kontrollen, så den ikke tager magten fra os. Når jeg selv stresser eller kommer i skovtroldshjørnet – og det sker! – skal jeg hver gang lære lektien på ny, lære at slippe kontrollen og overgive, opgive eller hengive mig selv.

Det er hundesvært, men når det lykkes, er det ofte lykken. Og her må jeg citere fra Søren Ulrik Thomsens digt Det værste og det bedste, hvor de allersidste linjer lyder: “… det bedste er at gi op omsider / og pludselig mærke det hele begyndte: / Det er det bedste for mig.” For når du efter alt for længe, at have grebet krampagtigt ud efter kontrollen eller kæmpet som en bersærk for at beholde den, endelig giver slip, så lader du jo pludselig noget andet komme til. Noget, du måske alt for længe selv har stået i vejen for. Noget, du overså. Noget, som måske ligefrem blev rakt frem til dig, men du ikke tog imod.

Kort sagt: I kampen for kontrol blev du så fortabt i dit eget, at du ikke ænsede de andre omkring dig, og den verden og virkelighed, du er blevet givet og hele tiden får. I kampen for at bevare kontrollen kommer du selv til at fylde så meget, at de mennesker, som er omkring dig, som vil dig og behøver dig, bare bliver til brikker i dit eget lille spil, statister i din egen B-film, vejbump og irriterende forhindringer på din tilværelses motorvej.

Og for søren, mand, det er de jo ikke. De er en gave. De og den verden, du slår øjnene op til hver morgen, er en gave, som du får igen og igen, og som du skal se, sanse, mærke, forstå ved at glemme dig selv og sætte dig selv mere i baggrunden. Og gavens giver – vil jeg sige – det er Gud, den gode, gavmilde Gud. Når du tager imod, hvad han hele tiden giver, erfarer du, at noget nyt begynder. Ja, det hele begynder, fordi det ikke længere begynder med dig og din kontrol.

Af Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falsters Stift

Giv slip – og lad dig gribe

Mange mennesker bruger den første halvdel af livet på at få styr på tilværelsen, og den sidste halvdel af livet til at komme overens med, at de aldrig får styr på den. For tilværelsen er i sin grundsubstans ustyrlig. Det erfarer man hen ad vejen. Som ung er det imidlertid nemt at tro, at man kan planlægge sit liv. Livet ligger foran en, og man gør, hvad man kan for at planlægge og få styr på uddannelse, karriere, familie. Det ligger i den menneskelige psyke at forsøge at få kontrol over tilværelsen.

Når man bliver ældre og kigger tilbage på sit liv, erkender de fleste, at de vigtigste ting og begivenheder i livet har man ikke selv planlagt. Hvilken familie man blev født ind i, hvor i verden man voksede op, og hvilket sprog man lærte at udtrykke sig på. Hvilken krop, man blev født i – mand eller kvinde, stor eller lille, høj eller lav. Man valgte ikke sine børn, deres udseende, temperament og personlighed. Man valgte ikke, hvilke mennesker man skulle møde på sin vej igennem livet og knytte venskaber med, og man kunne heller ikke selv have skrevet drejebogen for mødet med den kærlighed, der kom til at forme ens liv. De helt afgørende ting og begivenheder i vores liv ligger uden for vores kontrol – men det betyder ikke, at vi ikke har et ansvar.

Det er en overbelastning af den menneskelige psyke at tro, at man kan og skal kontrollere tilværelsen, kongevejen til at gå ned med stress.

Vi tror, at det at tage ansvar er identisk med også at have kontrol. Det er det ikke. Ansvar har vi altid i alle livets forhold, men vi har ikke kontrollen eller magten. Det er en overbelastning af den menneskelige psyke at tro, at man kan og skal kontrollere tilværelsen, kongevejen til at gå ned med stress. Opgaven for os mennesker består i at erkende, at selvom vi har et ansvar, så har vi ikke magten til at kontrollere livet. Det kræver imidlertid, at vi kan give slip og overgive os.

Men til hvem? Det bedste svar har jeg hørt fra den tidligere ærkebiskop i Sydafrika, Desmond Tutu. Han fortalte om lastbilchaufføren, der var kørt galt på en bjergskråning og hang i en gren ud over den afgrund, hvor hans bil var styrtet ned. Manden løftede blikket mod himlen og råbte: “Hjælp, hjælp, er der nogen deroppe?” “Ja, min søn,” lød en stemme fra himlen. “Giv slip, så skal jeg gribe dig.” Lastbilchaufføren kiggede op igen og råbte: “Er der ikke en anden deroppe?”

Sagt på en anden måde kræver det tro og tillid at kunne give slip. Tro på en magt uden for os selv, der griber os, når vi falder igennem tilværelsen og mærker, at vi ikke selv har kontrol over livet. Den magt er Gud.

“For dit er riget, magten og æren i evighed.” Sådan beder vi i Fadervor, når vi holder gudstjeneste i kirken. I kirkens rum kan man for en stund erfare den indre fred, der følger af at overgive sit i liv i Guds hænder. I gudstjenesten opstår den indre ro, der får os til at acceptere de ting, vi ikke kan ændre. Her indgydes vi mod til at ændre de ting, vi kan, og her styrkes vores evne til at se forskel. Så vi går ud af kirken og møder verden med en fornyet tro og tillid.

Af Niels Christian Kobbelgaard, domprovst ved Budolfi Kirke i Aalborg

En gave kan ikke kontrolleres

Gud, giv mig sindsro til
at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,
mod til at ændre de ting, jeg kan,
og visdom til at se forskellen.

Sådan har vi fået “sindsrobønnen” overleveret. Sindsro, mod og visdom udtrykkes som gaver! Og der er tale om nådegaver – hvis vi skal lægge os op ad teksten i den originale amerikanske udgave:

“God, give us grace
to accept with serenity the things that cannot be changed …”

En gave kan ikke kontrolleres. Den kan ikke tages. Men den kan modtages, når den rækkes os. Med Paul Gerhardts ord fra salme nr. 36 i salmebogen: “Thi intet kan du tage, alt kan du få af Gud.” Det er på mange måder en sindsrosalme. En smertesalme, der lover os nåde: “Kun nåde du udspreder, kun lys er al din vej.” Gud omfavner os med sin nåde, med sit ords lys, så vi kan slippe vores eget og få styrke til at acceptere de ting, der ikke kan ændres, mod til at ændre de ting, der kan ændres og visdom til at se forskellen. Der er ikke tale om en evne, den enkelte besidder, og som kan aktiveres gennem teknikker erhvervet på diverse kurser. Vi befinder os i tilværelsens maskinrum, tilværelsens dyb. Og sandheden er dyb – som den dybe smerte.

Du er aldrig alene, og da slet ikke når du befinder dig i tilværelsens dyb.

Vi må tro, at vi, uanset om vi befinder os på bunden af tilværelsens dyb, aldrig havner et sted, hvor Gud ikke er med os. Angsten for det uvisse og farlige skal ikke skræmme os til at holde os til det pæne, det glatte, det overfladiske, for selvom dybet rummer lidelse, smerte og sorg, er det også der, den dybe glæde er.

Glæde nås ikke ved at leve på overfladen, hvor vi bilder os ind, at alt kan kontrolleres. Den nås ved at trænge ned i dybet af os selv, i vores verden og i Gud. I dybet er der sandhed. Der er ganske vist lidelse, men også håb. For i dybet er Gud. Han er den, der accepterer os som dem, vi er; kun sådan giver det mening at forstå Gud. Vi er accepteret på trods af vores skyld. Selv den uacceptable er accepteret. At tale om troen på Gud på denne måde kan give os modet til at være til, så jeg kan “acceptere de ting, jeg ikke kan ændre” og få “mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.” Find ro i det enkle, at du er accepteret.

Jeg skifter scene og vender mig mod Storm P. På hans billede “Julen 1944” møder vi en vagabond ved et grantræ. Vagabondens hund står ved hans side. Over træet skinner stjernen funklende klar. Hunden står ved sin herres fødder og ser op på ham med klare øjne. Vagabonden står ved træet og ser med lige så klare øjne og med en tilpas rød tud op på sin herre, symboliseret ved Betlehemsstjernen over træet. I ærbødighed har vagabonden taget hatten af. Han står dér i den kolde vinternat helt alene med sin hund.

Og alligevel er han ikke ene. Ud af billedet lyser budskabet: Du er aldrig alene, og da slet ikke når du befinder dig i tilværelsens dyb. Vagabonden ved, at hans indimellem usle liv er omsluttet og favnet af Gud. Julenat forbinder Gud nemlig sin historie med vores. Han sendte sin søn til verden. Blev menneske. Gjorde sig til ét med det ringeste skarn af et menneske, for at lade ethvert menneskes historie smelte sammen med Guds historie og Jesus’ skæbne. Den sandhed er dyb. I julenattens dybe mørke tager Gud ordet og taler til os om den accept og samhørighed, der er livsmodets kilde.

Af Tine Lindhardt, biskop over Fyens Stift 

Tro som trods

Sindsrobønnen er en smuk bøn, som umiddelbart signalerer alt andet end kontrol. Se i øjnene, at der er ting, du ikke kan ændre. Slip dem og accepter dem. Og brug så dine kræfter der, hvor det er muligt at ændre på tingene, og hvor du kan gøre en forskel.

Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvordan man helt konkret finder ud af, hvornår man skal tage kontrol, og hvornår man skal give slip? Hvorfra får man visdom og indsigt til at finde ud af, hvad man kan ændre, og hvad man ikke kan. Det er et godt spørgsmål. Men i stedet for at kaste mig ud i forsøg på et svar bliver jeg nødt til at lufte min skepsis over for selve sindsrobønnen.

I virkeligheden ser jeg den ikke som udtryk for et ønske om at slippe kontrollen men faktisk for det stik modsatte. Med sindsrobønnen ønsker man jo netop at få kontrol. At undgå kaos. Alt det, man ikke kan overskue, og som gang på gang kaster alle ens planer omkuld og river tæppet væk under fødderne på én – alt det forsøger man med sindsrobønnen at få styr på ved billedligt talt at lægge livet i kasser: Her er kassen for det, jeg kan ændre. Her er kassen for det, jeg ikke kan ændre. Kontrollen genoprettet. Krisen afværget.

Fotograf: Ard Jongsma

Livet er som en tiger, en panter, en vildkat. At tro, at vi kan tage et fast greb i halen på det og få styr på det, er en illusion.

Det er jo en form for krisehåndtering. Og som sådan både fornuftigt og effektivt. Men det dur ikke altid, når det drejer sig om vores liv. Om eksistensen. Om liv og død, kærlighed, had, jalousi, glæde, sorg, jubel. I et splitsekund kan vi blive ramt af livets skrøbelighed. Sygdom, ulykker, naturkatastrofer som rammer uden varsel og ændrer vores liv for altid. Eller vi kan blive ramt af en kærlighed og en forelskelse så vild og overvældende, at det fuldstændigt vender op og ned på alt.

Livet er som en tiger, en panter, en vildkat. At tro, at vi kan tage et fast greb i halen på det og få styr på det, er en illusion. Og skal man egentlig acceptere det, man ikke kan ændre? Det synes jeg er en alt for passiv holdning. Gad vide, om kvinder havde fået stemmeret, om vi havde fået demokrati, eller om slaveriet var blevet ophævet – for nu blot at nævne noget – hvis vores forfædre og -mødre blot havde accepteret alt det, de ikke kunne ændre. For man kunne ikke ændre det – før de gjorde det. Nogle gange tog det lang tid, og nogle gange kostede det dem ære, liv og gods. Men de trodsede det, som andre sagde var grundmurede livsvilkår og bøjede ikke bare nakken og ryggen for overmagten. Og ting kunne alligevel ændres. Grænser kunne flyttes, mure brydes ned. Gode forhold kunne bygges op.

Man kan ryste på hovedet ad det og bede om blot en anelse realistisk sans. Sandt nok. Der er grænser, vi ikke kan bryde. Forhold, som det ligger uden for vores rækkevidde at ændre. Men samtidig kan vi ikke bare affinde os med det. Acceptere det.

Det er her, troens trods og evangeliets modsigelse kommer ind. Håbet. Som stoler på, at der altid er mere at sige, også når vi ikke selv kan. Troens trods, som tror og håber, at Gud, livets Herre og skaber, altid får det sidste ord. Det håb har vi mennesker hårdt brug for.

Vi kan ikke slette ondskaben med et pennestrøg eller en politisk beslutning. Men vi kan stå op imod den. Også når det er os selv, ondskab og mørke tager bolig i. Vi kan ikke fjerne ensomheden. Men vi kan tale og handle imod den. Vi kan ikke afskaffe sygdom og død. Men vi kan råbe imod det, græde i smerte og savn og bede om Guds styrke til at leve på trods.

Troens trods. Evangeliets modsigelse. Håb.

Af Lise-Lotte Rebel, biskop over Helsingør Stift

Kontrol eller kærlighed

For mit indre blik tegner sig billederne fra en film, jeg så for en del år siden. “Livet er smukt” er en gribende historie om en italiensk, jødisk familie, som havner i tysk koncentrationslejr under Anden Verdenskrig. Familien bliver splittet, men det lykkes faderen at skjule sin lille søn hos sig, mens han kæmper for at overbevise sønnen om, at det hele er en leg. I kz-lejren kontrollerer nazisterne fangerne ned til mindste detalje, men alligevel lykkes det faderen med sine fortællinger at afvæbne den daglige angst og ondskab for drengen. På trods af alt det både han, barnet og de andre fanger ser, fastholder han i drengen en tro på, at livet er smukt. At retfærdigheden vil sejre. Og at det er volden og destruktionen, som er latterlig og afmægtig.

Filmen bagatelliserer ikke ondskaben, den negligerer den ikke. Og faderen tager ikke kampen op mod nazisternes kontrol på ondskabens præmisser. Nej, den vanvittige galskab er der i al sin rå styrke, men filmen formår på eminent vis at udstille ondskaben og volden i al dens ynkelige selvoppustethed. I filmens fortælling er det den afmægtige far, der kommer til at være et vidne om en anden magt – en større magt og en større sandhed end den, vi ser og hører i nazismens og totalitarismens brutale fremfærd. Og på trods af at faderen selv bukker under til sidst i forsøget på at redde sin kone og søn, så bevidner han med sin fremfærd i tilsyneladende afmagt, at kærligheden er hadet og volden så langt overlegen.

Kristendommen fortier ikke ondskaben. Den bliver ikke bortforklaret. Nej, den er der i al sin rå styrke i os og i verden. Men den afklædes!

Filmen handler på den måde om det gådefulde onde, som vi ikke kun møder i de totalitære regimer, men som er overalt, hvor vi mennesker lever med hinanden. Hvorfor er mennesker, som de er? Eller endnu mere: Hvorfor er vi, hvorfor er jeg, som jeg er? Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg, sagde Paulus engang med et dybt suk. Det onde er ikke bare de andre. Det bærer også vort segl. Kristendommen fortier ikke ondskaben. Den bliver ikke bortforklaret. Nej, den er der i al sin rå styrke i os og i verden. Men den afklædes!

Når Bibelen fortæller om dette, så sker det først og fremmest gennem fortællingen om den vej, Jesus gik i verden. En vej gennem smerter, forkastelse, lidelse og død. Men det var så også ved at gå den vej, at han afklædte og afslørede den menneskelige ondskab. Ikke ved magt og styrke, men ved en langt mere gådefuld magt, et langt stærkere våben: ved kærlighedens underlige modsatrettede magt. En kærlighed, der udholdt vennernes svigten og forræderi, en kærlighed, der kunne bære helt ind i døden, hvor han bad for sine fjender: “Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør.” Jesus viste os med sit liv og sin død, hvad der er størst. Han viste os, at kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden.

Man kunne volde Jesus ondt, men man kunne ikke gøre ham ond. Det er påskemorgens budskab, opstandelsens budskab. At give efter for ondskaben, det er at gøre livet ringere eller grimmere end det er skabt til at være. For i Guds bestemmelse er livet skabt smukt. At hævde det og holde fast ved det trods alle anfægtelser og alle modsigelser og al tvivl, det er det, kristendommen kalder os til. Ikke ved at tage skyklapper på, men ved at se livet i øjnene og leve det helt sårbart og udleveret til den smerte, som kærligheden fører ind i.

Af Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift

Kærlighedens magt i afmagten

Ærkebiskop Desmond Tutu beskrev engang det moderne menneske som en, der hænger i en tynd gren ud over en afgrund. Mennesket råber op imod Gud i himmelen: “Hello, is there anybody up there?” Gud svarer tilbage: “Jeg er hos dig, mit barn. Giv slip, og jeg vil redde dig!” Manden ser ned i afgrunden under sig, og råber så igen op imod himmelen: “Hello, is there anybody else up there?”

Vi moderne mennesker tvivler i stigende grad på, om vi bliver grebet, og forsøger i stedet at få kontrol over vores komplekse virkelighed. Og mange mennesker er i dag ved at bukke under for presset om kontrol.

Vi ser det hos de tusindvis af unge piger, hvis kroppe og psyke reagerer på den øgede kompleksitet gennem spiseforstyrrelser og andre psykiske lidelser.

Vi ser det hos de mange erhvervsaktive, som går ned med stress, fordi de har presset sig selv ud over grænsen i forsøget på at følge med i konkurrencestatens eskalerende krav.

Der skal kontrolleres og dokumenteres i en sådan grad, at læger og sygeplejersker ikke får tid til den almindelige omsorg og tid til at lytte til patientens behov.

Vi ser også kravet om øget kontrol i de styrings- og ledelses-paradigmer, som florerer mellem os. New Public Management er et helt ledelsessystem, som det offentlige er underlagt, der har kontrol som sin bærende komponent. Der skal kontrolleres og dokumenteres i en sådan grad, at læger og sygeplejersker ikke får tid til den almindelige omsorg og tid til at lytte til patientens behov, og pædagoger mister kvalitetstid sammen med børnene for at kunne dokumentere alt det, de laver, i forsøget på at kvalitetssikre tiden sammen med børnene.

Kontrol er godt, men når det går over gevind, bliver det et sygeligt krav, der gør os fremmede for os selv. Vi mister livets orientering ved fejlagtigt at tro, at livet findes der, hvor vi selv tager kontrol over det.

Det vigtigste i livet er netop det, vi får givet, når vi tør give slip på os selv og vores egen sikkerhed. Når vi tør tage springet ud på troens halvfjersindstyve tusinde favne og give os Gud i vold.

Det er det, Desmond Tutu siger med sin historie. Et spring ud af kontrollen er også at give os hen i den uselviske kærlighed, som risikerer ikke at blive gengældt. Det andet menneskes kærlighed kan vi aldrig få kontrol over. Det, vi lever af, er kærlighedens magt i al dens afmagt.

Det handler om balance. For vi må på én gang tage ansvar og give slip.

Livet bliver først levende og skaber bevægelse, når vi holder op med at basere livet på kontrol og begynder at møde det i tillid. Det er i tilliden mellem mennesker – og mellem Gud og mennesker – at troen, håbet og kærligheden næres og spirer. Livet bliver til i et samspil med andre, når vi får det rette forhold mellem afkaldet på kontrol og det ansvar, der følger med vores frihed som mennesker.

Læs mere om

Kontrol

Jeg er nødt til at have kontrol

Anne Sofie Aabyen fungerer som projektleder for sin handicappede datter, der får hjemmetræning. Hun læser medicinske fagartikler og koordinerer kontakten mellem de forskellige behandlere, for det er hun nødt til. Ellers mister hun håbet, siger hun.

Døden er en stor klump af ækel uoverskuelighed

Døden er det eneste sikre i livet, men vi lader, som om den ikke vedrører os. Det gør os angste og overkontrollerende, og der er kun én ting at gøre ved det: Sæt dig ned og træn i at dø, siger forfatteren og musikeren Kristian Leth.

Kontrol er en særlig disciplin for kvinder

Sanne Søndergaard er kontrolfreak – og det står hun ved. For mens mænds kontrolbehov handler om ikke at se svage ud, er kvinders i en anden liga, mener hun. De skal nemlig også have kontrol over det, mændene vil gøre imod dem. Folk&kirkes redaktør har været til testshow på Sanne Søndergaards nye show.

Nøglen ligger hos det andet menneske

Vi er fanget i en kredsen om os selv. Og først når vi giver slip på kontrollen, får øje på alle de andre og glemmer os selv, bliver vi fri. Sådan lyder den kristne grundfortælling, siger sognepræst Eva Tøjner Götke, der mener, at tiden har brug for kirkens modstemme.

Gud har i virkeligheden samme projekt, som vi har i vores podcast.

Nanna Elizabeth Hovgaard fra podcasten Fries Before Guys ved ikke, om hun tror på Gud. Men hun længes efter ham, og når alt brænder på, beder hun til ham og føler sig mindre ensom, for hos ham må man slippe kontrollen og være, som man er.

Hvad er der egentlig i vejen med at fejle?

Jacob Nossell har en spastisk lammelse, der gør det svært for ham at kontrollere bevægelser og tale. Det har gjort ham til mester i at blive afvist og har lært ham at affinde sig med det, han ikke kan gøre noget ved.

Det gælder om at holde døren åben

Vi lukker grænserne omkring os, fordi vi er bange for at miste kontrollen over vores identitet, mener forfatteren til en ny bog om gæstfrihed. Men hvis vi ikke passer på, bliver vi fattigere og mister os selv.

Styr på balancen

For lidt kontrol er noget skidt, og for meget er endnu værre. Så hvordan finder man den rigtige balance? Her giver lægen, psykologen og samfundsøkonomen deres bud på, hvad vi kan og skal kontrollere.

Kærlighedens paradoks

Når vi elsker nogen, vil vi ikke miste dem. Og derfor kommer vi til at kontrollere kærligheden ihjel. Når studerende har det svært og opsøger studenterpræsten på Aarhus Universitet, handler alle samtalerne i sidste ende om det samme. Kontrol.

Se angsten i øjnene

EKSPONERING: Mennesker er ikke høns. Vi dør ikke af skræk. Og ved at udsætte os for det, vi frygter, kan vi mindske angsten og genvinde styringen. I hvert fald over et lille hjørne af tilværelsen.

Videokontrol punkterer fodbolden

Behovet for kontrol har ædt sig ind i hjertet af den danske nationalsport. Vi vil eliminere de menneskelige fejl, men så har vi slet ikke forstået fodboldens sjæl, mener Christian Sforzini Graugaard, der er passioneret fodboldfan.

Filmens magiske kontrol

Fem gode film, der handler om den kontrol, vi så gerne vil have, men ikke kan få.

Kontrol er noget, man køber i Appstore

Fitbits, træningsspil og oversigt-apps. Der er ikke den kontroldims, du ikke kan få til din smartphone, så du kan få tjek på din søvn, din ægløsning, dit humør. Og hvis du ikke helt kan styre dit telefonforbrug, så findes der også en app til det.

Fem gode råd: Sådan tager du kontrollen tilbage fra din mobil

Hvert eneste øjeblik bliver du overvåget og kontrolleret gennem din mobil. Amerikansk forfatter har undersøgt, hvordan teknologigiganter kontrollerer din hverdag, og giver fem råd til, hvordan du kan gøre dig fri igen. Folk&kirke har interviewet Franklin Foer.

Accepter kontroltabet og se fremad

Lars Kolind var succesfuld erhvervsmand og folketingskandidat, da han i 2007 var igennem en mediestorm. Han blev misforstået, siger han, og misforståelsen hænger ved den dag i dag. Det hjælper ham at tro på, at der er en mening med alting.

Gå på opdagelse i

Andre magasiner