Fem gode råd: Sådan tager du kontrollen tilbage fra din mobil
Hvert eneste øjeblik bliver du overvåget og kontrolleret gennem din mobil. Amerikansk forfatter har undersøgt, hvordan teknologigiganter kontrollerer din hverdag, og giver fem råd til, hvordan du kan gøre dig fri igen. Folk&kirke har interviewet Franklin Foer.
Har du en mobil i lommen? Og har du nogensinde brugt søgemaskinen Google? Så er du lige netop nu under kontrol af verdens førende techgiganter, om du vil det eller ej. Det mener i hvert fald den amerikanske forfatter og journalist Franklin Foer. Gennem de seneste mange år har han nærstuderet arbejdsmetoderne hos Google, Amazon, Facebook og Apple. I sin nye bog, Verden fra Forstanden, viser Franklin Foer, hvordan tech-giganterne styrer vores liv, og ikke mindst hvilken trussel de udgør. Jeg mødte Franklin Foer i Aarhus en mørk efterårsdag, hvor han var på besøg for at fortælle om sin bog.
“Ligesom dårligt produceret mad har gjort amerikanerne overvægtige, så gør teknologi os nu kulturelt overvægtige,” siger Franklin Foer med en dyster mine. Han ser Facebookopslag med nuttede katte og uønskede Googlereklamer som en slags dårlige pomfritter i hverdagen. Derfor er det essentielt for hele verdens fremtid, at vi tager kontrollen tilbage over eksempelvis vores mobiltelefoner. Verdens førende teknologifirmaer har i dag så meget kontrol over mennesket, at vi som medieforbrugere ikke blot har mistet vores egen selvkontrol, men også vores kultur og selvstændighed, mener han.
Vi deler privatliv med venner på Facebook, og via Google Maps fortæller vi hele verden, hvor vi er. Med mobilernes indtog i den vestlige verden har en lille håndfuld mænd fået let adgang til at kontrollere og dominere millioner af menneskers hverdag. Hvis det stod til teknologifirmaerne, ville de allerhelst være helt inde i vores sind, mener Franklin Foer. Og når de har nået forbrugerens sind, vil de gerne kunne tænke en tanke, før forbrugeren selv tænker den – og på den måde tilbyde et produkt til dig, før du overhovedet anede, at du havde brug for det.
Du kan selv sørge for ikke at lukke techgiganterne ind og overlade dem kontrollen over dig.
Læs Franklin Foers råd her:
1. Tag kontrol over din egen mobiletelefon og dens apps. Slet de apps, du ikke bruger, for de skal fungere som dit værktøj og ikke et værktøj for andre, der for eksempel vil kende dine forbrugsvaner. På Facebook bør du slå alle notifikationer fra, der ikke er fra mennesker du kender – så undgår du notifikationer fra organisationer og firmaer, der vil sælge dig en vare.
2. Undersøg telefonens muligheder og find ud af, hvornår du for eksempel giver tilladelse til at dele din geografiske placering med omverden.
3. Lær dine børn om teknologiernes magt til at gøre os afhængige. Det er vigtigt, at de lærer, hvordan man bedst bruger de digitale teknologier uden at blive udnyttet.
4. Vær kritisk over for techgiganter som Amazon, Google, Facebook og Apple. Onlinekøb og onlinehandlinger er ikke altid bedst. Før du for eksempel vælger at købe en bog hos Amazon, bør du grundigt overveje, om du ikke hellere skal støtte de fysiske boghandlere.
5. Lad mobilen ligge. Hvis du hele tiden går rundt med din mobiltelefon i lommen, så kan det være svært helt at vriste sig fri fra den digitale overvågning. Oplad for eksempel aldrig din mobil i dit soveværelse. Selv er Franklin Foer nødt til at fjerne sig fysisk fra sin mobiltelefon, når han skal sove, for ellers kan han ikke få en hel nats søvn