Se angsten i øjnene

Sarah Thorngreen Auken

EKSPONERING: Mennesker er ikke høns. Vi dør ikke af skræk. Og ved at udsætte os for det, vi frygter, kan vi mindske angsten og genvinde styringen. I hvert fald over et lille hjørne af tilværelsen.

Jeg træder ind i elevatoren, trykker på den øverste knap. Elevatormuzakken overdøver lyden af motoren, der trækker mig højere og højere op. Pling, døren går op. Jeg træder et skridt fremad og stirrer lige ned i afgrunden. 18 etager under mig ser jeg storbyen pulsere afsted. Trafikken ligner i størrelse en Lego-by, som mine børn kunne bygge den. Det hele ser bare meget virkeligere ud, og jeg kan høre alle lydene.

Fra den åbne elevatordør er der en smal planke, der går ud i … ingenting. Mine tanker vender tilbage til mine børn igen. For det er for deres skyld, jeg gør det. Jeg, der altid har taget en udfordring på mig. Jeg, der altid har set mig selv som frygtløs, der som barn klatrede her op i de højeste træer, kastede mig ind i de vildeste forlystelser i Tivoli og aldrig kunne få nok sug i maven. Men på et tidspunkt skete der noget. Nu er jeg blevet den, der hellere vil hente kaffe og sørge for, at børnene kommer på toilettet. Jeg undgår suset i maven.

Men jeg gør det her for mine børns skyld. Jeg vil gerne være den nærværende og aktive forælder. Og da jeg sidste sommer klamrede mig til gelænderet i Zootårnet og gjorde alt for at fortælle de små, at mor svedte (og skjulte, at det var angstens sved), besluttede jeg mig for at gøre noget ved det. Så her står jeg – og kan ikke andet. Eller jo: Jeg kan tage elevatoren ned igen. Men det er ikke derfor, jeg er her.

Jeg skal da lige love for, at jeg bliver eksponeret – og eksponerer mig selv. Jeg bevæger mig langsomt ud på brættet, jeg kan mærke vinden tager lidt fat i mig. Alligevel vakler og famler jeg mig ud på brættet. Jeg er rædselsslagen.

Eksponerer sig selv

I virkeligheden står jeg på et bræt, præcis én centimeter over jorden i Kødbyen hos virtual reality-virksomheden Khora i København. Og det er helt frivilligt. Det ved jeg alt sammen udmærket godt, for jeg er selv taget hertil for at opleve netop dette. Det er sådan set pointen. Alt for længe har jeg ladet angsten bestemme over mig. Nu vil jeg have kontrollen tilbage. Teknikken, jeg bliver udsat for, kaldes “eksponering” inden for den såkaldte kognitive angstbehandling, og jeg skal da lige love for, at jeg bliver eksponeret – og eksponerer mig selv. Jeg bevæger mig langsomt ud på brættet, jeg kan mærke vinden tager lidt fat i mig. Alligevel vakler og famler jeg mig ud på brættet. Jeg er rædselsslagen.

Pointen i den kognitive angstbehandling sammenfattes nogle gange i udtrykket “undgå at undgå”. Hvis man er irrationelt angst for noget, skal man ikke forsøge at undgå at møde det, for så giver man bare angsten mere plads ved at bekræfte den. Des mere plads den får, des mindre er der til en selv; man oplever et kontroltab.

Sarah Thorngreen Auken er 43 år, præst og mor til to piger på tre og fem. 
“Jeg bevæger mig langsomt ud på brættet, jeg kan mærke vinden tager lidt fat i mig. Alligevel vakler og famler jeg mig ud på brættet. Jeg er rædselsslagen.”

Derfor er jeg her. For at blive eksponeret og ramt af angst. Sagen er nemlig den, at mennesker ikke er høns. Selvom folk med meget stor risiko for blodpropper har en lille risiko for at få en ved alvorligt chok, er skræk i sig selv ikke farligt for os. Det er utroligt ubehageligt at konfrontere sin angst, men farligt er det ikke. Hvad mere er: Det er gavnligt. Når vi bliver udsat for vores angstobjekt, reagerer vores krop, som om vi var i fare. Den går i alarmberedskab, men den kan ikke forblive i alarmberedskabet. Det er fysisk umuligt, og derfor falder alarmberedskabet efterhånden til ro, selvom vi er eksponeret for vores angstobjekt.

Dermed opdager vi gradvis, at angsten først og fremmest er en fysisk reaktion hos os selv. Det normaliserer den og løsriver den fra angstobjektet. Jeg har hjertebanken, ja, men det har jeg også haft efter en løbetur, eller når jeg har drukket for meget kaffe. Samtidig opdager vi, at vi faktisk kan være i nærheden af det, vi er bange for, og være langt roligere, end vi troede muligt.

Vi opdager, at kontroltabet er midlertidigt. At det er lidt tilfældigt og kun delvis bundet til det, vi tror, vi er bange for. Vi genvinder kontrollen over dette lille hjørne af tilværelsen.

Et spørgsmål om realisme

Jeg har aldrig været invalideret af angst. Men jeg synes alligevel, at mine piger har brug for mig i en udgave, hvor jeg selv styrer, hvad jeg vil og ikke vil, så jeg kan bane vej for dem og hjælpe dem med selv at få en smule kontrol over deres liv. Det er også et spørgsmål om realisme. Det er irrationelt at være højdeskræk, men det er helt rimeligt at bekymre sig om, hvorvidt man kan være en ordentlig forælder, og at prøve at undgå at gøre ting, som gør en dårligere. Så selvom det netop er grotesk ubehageligt at stå der, tilsyneladende svævende mellem himmel og jord og rædselsslagen for at falde ned, så bliver jeg stående.

Angsten letter, og en følelse af sejr sætter ind. Til sidst er det nemt. Jeg balancerer uproblematisk af sted hen over hustagene. Jeg føler mig nærmest vægtløs. Og da jeg tager VR-brillerne af, får jeg straks lyst til at hente mine børn og finde de højeste træer i skoven, vi kan klatre op i.

Jeg ved ikke, om jeg for alvor har sluppet min angst. Måske stikker den dybere end til tårnet i Zoologisk Have. Måske handler den lige så meget om, at jeg i samme ombæring, som jeg fik mine børn, også mistede følelsen af at være usårlig. Jeg skal passe på dem, og for at kunne det skal jeg også passe på mig selv.

Men det behøver jo ikke tage overhånd. Og nu tør jeg i hvert fald stå på et én centimeter højt bræt i Kødbyen.

Fakta

Khora

Khora arbejder med bl.a. virtual reality inden for uddannelse, sundhedssektoren, kunst, museer og arkitektur. I Kødbyen på Vesterbro i København har virksomheden et showroom, hvor man kan spille og prøve nogle af VR-træningsværktøjerne mod bl.a. højdeskræk og angst for hunde.

Læs mere om

Kontrol

Jeg er nødt til at have kontrol

Anne Sofie Aabyen fungerer som projektleder for sin handicappede datter, der får hjemmetræning. Hun læser medicinske fagartikler og koordinerer kontakten mellem de forskellige behandlere, for det er hun nødt til. Ellers mister hun håbet, siger hun.

Døden er en stor klump af ækel uoverskuelighed

Døden er det eneste sikre i livet, men vi lader, som om den ikke vedrører os. Det gør os angste og overkontrollerende, og der er kun én ting at gøre ved det: Sæt dig ned og træn i at dø, siger forfatteren og musikeren Kristian Leth.

Kontrol er en særlig disciplin for kvinder

Sanne Søndergaard er kontrolfreak – og det står hun ved. For mens mænds kontrolbehov handler om ikke at se svage ud, er kvinders i en anden liga, mener hun. De skal nemlig også have kontrol over det, mændene vil gøre imod dem. Folk&kirkes redaktør har været til testshow på Sanne Søndergaards nye show.

Nøglen ligger hos det andet menneske

Vi er fanget i en kredsen om os selv. Og først når vi giver slip på kontrollen, får øje på alle de andre og glemmer os selv, bliver vi fri. Sådan lyder den kristne grundfortælling, siger sognepræst Eva Tøjner Götke, der mener, at tiden har brug for kirkens modstemme.

Gud har i virkeligheden samme projekt, som vi har i vores podcast.

Nanna Elizabeth Hovgaard fra podcasten Fries Before Guys ved ikke, om hun tror på Gud. Men hun længes efter ham, og når alt brænder på, beder hun til ham og føler sig mindre ensom, for hos ham må man slippe kontrollen og være, som man er.

Hvad er der egentlig i vejen med at fejle?

Jacob Nossell har en spastisk lammelse, der gør det svært for ham at kontrollere bevægelser og tale. Det har gjort ham til mester i at blive afvist og har lært ham at affinde sig med det, han ikke kan gøre noget ved.

Det gælder om at holde døren åben

Vi lukker grænserne omkring os, fordi vi er bange for at miste kontrollen over vores identitet, mener forfatteren til en ny bog om gæstfrihed. Men hvis vi ikke passer på, bliver vi fattigere og mister os selv.

Styr på balancen

For lidt kontrol er noget skidt, og for meget er endnu værre. Så hvordan finder man den rigtige balance? Her giver lægen, psykologen og samfundsøkonomen deres bud på, hvad vi kan og skal kontrollere.

Kærlighedens paradoks

Når vi elsker nogen, vil vi ikke miste dem. Og derfor kommer vi til at kontrollere kærligheden ihjel. Når studerende har det svært og opsøger studenterpræsten på Aarhus Universitet, handler alle samtalerne i sidste ende om det samme. Kontrol.

Videokontrol punkterer fodbolden

Behovet for kontrol har ædt sig ind i hjertet af den danske nationalsport. Vi vil eliminere de menneskelige fejl, men så har vi slet ikke forstået fodboldens sjæl, mener Christian Sforzini Graugaard, der er passioneret fodboldfan.

Biskopper og kontrol

Hvordan finder man balancen i, hvornår man skal forsøge at tage kontrol, og hvornår man skal give slip? Er det noget, kirken kan hjælpe til med? Folk&kirke har spurgt fem af landets biskopper – og en enkelt domprovst.

Filmens magiske kontrol

Fem gode film, der handler om den kontrol, vi så gerne vil have, men ikke kan få.

Kontrol er noget, man køber i Appstore

Fitbits, træningsspil og oversigt-apps. Der er ikke den kontroldims, du ikke kan få til din smartphone, så du kan få tjek på din søvn, din ægløsning, dit humør. Og hvis du ikke helt kan styre dit telefonforbrug, så findes der også en app til det.

Fem gode råd: Sådan tager du kontrollen tilbage fra din mobil

Hvert eneste øjeblik bliver du overvåget og kontrolleret gennem din mobil. Amerikansk forfatter har undersøgt, hvordan teknologigiganter kontrollerer din hverdag, og giver fem råd til, hvordan du kan gøre dig fri igen. Folk&kirke har interviewet Franklin Foer.

Accepter kontroltabet og se fremad

Lars Kolind var succesfuld erhvervsmand og folketingskandidat, da han i 2007 var igennem en mediestorm. Han blev misforstået, siger han, og misforståelsen hænger ved den dag i dag. Det hjælper ham at tro på, at der er en mening med alting.

Gå på opdagelse i 

Andre magasiner