Niels Nymann Eriksen

Det gælder om at holde døren åben

Malene Bjerre

Vi lukker grænserne omkring os, fordi vi er bange for at miste kontrollen over vores identitet, mener forfatteren til en bog om gæstfrihed. Men hvis vi ikke passer på, bliver vi fattigere og mister os selv.

Det virkelige liv er det, vi deler med hinanden. Og vi har brug for den anden, for besøget udefra, hvis vores liv skal lykkes. Det er pointen i bogen Gæstfrihed, som Niels Nymann Eriksen har skrevet. Han er præst på Vesterbro, en multikulturel del af København, der er fuld af gæster fra andre lande. Og når vi skal møde både dem og alle andre med gæstfrihed, er det ikke kun for deres skyld. Det er endnu mere for vores egen.

For uigennemtrængelige grænser gør os ensomme, siger han. Men verdens grænser er mere solide end nogensinde før. I løbet af de seneste 20 år er antallet af grænsemure steget fra 15 til 65, ved den dansk-tyske grænse står der igen pasbetjente, og i 2018 brugte Europa 320 millioner euro på at sikre grænserne mod Middelhavet.

“Vi styrker grænserne for at beskytte os,” mener Niels Nymann Eriksen. “Vi er bange for at miste vores identitet, en del af os selv, og den frygt er måske også velbegrundet. Det kan godt være nødvendigt at skabe tydelige grænser for at kunne trives. Men hvis kontrollen tager overhånd, og der ikke er døre i murene, så vil det ende med at lukke vores liv ned.”

Hans pointe er, at et samfund, som udelukkende drives frem af økonomisk vækst, risikerer at blive ufrugtbart, selvom produktiviteten vokser. Produktivitet er ifølge ham vækst uden nyt liv, men frugtbarhed forudsætter, at der er sket en indtrængen udefra, en befrugtning, hvor noget tredje opstår i mødet mellem to. Risikoen er, at der opstår det, Niels Nymann Eriksen kalder et bambussamfund med henvisning til, hvordan stort set alle bambusplanter døde i løbet af nogle få år. De var ikke blevet befrugtet, men havde blot videreført det samme liv gennem roddeling. Den styrke, der følger med økonomisk vækst, gør os sårbare over for det indre forfald. Og hvad nytter det at gå med skudsikker vest, når døden kommer fra hjertet, som Benny Andersen sagde.

Niels Nymann Eriksen er præst i Apostelkirken på Vesterbro i København.

“Det var dengang, man holdt sammen”

Vi har altså brug for at tage imod det fremmede for at blive frugtbare og ikke bare vækste og dø. “Den fremmedes velsignelse” kalder Niels Nymann Eriksen det. Men det kræver, at vi ikke bare ser andre mennesker som ressourcer, men forstår, at de har en værdi i sig selv.

Det kærlige tilbageblik ruster Niels Nymann Eriksen til at holde sin dør mere åben næste gang, oplever han. “Det handler jo om at møde den anden med tillid. Og ikke bare tillid til den anden, men faktisk til Gud.” “Her på Vesterbro er der to grupper, som umiddelbart har meget lidt med hinanden at gøre: de gamle vesterbroere og de nye etniske, og de gamle er lidt skeptiske over for de etniske. Men i virkeligheden har de to grupper meget tilfælles. Herhenne i nr. 15 har vi en opgang med beskyttede boliger, hvor der bor mange gamle vesterbroere. Når jeg besøger dem, hører jeg historier om gamle dage. ’Det var dengang, man holdt sammen,’ siger de så. ’Det kan godt være, at vi ikke havde nogen penge, og at der var toilet i gården, men man var ikke overladt til sig selv som i dag.’ Det samme hører jeg fra de etniske. Jeg talte med en iraker, der sagde: ’I Irak har vi et elendigt system, så vi er nødt til at være gode ved hinanden. I Danmark har I et fantastisk system, så I behøver ikke tage jer af hinanden.’”

For begge grupper gælder det, at de føler sig tilovers. Der er ikke brug for dem på jobmarkedet, den ene gruppe er på vej ud, og den anden kan ikke finde fodfæste. Og i et samfund, hvor man bliver målt på sin nytteværdi, føler de sig isolerede.

“En jul var jeg på besøg ovre i nr. 15, og så blev jeg inviteret ind til en dame. Hendes lejlighed var fyldt med nisser, i hundredevis. Hun havde samlet dem gennem et langt liv og arrangeret dem så omhyggeligt og fint over det hele, og dem ville hun gerne vise mig. ’Ja,’ sagde hun, ’så var der én, der fik set dem.’ Hun havde ellers børn, men de kom ikke og så hendes nisser. Jeg ved ikke, om hun også selv har bygget mure op, men velfærdssamfundet har i hvert fald gjort det for hende.”

Vi er bange for at miste vores identitet, en del af os selv, og den frygt er måske også velbegrundet. Det kan godt være nødvendigt at skabe tydelige grænser for at kunne trives. Men hvis kontrollen tager overhånd, og der ikke er døre i murene, så vil det ende med at lukke vores liv ned.

De åbne døre handler ikke bare om, at der er plads til mange forskellige mennesker, der lever deres liv ved siden af hinanden, understreger Niels Nymann Eriksen. “På Vesterbro er vi lidt stolte af vores mangfoldighed og bruger den næsten som et varemærke. Men rummelighed er ikke det samme som gæstfrihed. Rummelighed kræver overskud, og det har vi heldigvis her i bydelen. Rummelighed er noget, man giver til de andre, i gode tider. Gæstfrihed er til gengæld noget, vi selv har brug for. Det tilfældige møde er en gave til os og åbner op for vores egen indkrogethed i os selv.”

Et kærlig tilbageblik

Niels Nymann Eriksen er ikke skråsikker, når han bliver spurgt om, hvorvidt vi bør løsne grebet om grænsekontrollen. “Den måde, vi lukker os på som individer, hænger utvivlsomt sammen med den måde, vi lukker os på som nationalstat, men den øvelse i åbenhed, som jeg mener individet har brug for, kan nok ikke entydigt overføres til staten eller til Europa,” siger han.

Til gengæld er han helt sikker på, at vi alle sammen har brug for træning i at holde vores egne grænser gennemtrængelige. Det mærker han ikke mindst på sig selv.

“Jeg er helt bevidst om, at jeg har brug for at lade mig befrugte af mødet med den anden,” siger han. “Men i praksis er det faktisk ikke så let. Jeg er ikke god til smalltalk, og når jeg afleverer børn sammen med de andre forældre, har jeg bemærket, at jeg har en tendens til at undgå øjenkontakt. Det er ikke altid noget, jeg opdager i situationen. Men af og til foretager jeg det, man i kristen spiritualitet kalder et kærligt tilbageblik på min dag. Jeg går dagens hændelser igennem og mærker efter, hvor der er et ubehag. Og så dykker jeg ned i den følelse, dvæler ved den og undersøger den. Hvad var det lige, der fik mig til at trække mig der? Og som regel opdager jeg, at det var frygt. Frygt for de andres dom eller vurdering. Og det kan lyde, som om jeg gør mig selv lille, men i virkeligheden nedgør jeg endnu mere de andre; jeg gør dem til små, fordømmende mennesker, der er ude på at kritisere mig.”

Det kærlige tilbageblik ruster Niels Nymann Eriksen til at holde sin dør mere åben næste gang, oplever han. “Det handler jo om at møde den anden med tillid. Og ikke bare tillid til den anden, men faktisk til Gud. Jeg må have tillid til, at der er en mening med vores møde, og til at jeg også selv kan gøre det godt nok, selvom jeg er lidt introvert. Jeg kan slippe kontrollen og lægge den i hænderne på Gud.”

Hesten og hjorten

I gamle dage, da husdyrene endnu var vilde dyr, havde en hest slået sig ned i en lysning med rigeligt af frisk græs. En dag dukkede en hjort op og begyndte at spise af græsset. Det ville hesten ikke finde sig i. Den kom jo først. Forgæves forsøgte den at jage hjorten væk fra lysningen. Til sidst måtte hesten søge hjælp hos en bonde, som beredvilligt satte et hegn op omkring lysningen. Hjorten var nu sat udenfor og ville ikke mere tage af græsset i lysningen. Men det hegn, som lukkede hjorten ude, stængte samtidig hesten inde.
(Efter Æsops fabler, citeret fra ’Gæstfrihed’)

Læs mere om

Kontrol

Jeg er nødt til at have kontrol

Anne Sofie Aabyen fungerer som projektleder for sin handicappede datter, der får hjemmetræning. Hun læser medicinske fagartikler og koordinerer kontakten mellem de forskellige behandlere, for det er hun nødt til. Ellers mister hun håbet, siger hun.

Døden er en stor klump af ækel uoverskuelighed

Døden er det eneste sikre i livet, men vi lader, som om den ikke vedrører os. Det gør os angste og overkontrollerende, og der er kun én ting at gøre ved det: Sæt dig ned og træn i at dø, siger forfatteren og musikeren Kristian Leth.

Kontrol er en særlig disciplin for kvinder

Sanne Søndergaard er kontrolfreak – og det står hun ved. For mens mænds kontrolbehov handler om ikke at se svage ud, er kvinders i en anden liga, mener hun. De skal nemlig også have kontrol over det, mændene vil gøre imod dem. Folk&kirkes redaktør har været til testshow på Sanne Søndergaards nye show.

Nøglen ligger hos det andet menneske

Vi er fanget i en kredsen om os selv. Og først når vi giver slip på kontrollen, får øje på alle de andre og glemmer os selv, bliver vi fri. Sådan lyder den kristne grundfortælling, siger sognepræst Eva Tøjner Götke, der mener, at tiden har brug for kirkens modstemme.

Gud har i virkeligheden samme projekt, som vi har i vores podcast.

Nanna Elizabeth Hovgaard fra podcasten Fries Before Guys ved ikke, om hun tror på Gud. Men hun længes efter ham, og når alt brænder på, beder hun til ham og føler sig mindre ensom, for hos ham må man slippe kontrollen og være, som man er.

Hvad er der egentlig i vejen med at fejle?

Jacob Nossell har en spastisk lammelse, der gør det svært for ham at kontrollere bevægelser og tale. Det har gjort ham til mester i at blive afvist og har lært ham at affinde sig med det, han ikke kan gøre noget ved.

Styr på balancen

For lidt kontrol er noget skidt, og for meget er endnu værre. Så hvordan finder man den rigtige balance? Her giver lægen, psykologen og samfundsøkonomen deres bud på, hvad vi kan og skal kontrollere.

Kærlighedens paradoks

Når vi elsker nogen, vil vi ikke miste dem. Og derfor kommer vi til at kontrollere kærligheden ihjel. Når studerende har det svært og opsøger studenterpræsten på Aarhus Universitet, handler alle samtalerne i sidste ende om det samme. Kontrol.

Se angsten i øjnene

EKSPONERING: Mennesker er ikke høns. Vi dør ikke af skræk. Og ved at udsætte os for det, vi frygter, kan vi mindske angsten og genvinde styringen. I hvert fald over et lille hjørne af tilværelsen.

Videokontrol punkterer fodbolden

Behovet for kontrol har ædt sig ind i hjertet af den danske nationalsport. Vi vil eliminere de menneskelige fejl, men så har vi slet ikke forstået fodboldens sjæl, mener Christian Sforzini Graugaard, der er passioneret fodboldfan.

Biskopper og kontrol

Hvordan finder man balancen i, hvornår man skal forsøge at tage kontrol, og hvornår man skal give slip? Er det noget, kirken kan hjælpe til med? Folk&kirke har spurgt fem af landets biskopper – og en enkelt domprovst.

Filmens magiske kontrol

Fem gode film, der handler om den kontrol, vi så gerne vil have, men ikke kan få.

Kontrol er noget, man køber i Appstore

Fitbits, træningsspil og oversigt-apps. Der er ikke den kontroldims, du ikke kan få til din smartphone, så du kan få tjek på din søvn, din ægløsning, dit humør. Og hvis du ikke helt kan styre dit telefonforbrug, så findes der også en app til det.

Fem gode råd: Sådan tager du kontrollen tilbage fra din mobil

Hvert eneste øjeblik bliver du overvåget og kontrolleret gennem din mobil. Amerikansk forfatter har undersøgt, hvordan teknologigiganter kontrollerer din hverdag, og giver fem råd til, hvordan du kan gøre dig fri igen. Folk&kirke har interviewet Franklin Foer.

Accepter kontroltabet og se fremad

Lars Kolind var succesfuld erhvervsmand og folketingskandidat, da han i 2007 var igennem en mediestorm. Han blev misforstået, siger han, og misforståelsen hænger ved den dag i dag. Det hjælper ham at tro på, at der er en mening med alting.

Gå på opdagelse i 

Andre magasiner