Vi skal turde handle nu
Der er så meget, der er ved at ødelægge vores liv sammen. Vi overforbruger, ødelægger naturens ressourcer og den globale solidaritet. Det er vi nødt til at gå op imod – både som samfund, som kirke og som enkeltpersoner.
Er du bekymret for din egen og dine børns fremtid?
Jeg synes fremtiden handler om udvikling. Vi har set imod fremtiden og har talt om potentialet, som fremtiden indeholder. Vi har talt om de nye videnskabelige landvindinger, der ligger og venter ude i fremtiden. Og vi har vænnet os til, at vi er på en udviklingsvej, som gør livet lettere og bedre og mere kvalitetsfyldt.
Men for første gang i verdenshistorien taler vi nu seriøst om en udvikling, som er løbet fra os – at vi har mistet grebet og styringen med egen formåen og dermed åbnet en mulighed for at ødelægge verden og vores fælles fremtid.
Når vi kombinerer menneskers formåen, antal og manglende evne til at holde hinanden op på helt rationelt fornuftige handlinger, så er der et utal af gode grunde til at være bekymret.
Men bekymring leder blikket indad og lammer mine handlemuligheder. Bekymring giver ondt i maven. Og den bekymrede står i konstant fare for at ende i apati.
Jeg er ikke bekymret for min eller mine børns fremtid. Det er et valg, jeg har taget. Jeg vil hellere handle.
Hvad kan og skal vi gøre for at give næste generation en god fremtid?
Vi skal lære af fortiden, tage nutiden på os og handle og turde tænke stort om fremtiden. Det viser os en vej ind i fremtiden.
Vi skal turde handle nu. Og vi skal turde handle langsigtet. Og netop den langsigtede handling er vores politiske systems store udfordring, da der går mere end fire år, inden den viser resultater og politikerne derfor risikerer ikke at blive genvalgt ved næste valg.
Men der er så meget, der er ved at ødelægge vores liv sammen. Vi overforbruger, ødelægger naturens ressourcer og den globale solidaritet. Det er vi nødt til at gå op imod – både som samfund, som kirke og som enkeltpersoner.
I stedet for at jage efter lykken gennem stadig øget forbrug skal vi orientere os imod meningsfylden – imod det, som skaber livsværdi for os som verdensborgere. I stedet for at pakke os ind i de lammende bekymringer skal vi gå på udkig efter de bæredygtige muligheder, som vil vise os de små glimt af håb midt i alt det, som kan synes så håbløst. Vi skal genopdage kloden som Guds gave, ikke vores besiddelse.
Hvis du i dag kunne give et råd til dit 12-årige jeg, hvad skulle det så være?
Jeg ville sige til mig selv, at jeg skal turde se livet som en gave, som vi deler med hinanden. Jeg skal turde tro, at det dybeste i min identitet ikke er det, jeg præsterer, men den kærlighed Gud møder hvert eneste menneske med, som betyder, at jeg er elsket og sendt for at dele ud af den kærlighed. Og så skal jeg turde se den anden som medmenneske og ikke som konkurrent.
